Sundhedspersonalet sælger elastik i metermål: Sundhedslovens kapitel 5 om informeret samtykke er blot endnu en af de utallige skrøbelige illusioner, der skal holde den danske VELFÆRDSSTATS-BALLON i luften.
(Af andre kan nævnes illusionen om den objektive personlige pleje, illusionen om at det er kvindefrigørelse når fremmede passer vore børn, illusionen om at den offentlige sagsbehandler skønner u-partisk, illusionen om neutralitet i journalistik; for slet ikke at tale om illusionen om retfærdig upartisk behandling fra den offentlige på de steder hvor hun opererer dybt inde i borgerens hverdag).
Når det gælder informeret samtykke, er det store problem at afgøre hvornår der er givet informeret samtykke?
Hvornår er der fx informeret fyldestgørende?
Hvornår er patienten ukontaktbar og hvornår er patienten for forvirret til at tage stilling?
Hvornår har patienten sagt ja? Og til hvilken behandling?
Og hvordan kan man egentlig kontrollere at proceduren følges?
Kan patienten overhovedet kontrollere lægen, når hun først skal bede om lov til at se journalen?
Og når hun ikke forstår den latin der tales i journalen, men skal have teksten tolket
Og hvem tror vi på, når lægen siger at han hár informeret medens patienten siger det modsatte?
Så hvem orker egentlig at kontrollere eller protestere?
Orker de pårørende, de efterladte?
Orker demokratiet?
Der er rigtigt mange spørgsmål.
Og de har alle ubehagelige og komplekse svar.
Sandheden er, at det altid vil være et skøn fra lægens side hvornår samtykket er hjemme.
Subjektivitet, altså – i modsætning til objektivitet.
Derfor er Lov om informeret samtykke i bedste fald et redskab for patienten ved mødet med lægen, i værste fald symbol-lovgivning, eller værre endnu: passiviserende LULLABY-lovgivning der gør patienter tillidsfulde nok til at de er medgørlige.
Lov om informeret Samtykke er således en god intention, men da den bygger på en række umuligheder er den også en illusion.
Her er en liste over umulighederne...
Først og fremmest må patienten gøre sig det ulige magtforhold imellem læge og patient klart. Mange patienter er – stadigvæk – alt for autoritetstro overfor lægen. De fleste vil jo helst være kompliante, blandt andet fordi det er nemmest bare at gøre som der bliver sagt.
Men indførelsen af Lov om informeret Samtykke ændrer – efter min mening – betydningen af ’komplians’.
Hvor ’komplians’ før i tiden betød, at patienten havde fuld oplysnings- og adlydepligt, må betydningen af ’komplians’ i dag være at patienten har ’ansvar for i en kritisk dialog med lægen, og sammen med lægen, at opstille en behandlingsplan der fører til helbredelse’.
Men dette er en illusion.
For dels er det kun meget få patienter der har resurser til dette - dels er mange mennesker stadigvæk meget autoritetstro.
Med hensyn til det sidste må man i øvrigt gøre sig klart at autoritetstroen ikke kan afvikles fuldstændigt. Autoritetstroen kan kun afvikles indtil der hvor lægens faglige ekspertise begynder. Men der bør stadig stå respekt om lægens viden og kunnen. Så helt afskaffe autoritetstroen kan vi altså ikke. For så afvikler vi institutionen ’læge’.
Det ulige magtforhold er altså grundlæggende i relationen læge-patient.
Dernæst må patienten indse, at der ikke findes absolut information: den information hun får vil altid kun udgøre en - i realiteten - forsvindende del af det billede lægen har.
At foregive – sådan som lov om informeret samtykke gør – at patienten kan ”sikre sig” fyldestgørende information er derfor en illusion. Fyldestgørende information er en abstraktion og i realiteten umulig. Selv med den allermest imødekommende og patient-orienterede læge.
Det ligger i sprogets, livets og oplevelsens natur.
Lægen kan ikke på 5-10 minutter, eller en halv time formidle hele den baggrundsviden og erfaring som ligger bag hans behandlings-anbefaling.
Heller ikke hvis han bruger dage, uger eller år på det.
Og her må man heller ikke glemme det tidslige aspekt: hvad enten der er tale om et brækket ben eller et hjerteanfald, spiller tiden en rolle for mængden af samtale.
Og når det gælder kravet om fyldestgørende information, må man også gøre sig klart, at lægens anbefalinger altid vil være mere eller mindre bestemt af lægens – og sygeplejerskens - prioriteringer mellem patienter – det man kalder ’triage’.
