Da himmelblåfonden i 2008 lancerer deres kampagne imod rygeforbuddet (gesundheit macht frei) står der venstrefløjsnotabiliteter bag slagordene om frihed, selvbestemmelse og personligt ansvar. Kim Larsen, Anne Marie Helger og Erik Clausen er afsendere af et dybest set liberalt budskab om, at der er grænser for hvad staten skal blande sig i og CEPOS direktør Martin Ågerup erklærer i pressen, at ”Vi er Kim Larsens sande venner”.
Om Larsen har gengældt denne omfavnelse er nok tvivlsomt, for i himmelblåfondens selvforståelse fører man stadig en venstreorienteret dagsorden. En dagsorden med fokus på mangfoldighed, frisind, forskellighed, frihed og udbredt selvudfoldelse. En arv der går tilbage til 60’ernes ungdomsoprør og kampen mod snævre rammer, autoriteter, kontrol, forbud, snæversyn og ensretning. Men har denne arv i grunden det fjerneste med en venstreorienteret agenda at gøre, som den faktisk udmønter sig i den konkrete politik, eller er frisinds- og frihedsfjerene her blot en ufortjent ornamentik som i virkeligheden står i grel modsætning til det venstrefløjen de facto forsøger at indføre?
I dag udkommer ”Friheden flyver” der blandt andet kaster et kritisk blik på venstrefløjens mytologiske selvopfattelse og stiller spørgsmålet om ikke de progressive arvtagere fra ungdomsoprørets hippier, provoer og individualistiske frihedskæmpere i dag findes på blå stue fordi der her er højt til loftet, ingen løftede pegefingre samt en stor kærlighed til frie udfoldelsesmuligheder og en modstand mod administrativt overkill, regler, forbud og kollektivistisk masseplanlægning. Som Ole Grünbaum, gammel provokatør og samfundsrevser på et tidspunkt sagde det, kunne et hvert ægte blomsterbarn vel ikke andet end elske markedet. For ingen steder kan som det frie uregulerede marked skabe grobund for kreative, vilde og skæve idéer og man kan tilføje, at intet kan som staten kvæle kreativitet og frie udfoldelsesmuligheder i standardiserede monopolløsninger på alt fra kulturstøtte til statsreligion.
I dag er det også mere reglen end undtagelsen, at forsvaret for de fundamentale frihedsrettigheder, der er forudsætningen for at mennesker overhovedet kan, tør og vil være kreative, kommer fra blå stue. Hvor fri hash tidligere ville være en venstreorienteret mærkesag så er den i dag klart borgerlig, hvor retten til ytringsfrihed og anti-autoritær gudsbespottelse tidligere ville have en rød afsender har den i dag fortrinsvis en blå og når pornobutikker smadres og seksuelt frisind udfordres af nypuritansk snerperi er det socialistiske aktivister, der løfter den moralske pegefinger. Det er som om blå og rød stue har byttet plads og at de røde hurtigt glemte parolerne om frihed og selvudfoldelse ved udsigten til at få magt over andre menneskers liv.
Med ”Friheden flyver” kaster 15 bidragsydere sig over de fundamentale frihedsrettigheder og undersøger om staten virkelig kan være garant for den forskellighed og mangfoldighed som statens ivrige forsvarere, venstrefløjen, hævder ligger dem så meget på sinde. Og resultatet taler ikke i venstrefløjens favør. For det skaber hverken kreativitet, forskellighed eller frie udfoldelsesmuligheder når man polstrer mennesker til i regler, styrelser, sindelagsstyring, åndsmonopolisering og one-size-fits all politik. Når man fra statens side ønsker at definere det rigtige liv, den rigtige religion, den rigtige mad, den rigtige kunst, den rigtige kønsidentitet og tilmed føler sig kaldet til at administrere godt over halvdelen af individets personlige midler. En administrativ ensretning der tjener det formål at det gør os alle lettere at styre, når vil således alle kan hældes ned i den samme tvangsnormaliserede form (for vores egen skyld!), hvor vi presses til at leve konforme og kedelige liv efter statens anvisninger.
Ikke alle bidragsyderne er borgerlige meningsdannere og ikke alle adresserer nødvendigvis venstrefløjen i deres kritik, men fælles for alle bidrag er en efterlysning af større personligt råderum, retten til at tænke selv og mere plads til at være nøjagtig lige så skæve, dumme, fulde og åbenmundede som vi har lyst til, så længe vi ikke forhindrer vores medmennesker i at være nøjagtig det samme.
I vores identitetspolitiske nutid vælger folk ofte politisk ståsted efter hvordan de helst ser sig selv og det er vel næppe nogen hemmelighed at mange forstår sig selv røde og synes at denne farve passer bedst til deres selvbillede. Men så skylder man også sig selv at overveje om konsekvensen af den venstreorienterede politik overhovedet flugter med de andre værdier man sigter efter.
Himmelblåfonden tror uden tvivl sig selv venstreorienteret, skønt konsekvensen, af venstrefløjens politik, konsekvent har været, at stadig flere skiver af den personlige frihed skæres af og stadig mere kontrol, juristeri og centralt styret smagsdommeri fylder borgernes liv. Borgerlig politik handler traditionelt set om det modsatte, fuldstændig uagtet, at den nuværende VKO regering ikke magter at løfte denne idépolitiske opgave til andet end skåltaleniveau.
Erik Clausen udtaler til Berlingske Tidende i år at han i øvrigt opfatter sig selv som ”meget liberal” og det har han altid været. Jeg tror Clausen har ret, for det oprør han selv var med til at starte har tættere forbindelser til John Stuart Mill, Milton Friedman og John Locke end det nogensinde vil have til Thorvald Stauning, Karl Marx og Mette Frederiksen. Den oprindelige kerne i det individualistiske oprør fra 60’erne og den klippefaste tro på fri selvudfoldelse i minimalt regulerende omgivelser er ikke længere en rød dagsorden, og det har det i grunden aldrig været. Festen fortsætter på blå stue.
