Hvem er de totalitære?
Det er de mennesker og de politiske partier, der har de rigtige meninger og vil tvinge alle andre til at mene det samme eller holde kæft! (jfr. til racismeparagraffen)
De totalitære er de, der i 70érne ikke kunne se (den fundamentale) forskel på Sovjetunionen og USA; men blot så to supermagter. Det er de, der nu ikke kan se forskel på palæstinenserne og Israel. Det er også de, der ikke kan se forskel på Kristendom og Islam; men bare ser to religioner.
De totalitære er de ophøjede, retfærdige, der om nødvendigt vil lægge deres egen nation øde for at redde hele verden. De totalitære er de gode, fornuftsdyrkende idealister. De totalitære er de kultur- og historieløse ideologer.
I det – gængse - politiske spektrum finder man dem til venstre for midten. De er anti-nationale, anti-racistiske og har mærkesager som klimaforandringer, sol & vind, globalisering, feminisme, lighed, ulandshjælp, FN-konventioner og de har ligestilling og økologi som religion.
De totalitære strømninger og partier er fascismen, nazismen, kommunismen, marxismen, de autonome, Enhedslisten, SF (Anne Grethe Holmsgaard og Ole Sohns parti) , Socialdemokraterne og – de seneste snes år: Det radikal-e (-iserede) Venstre.
De totalitære har så megen ret, at de i deres selvretfærdige intolerance vil opdrage alle andre til at passe ind i deres billede. Hvor de får magt afskaffes de borgerlige rettigheder: ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, ejendomsret, frie valg og magtens tredeling. Der gennemføres en hårdhændet ensretning og militarisering af samfundet.
Eksemplerne er talrige: Sovjetunionen, Mao-kina, Cambodia, Sandinistisk Nicaragua, samtlige islamiske stater, de fleste afrikanske stater, Venezuela, Cuba og (sært nok det måske mest tolerante af disse usympatiske styrer) Mussolinis Italien.
Selvfølgelig er der forskel på Saudi-Arabien og Indonesien og på Enhedslisten og Socialdemokraterne.
Men det er gradsforskelle; målet – ligheden, ensretningen – er den samme. ØD – enhedsskolen – feminismen – kulturministeriet – klassetilhørsforholdet og millionærskatten er store og små eksempler på de totalitære tendenser i Socialdemokratiet.
Racismeparagraffen og dens udvidelse til at omfatte religion, køn, nationalitet er udløseren, der på sigt nedlægger ytringsfriheden og afskaffer den for demokratiet nødvendige meningsdannelse. Racismeparagraffen baner dermed vejen for de totalitære. Derfor elsker disse partier paragraffen. De hævder, at den beskytter mindretallene; men alle steder, hvor ytringsfriheden er blevet afskaffet, er de forkerte mindretal blevet slagtet. Hvem er så ”de forkerte” mindretal? Det er dem alle!
Det giver kun mening at inddele det politiske spektrum i de totalitære og de ikke-totalitære partier: Jeg kan komme i tanker om 5 (eksisterende) af den sidste slags: Det konservative Folkeparti, Venstre, Liberal Alliance, Retsforbundet og Dansk Folkeparti.
Desværre er De Konservative ikke særligt bevidste om, at det er den nationalkonservative grundholdning, der gør dem antitotalitære, Venstre er ikke så liberale, at det gør noget, og Dansk Folkeparti forsøger sig ofte med et ben i begge lejre.
Det ser egentlig ikke godt ud for friheden…
Det er de mennesker og de politiske partier, der har de rigtige meninger og vil tvinge alle andre til at mene det samme eller holde kæft! (jfr. til racismeparagraffen)
De totalitære er de, der i 70érne ikke kunne se (den fundamentale) forskel på Sovjetunionen og USA; men blot så to supermagter. Det er de, der nu ikke kan se forskel på palæstinenserne og Israel. Det er også de, der ikke kan se forskel på Kristendom og Islam; men bare ser to religioner.
De totalitære er de ophøjede, retfærdige, der om nødvendigt vil lægge deres egen nation øde for at redde hele verden. De totalitære er de gode, fornuftsdyrkende idealister. De totalitære er de kultur- og historieløse ideologer.
I det – gængse - politiske spektrum finder man dem til venstre for midten. De er anti-nationale, anti-racistiske og har mærkesager som klimaforandringer, sol & vind, globalisering, feminisme, lighed, ulandshjælp, FN-konventioner og de har ligestilling og økologi som religion.
De totalitære strømninger og partier er fascismen, nazismen, kommunismen, marxismen, de autonome, Enhedslisten, SF (Anne Grethe Holmsgaard og Ole Sohns parti) , Socialdemokraterne og – de seneste snes år: Det radikal-e (-iserede) Venstre.
De totalitære har så megen ret, at de i deres selvretfærdige intolerance vil opdrage alle andre til at passe ind i deres billede. Hvor de får magt afskaffes de borgerlige rettigheder: ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, ejendomsret, frie valg og magtens tredeling. Der gennemføres en hårdhændet ensretning og militarisering af samfundet.
Eksemplerne er talrige: Sovjetunionen, Mao-kina, Cambodia, Sandinistisk Nicaragua, samtlige islamiske stater, de fleste afrikanske stater, Venezuela, Cuba og (sært nok det måske mest tolerante af disse usympatiske styrer) Mussolinis Italien.
Selvfølgelig er der forskel på Saudi-Arabien og Indonesien og på Enhedslisten og Socialdemokraterne.
Men det er gradsforskelle; målet – ligheden, ensretningen – er den samme. ØD – enhedsskolen – feminismen – kulturministeriet – klassetilhørsforholdet og millionærskatten er store og små eksempler på de totalitære tendenser i Socialdemokratiet.
Racismeparagraffen og dens udvidelse til at omfatte religion, køn, nationalitet er udløseren, der på sigt nedlægger ytringsfriheden og afskaffer den for demokratiet nødvendige meningsdannelse. Racismeparagraffen baner dermed vejen for de totalitære. Derfor elsker disse partier paragraffen. De hævder, at den beskytter mindretallene; men alle steder, hvor ytringsfriheden er blevet afskaffet, er de forkerte mindretal blevet slagtet. Hvem er så ”de forkerte” mindretal? Det er dem alle!
Det giver kun mening at inddele det politiske spektrum i de totalitære og de ikke-totalitære partier: Jeg kan komme i tanker om 5 (eksisterende) af den sidste slags: Det konservative Folkeparti, Venstre, Liberal Alliance, Retsforbundet og Dansk Folkeparti.
Desværre er De Konservative ikke særligt bevidste om, at det er den nationalkonservative grundholdning, der gør dem antitotalitære, Venstre er ikke så liberale, at det gør noget, og Dansk Folkeparti forsøger sig ofte med et ben i begge lejre.
Det ser egentlig ikke godt ud for friheden…