Principielt bør denne prioritering naturligvis ikke have nogen indflydelse.
Behandlinger i sundhedsvæsenet opfattes af de fleste - og fremstilles også som - hele, afsluttede størrelser, som alene betinges af patientens tilstand. Altså som neutrale, videnskabsbaserede handlinger baseret på objektive vurderinger.
Men man må som borger gøre sig klart at i sundhedsvæsenet anses det subjektive - skønnet -som objektivitet. Skønnet indgår - både i forbindelse med prioritering mellem patienter og i forbindelse med behandlingsvalg og -udførelse - som en grundlæggende faktor.
Og triagen påvirker uvægerligt behandlingen af den enkelte patient.
I den forbindelse er det megte vigtigt at nævne, at den offentligt ansatte har et overblik over den samlede gruppe, (altså også den del af gruppen, som IKKE er patienten) som patienten aldrig kan få: Gruppen er (som gruppering) skjult for patienten, og patienten kan derfor aldrig få indsigt i prioriteringerne.
Det kan demokratiet heller ikke.
Og når man nævner ’triage’ må man nødvendigvis også nævne den gruppe-sociologi som patienten er indlejret i. Sædvanligvis betragtes en hospitalsafdeling jo som et arbejdssted præget af professionalisme, hvilket af mange opfattes som en garant for faggruppernes neutralitet.
Men neutralitet er en abstraktion, og påstande om faggruppers neutralitet er et falsum.
Enhver der har været indlagt, og enhver der har haft sin faste gang på hospitalsafdelinger – i hvert fald som professionel - har oplevet hvordan nogle patienter er meget populære medens andre bliver set ned på, hvis ikke ligefrem foragtet.
At nægte dette er at nægte at være menneske.
Faktisk opfatter mange sundhedspersoner og mange af de faglige fællesskaber diskrimination, med deraf følgende omfordeling, som ikke blot en ret de har, men også som en pligt.
Naturligvis er det utilladeligt.
Og det er ikke noget som tales om åbnet - kun i de faglige fællesskabers lukkede fora.
Men at se bort fra dette faktum er at stikke sig selv blår i øjnene.
Udover at være arbejdssted for professioner og fag må man derudover indse at hospitalsafdelinger også er sociale arenaer, hvor sociale mekanismer som eksklusion, inklusion, gruppetænkning, statuskamp, faglig konkurrence mellem faggrupper og professioner (brødnid) og mobning er yderst aktive. Og her ender den svage eller upopulære patient allernederst.
Gruppe-dynamikken har stor indflydelse på plejepersonalets handlinger og lægens behandlings-anbefalinger: En læge der går imod stærke sosu-assistenters holdninger kan miste både selvtillid og karriere.
Det forhold berørte den dygtige hjertelæge Gøsta Petterson (GP) i en DR-udsendelse da han havde sagt op. GP sagde noget i retning af "Hvis ikke man kan have tillid til dem man er afhængige af må man snarest søge væk". Det tror jeg alle sygeplejersker, sosuassistemter og læger kender. For alle disse faggrupper gælder, at det kan koste patienterne liv og velfærd hvis sundhedspersonen ikke bakkes op af kollegerne. I sundhedsvæsenenet er konsensus ikke blot et spørgsmål om at bevare sine kollegers respekt: det er et spørgsmål om liv,m velfærd og død.
I sundhedsvæsenet bestemmer mennesker med magt over praksis fte over de der står med ansvaret.
Og det er måske godt - måske ikke. Det er en helt anden diskussion.
Men det er i hvert fald er det noget man altid må have i baghovedet når læger udtaler sig.
Sidst men ikke mindst bør man gøre sig klart, at også den tavse "viden", forstået som det handlegrundlag der ikke italesættes spiller en stor rolle for behandlings-anbefalingerne og for behandlingernes udførelse.
Set med demokratiets øjne - bør denne "viden" jo enten italesættes og synliggøres, eller ophøre med at blive brugt som handlegrundlag. For demokratiet kan ikke være tjent med at det offentlige handler på tavse måder, der ikke kan kontrolleres.
Men at undgå at offentligt ansatte personer handler på tavs viden er umuligt.
Af holdninger, indstillinger, præferencer og "viden" som italesættes internt, men som holdes tavse i forhold til befolkning og demokrati kan nævnes:
- nye forskningsresultater: fx nye undersøgelser, der viser nye muligheder eller som afslører fejl ved gamle behandlingsmåder.
