Diskussionen om, hvorvidt den vestlige verden skal betale Afrika for klimatilpasninger, og om disse penge i så fald skal komme fra udviklingsbistanden, har fået mig til at tænke på denne lille historie.
Der var engang en rig mand. På sin vej til arbejde mødte han hver dag en fattig mand, der sad og tiggede. Hver dag lod den rige mand en hundredekrone-seddel falde i den fattige mands udstrakte hat. Det var blevet et helt ritual for ham, og mangen hundredekrone-seddel havde skiftet ejermand ved det gadehjørne, hvor den fattige mand sad.
En dag besluttede den rige mand at give den fattige mand en uldfrakke. Det var ved at blive koldt i vejret, og ofte lugtede han spiritus på den fattige mands ånde.
"Køber han snaps, vil det holde ham varm i nogle timer. En pelsfrakke vil holde ham varm hele vinteren," tænkte den rige mand. Derfor brugte han hundrede kroner på en uldfrakke, som han gav til den fattige mand den næste morgen.
Men havde han forventet at blive mødt med taknemmelighed, blev han overrasket.
"Hvad ligner det," spurgte den fattige mand forarget: "Hvor er mine hundrede kroner?"
Den rige mand mente nu nok, at det var hans hundrede kroner, som han af egen vilje gav den fattige. Men han holdt tand for tunge og sagde i stedet:
"Jeg har brugt dem til at købe dig denne uldfrakke. Den vil holde dig varm -"
"Nej, nu bliver det et nummer for groft," afbrød den fattige mand ham: "Har du skåret i mit budget for at købe den frakke? Det er jo at fodre hunden med sin egen hale!"
Med stadig højere stemmeføring fortsatte den fattige mand med at skælde den rige mand huden fuld:
"Faktisk er det koldere vejr alt sammen din skyld. Når I rige svin kører rundt i jeres store biler, udledes der areosoler, der køler atmosfæren ned. Og nu tager du pengene til en uldfrakke fra de penge, jeg ellers skulle have levet for. Hvorfor er det altid de fattige, der skal holde for?"
Forbipasserende var begyndt at lægge mærke til optrinnet, og den rige mand følte sig dårligt til mode. Han smed uldfrakken i den fattige mands skød og skyndte sig væk.
"Ingen god gerning går ustraffet hen. Det er sidste gang, jeg giver en tigger penge," tænkte han.
Der var engang en rig mand. På sin vej til arbejde mødte han hver dag en fattig mand, der sad og tiggede. Hver dag lod den rige mand en hundredekrone-seddel falde i den fattige mands udstrakte hat. Det var blevet et helt ritual for ham, og mangen hundredekrone-seddel havde skiftet ejermand ved det gadehjørne, hvor den fattige mand sad.
En dag besluttede den rige mand at give den fattige mand en uldfrakke. Det var ved at blive koldt i vejret, og ofte lugtede han spiritus på den fattige mands ånde.
"Køber han snaps, vil det holde ham varm i nogle timer. En pelsfrakke vil holde ham varm hele vinteren," tænkte den rige mand. Derfor brugte han hundrede kroner på en uldfrakke, som han gav til den fattige mand den næste morgen.
Men havde han forventet at blive mødt med taknemmelighed, blev han overrasket.
"Hvad ligner det," spurgte den fattige mand forarget: "Hvor er mine hundrede kroner?"
Den rige mand mente nu nok, at det var hans hundrede kroner, som han af egen vilje gav den fattige. Men han holdt tand for tunge og sagde i stedet:
"Jeg har brugt dem til at købe dig denne uldfrakke. Den vil holde dig varm -"
"Nej, nu bliver det et nummer for groft," afbrød den fattige mand ham: "Har du skåret i mit budget for at købe den frakke? Det er jo at fodre hunden med sin egen hale!"
Med stadig højere stemmeføring fortsatte den fattige mand med at skælde den rige mand huden fuld:
"Faktisk er det koldere vejr alt sammen din skyld. Når I rige svin kører rundt i jeres store biler, udledes der areosoler, der køler atmosfæren ned. Og nu tager du pengene til en uldfrakke fra de penge, jeg ellers skulle have levet for. Hvorfor er det altid de fattige, der skal holde for?"
Forbipasserende var begyndt at lægge mærke til optrinnet, og den rige mand følte sig dårligt til mode. Han smed uldfrakken i den fattige mands skød og skyndte sig væk.
"Ingen god gerning går ustraffet hen. Det er sidste gang, jeg giver en tigger penge," tænkte han.