Om Larsen har gengældt denne omfavnelse er nok tvivlsomt, for i himmelblåfondens selvforståelse fører man stadig en venstreorienteret dagsorden. En dagsorden med fokus på mangfoldighed, frisind, forskellighed, frihed og udbredt selvudfoldelse. En arv der går tilbage til 60’ernes ungdomsoprør og kampen mod snævre rammer, autoriteter, kontrol, forbud, snæversyn og ensretning. Men har denne arv i grunden det fjerneste med en venstreorienteret agenda at gøre, som den faktisk udmønter sig i den konkrete politik, eller er frisinds- og frihedsfjerene her blot en ufortjent ornamentik som i virkeligheden står i grel modsætning til det venstrefløjen de facto forsøger at indføre?
I dag udkommer ”Friheden flyver” der blandt andet kaster et kritisk blik på venstrefløjens mytologiske selvopfattelse og stiller spørgsmålet om ikke de progressive arvtagere fra ungdomsoprørets hippier, provoer og individualistiske frihedskæmpere i dag findes på blå stue fordi der her er højt til loftet, ingen løftede pegefingre samt en stor kærlighed til frie udfoldelsesmuligheder og en modstand mod administrativt overkill, regler, forbud og kollektivistisk masseplanlægning. Som Ole Grünbaum, gammel provokatør og samfundsrevser på et tidspunkt sagde det, kunne et hvert ægte blomsterbarn vel ikke andet end elske markedet. For ingen steder kan som det frie uregulerede marked skabe grobund for kreative, vilde og skæve idéer og man kan tilføje, at intet kan som staten kvæle kreativitet og frie udfoldelsesmuligheder i standardiserede monopolløsninger på alt fra kulturstøtte til statsreligion.
I dag er det også mere reglen end undtagelsen, at forsvaret for de fundamentale frihedsrettigheder, der er forudsætningen for at mennesker overhovedet kan, tør og vil være kreative, kommer fra blå stue. Hvor fri hash tidligere ville være en venstreorienteret mærkesag så er den i dag klart borgerlig, hvor retten til ytringsfrihed og anti-autoritær gudsbespottelse tidligere ville have en rød afsender har den i dag fortrinsvis en blå og når pornobutikker smadres og seksuelt frisind udfordres af nypuritansk snerperi er det socialistiske aktivister, der løfter den moralske pegefinger. Det er som om blå og rød stue har byttet plads og at de røde hurtigt glemte parolerne om frihed og selvudfoldelse ved udsigten til at få magt over andre menneskers liv.
Med ”Friheden flyver” kaster 15 bidragsydere sig over de fundamentale frihedsrettigheder og undersøger om staten virkelig kan være garant for den forskellighed og mangfoldighed som statens ivrige forsvarere, venstrefløjen, hævder ligger dem så meget på sinde. Og resultatet taler ikke i venstrefløjens favør. For det skaber hverken kreativitet, forskellighed eller frie udfoldelsesmuligheder når man polstrer mennesker til i regler, styrelser, sindelagsstyring, åndsmonopolisering og one-size-fits all politik. Når man fra statens side ønsker at definere det rigtige liv, den rigtige religion, den rigtige mad, den rigtige kunst, den rigtige kønsidentitet og tilmed føler sig kaldet til at administrere godt over halvdelen af individets personlige midler. En administrativ ensretning der tjener det formål at det gør os alle lettere at styre, når vil således alle kan hældes ned i den samme tvangsnormaliserede form (for vores egen skyld!), hvor vi presses til at leve konforme og kedelige liv efter statens anvisninger.
Ikke alle bidragsyderne er borgerlige meningsdannere og ikke alle adresserer nødvendigvis venstrefløjen i deres kritik, men fælles for alle bidrag er en efterlysning af større personligt råderum, retten til at tænke selv og mere plads til at være nøjagtig lige så skæve, dumme, fulde og åbenmundede som vi har lyst til, så længe vi ikke forhindrer vores medmennesker i at være nøjagtig det samme.
I vores identitetspolitiske nutid vælger folk ofte politisk ståsted efter hvordan de helst ser sig selv og det er vel næppe nogen hemmelighed at mange forstår sig selv røde og synes at denne farve passer bedst til deres selvbillede. Men så skylder man også sig selv at overveje om konsekvensen af den venstreorienterede politik overhovedet flugter med de andre værdier man sigter efter.
Himmelblåfonden tror uden tvivl sig selv venstreorienteret, skønt konsekvensen, af venstrefløjens politik, konsekvent har været, at stadig flere skiver af den personlige frihed skæres af og stadig mere kontrol, juristeri og centralt styret smagsdommeri fylder borgernes liv. Borgerlig politik handler traditionelt set om det modsatte, fuldstændig uagtet, at den nuværende VKO regering ikke magter at løfte denne idépolitiske opgave til andet end skåltaleniveau.
Erik Clausen udtaler til Berlingske Tidende i år at han i øvrigt opfatter sig selv som ”meget liberal” og det har han altid været. Jeg tror Clausen har ret, for det oprør han selv var med til at starte har tættere forbindelser til John Stuart Mill, Milton Friedman og John Locke end det nogensinde vil have til Thorvald Stauning, Karl Marx og Mette Frederiksen. Den oprindelige kerne i det individualistiske oprør fra 60’erne og den klippefaste tro på fri selvudfoldelse i minimalt regulerende omgivelser er ikke længere en rød dagsorden, og det har det i grunden aldrig været. Festen fortsætter på blå stue.