- lægens og sygeplejerskens egne subjektive vurderinger, sym og anti-patier.
- vurderinger som de faglige fællesskaber aftaler: holdninger til bestemte patientgrupper samt konsensusbeslutninger om faggruppernes sym- og antipatier og fordelingsmæssige præferencer. De faglige fællesskabers beslutninger holdninger spiller en meget stor rolle.
Af holdninger, indstillinger, præferencer og "viden" som ikke italesættes hverken internt eller eksternt. og altså udelukkende handles, kan nævnes
- sundhedspersonale der efter stiltiende overenskomst konsekvent ignorerer nyopererede misbrugeres bøn om at få smertestillende,
- sundhedspersonale der ignoerer at den besværlige kvindelige patient på stue 5 ringer.
- eller plejere der behandler besværlige ældre som demente, uden at der overhovedet er belæg for dette.
Den tavse information som end ikke italesættes internt - altså de holdninger, måder, indstillinger og fordelingsmæssige præferencer som udelukkende handles og som også videregives ved handling for eksempel ved mesterlære - kan både være et bevidst valg fra sundhedspersonernes side og et ubevidst valg. Og den kan være både kollektivt bevidst og indivuelt bevidst.
Problemet med det tavse handlegrundlag er, at det ikke italesættes overfor det demokrati og den befolkning der betaler gildet og leverer patienter til personalets indtjening.
Den offentligt ansatte vil altså altid have mere magt end patienten både over situationen og over det det ’emne’ der arbejdes med, hvad enten ’emnet’ er borgerens krop (sundhed, helbred, pleje), borgerens bistandshjælp, borgerens børn, borgerens gamle mor, borgerens skatteansættelse eller for den sags skyld erhvervsvirksomhedens muligheder for at udvide.
Og det informerede samtykke bliver derfor – på trods af de meget fine intentioner bag sundhedsloven - meget nemt til symbol-lovgivning, lullaby-lovgivning.
Og reelt er det altså umuligt for patienter, pårørende og demokrati, at afgøre om Lovgivningen om informeret samtykke bliver overholdt: De døde taler jo ikke, og de der endelig er kommet hjem fra hospitalet vil bare gerne videre. Og de der er på institution eller i hjemmeplejens varetægt tør ikke.
Og som regel er de pårørende så kede af det, eller så udstødte, usikre og fremmedgjorte både ift den syges liv og sundhedsvæsenet, at de ikke magter opgaven.
Journalister kan selvfølgelig skabe en sag, som de kan holde i luften en kort periode. Og de gør det af og til: det er jo også deres arbejde.
Men givet det store antal offentligt ansatte, som sammen med venstrefløjen, arbejder målrettet på at bevare og øge egen magt, og på at udvide den offentlige sektor, vil journalisternes arbejde kun resultere KAMPAGNER.
Og kampagner har en begrænset tidslig udstrækning: når kampagnen er slut vil alt være ved det gamle igen.
Tænk bare på kampagnen om hjemmeplejen sidste år.
Faktum er, at ingen kampagne kan hamle op med trykket fra den massive mængde af hverdagslige møder der er mellem offentligt ansatte og almindelige borgere i det danske samfund. For sådan er det danske samfund skruet sammen i dag: på det nærmeste totalitært.
Ved hvert af disse talløse møder, af hvilke nogle strækker sig over timer (rådgivning), andre over dage (sygehusindlæggelser, aflastningsophold med mere), måneder og år (skolegang, børneinstitutioner, hjemmepleje, væresteder, døgninstitutioner, plejehjem med meget mere) vil både mængden af møder og det ubestemmelige ved hver enkelt af den offentliges handlinger i hvert møde understrege og bekræfte over for borgeren, hvem der har magten, og hvem der skal underordne sig hvem.
Det u-tallige både hvad angår antallet af møder og handlinger, og det ubestemmelige ved enhver handling, er det som udgør "det hverdagslige" eller "hverdagsligheden" i disse situationer, og netop det hverdagslige er det som skaber en overvældende og massiv påvirkning, en overgribende tsunami af præfabrikerede handlinger, der får borgeren til at føle at ”servicen” ikke kan fravælges eller kritiseres.
Dermed opstår der en selvcensur hos borgeren, en forudseende RETTIDIG OMHU i forhold til at beskytte sig selv: borgeren vil gøre sit bedste for at tækkes den offentligt ansatte.
På den måde lukkes kritikken inde i den enkelte.
Og den dag denne specifikke enkelte, denne Lise, Kaj, Peter, Louise, Niels, Jørgen, Anna eller Ingrid går bort, vil kritikken for evigt være væk, glemt og borte, og dermed vil der være lagt endnu en sten på det bygningsværk som er socialstaten.
Den totalitære stat, hvor den offentligt ansattes ret til at begå overgreb vil være et fastslået fact, en rettighed, som ingen tør gøre indsigelse imod, og som dækkes med et utal af illusionsnumre, herunder symbol-lovgivning vil være rykket en sten nærmere det bestandige: det danske tusindårsrige.
Gennem den hverdagslige absolutte afhængighed indgraveres den danske befolknings identitet med den offentlige sektors ret til at blande sig i stort og småt, at være uretfærdig, at begå mord og stjæle livskvalitet (Omniscan, Boneloc med meget mere), at omfordele alt lige fra penge til sundhed og social status, og til at arbejde udfra fluffy doubble-talk som ”frivillig tvangsfjernelse”.
Overgrebene skjules ved at imprægnere befolkningen med illusionistiske antagelser for eksempel symbolsk lovgivning og illusionen om at offentlige ansatte altid handler altruistisk og ikke ligesom alle andre først og fremmest arbejder på at forøge egen indtjening og egen magt.
Selvcensuren, trangen til at komme igennem på bedste måde, og bagefter at glemme, efterlader et utal af betændte lukkede rum, som ingen orker at udgrave, og medfører, at store problemstillinger – for eksempel størrelsen af den offentlige sektor og de offentligt ansattes magt – ikke bliver diskuteret ordentligt.
Lov om informeret Samtykke er ikke nogen dårlig lov. Tværtimod: det er godt at lægens ansvar for at informere før han handler understreges, ligesom det er rigtigt godt at patientens ret til at bestemme over eget liv, krop og helbred understreges.
Men hvis man virkeligt vil ændre ved de skæve magtforhold i sundhedsvæsen og plejesektor, bør man i stedet satse på EPJ (den elektroniske patient-journal).
Efter min mening er det utroligt vigtigt at EPJ bliver udformet som patientens ejendom, komplet med video-film af alle invasive procedurer, såsom operationer, anlæggelse CVK med mere.
Basis for dette skulle være borgernes ejendoms- og bestemmelsesret over egen krop (en af de grundlæggende menneskerettigheder). Denne menneskerettighed bør efter min mening gøres til ideologisk grundlag for EPJ.
Lige nu er der dog uhyggeligt stille om EPJ:
Danmarks Radio forsømmer som sædvanlig sin public-service-forpligtelse.
Man skulle ellers mene,at der kunne laves rigtig spændende serie om skabelsen af EPJ - lidt a la ”Morten og broen”. Sådan en serie ville præsentere journalisterne for masser af udfordringer og udøve et betydeligt tryk på den politiske debat.
Men DR vil hellere lefle for befolkningen med X-factor og mad-programmer.
Derfor kan man frygte at det bliver alle de stærke spillere på området, hovedsageligt de faglige organisationer og deres politiske bagland, der kommer til at udforme EPJ. Og dermed ryger patientens absolutte ejerskab til læge-journalen.
Det bliver igen læger og sundhedspersonale der får ejendomsretten til patientens data. Ikke patienten.
Og dette vil - efter min mening - være i modstrid med den borgerlige regerings intention for magtforholdene i sundhedsvæsenet og i modstrid med samme regerings intention om, at Danmark skal være forrest i udviklingen hvad angår IT.
-
Generelt er det i en tid hvor størrelsen på den offentlige sektor er ved at bringe landet i knæ meget vigtigt at italesætte og sætte spørgsmålstegn ved de offentligt ansattes magt og egen-interesser.
Beskærelser af den alt for store offentlige sektor bør nemlig - efter min mening - baseres på de meget store demokratiske problemer der følger af over-størrelsen: hovedsageligt tabet af det autonome civilsamfund, men også illusionen om at den offentlige sektor handler neutralt, evidensbaseret, objektivt og upartisk.
Mvh Ane K
OBS: dette er version 3.0 af denne artikel, som efter min egen mening - og andres - blev alt for negativ overfor det informerede samtykke.
Version 1.0 har jeg slettet, men jeg sender gerne en kopi. Skriv til mig her.
