Sundhedspersonalet sælger elastik i metermål: Sundhedslovens kapitel 5 om informeret samtykke er blot endnu en af de utallige skrøbelige illusioner, der skal holde den danske VELFÆRDSSTATS-BALLON i luften.
(Af andre kan nævnes illusionen om den objektive personlige pleje, illusionen om at det er kvindefrigørelse når fremmede passer vore børn, illusionen om at den offentlige sagsbehandler skønner u-partisk, illusionen om neutralitet i journalistik; for slet ikke at tale om illusionen om retfærdig upartisk behandling fra den offentlige på de steder hvor hun opererer dybt inde i borgerens hverdag).
OBS der er skrevet en version 3.0 af denne artikel: læs den her.
Når det gælder informeret samtykke, er det store problem at afgøre hvornår der er givet informeret samtykke?
Hvornår er der fx informeret fyldestgørende?
Hvornår er patienten ukontaktbar og hvornår er patienten for forvirret til at tage stilling?
Hvornår har patienten sagt ja? Og til hvilken behandling?
Og hvordan kan man egentlig kontrollere at proceduren følges?
Kan patienten overhovedet kontrollere lægen, når hun først skal bede om lov til at se journalen? Og når hun ikke forstår den latin der tales i journalen, men teksten skal tolkes?
Og hvem tror på patienten, når lægen siger at han har informeret medens patienten siger det modsatte?
Så hvem orker egentlig at kontrollere eller protestere?
Orker de pårørende, de efterladte?
Orker demokratiet?
Der er rigtigt mange spørgsmål.
Og de har alle ubehagelige og komplekse svar.
Sandheden er, at det altid vil være et skøn fra lægens side hvornår samtykket er hjemme.
Subjektivitet, altså – i modsætning til objektivitet.
Derfor er Lov om informeret samtykke i bedste fald et redskab for patienten ved mødet med lægen, i værste fald symbol-lovgivning, eller værre endnu: passiviserende LULLABY-lovgivning der gør patienter tillidsfulde nok til at de er medgørlige.
Lov om informeret Samtykke er således en god intention, men da den bygger på en række umuligheder er den også en illusion.
Her er en liste over umulighederne...
Først og fremmest må patienten gøre sig det ulige magtforhold imellem læge og patient klart. Mange patienter er – stadigvæk – alt for autoritetstro overfor lægen. De fleste vil jo helst være kompliante, blandt andet fordi det er nemmest bare at gøre som der bliver sagt.
Men indførelsen af Lov om informeret Samtykke ændrer – efter min mening – betydningen af ’komplians’.
Hvor ’komplians’ før i tiden betød, at patienten havde fuld oplysnings- og adlydepligt, må betydningen af ’komplians’ i dag være at patienten har ’ansvar for i en kritisk dialog med lægen, og sammen med lægen, at opstille en behandlingsplan der fører til helbredelse’.
Men dette er en illusion.
For dels er det ikke alle patienter der har resurser til dette - på de medicinske afdelinger er det et absolut fåtal. Dels er mange mennesker stadigvæk meget autoritetstro.
Med hensyn til det sidste må man i øvrigt gøre sig klart at autoritetstroen ikke kan afvikles fuldstændigt. Autoritetstroen kan kun afvikles indtil der hvor lægens faglige ekspertise begynder. Men der bør stadig stå respekt om lægens viden og kunnen.
Så helt afskaffe autoritetstroen kan vi altså ikke. For så afvikler vi institutionen ’læge’.
Det ulige magtforhold er altså grundlæggende i relationen læge-patient.
Dernæst må patienten indse, at der ikke findes absolut information: den information hun får vil altid kun udgøre en - i realiteten - forsvindende del af det billede lægen har.
At foregive – sådan som lov om informeret samtykke gør – at patienten kan ”sikre sig” fyldestgørende information er derfor en illusion. Fyldestgørende information er en abstraktion og i realiteten umulig. Selv med den allermest imødekommende og patient-orienterede læge.
Det ligger i sprogets, livets og oplevelsens natur.
Lægen kan ikke på 5-10 minutter, eller en halv time formidle hele den baggrundsviden og erfaring som ligger bag hans behandlings-anbefaling.
Heller ikke hvis han bruger dage, uger eller år på det.
Og her må man heller ikke glemme det tidslige aspekt: hvad enten der er tale om et brækket ben eller et hjertestop, spiller tiden en rolle for mængden af samtale.
Og når det gælder kravet om fyldestgørende information, må man også gøre sig klart, at lægens anbefalinger altid vil være mere eller mindre bestemt af lægens – og sygeplejerskens - prioriteringer mellem patienter – det man kalder ’triage’.
Principielt bør denne prioritering naturligvis ikke have nogen indflydelse.
Behandlinger i sundhedsvæsenet fremstilles konsekvent som hele, afsluttede størrelser, hvis udformning alene betinges af patientens tilstand.
Men lægens og sygeplejerskens prioritering mellem patienter er - hvad enten man kan lide det eller ej - helt afgørende i behandlingsvalget. Triage – både sygeplejerskers og lægers – påvirker uvægerligt behandlingen af den enkelte patient.
Her må man endvidere nævne, at den offentligt ansatte har et overblik over den samlede gruppe, (altså også den del af gruppen, som ikke er patienten) som patienten aldrig kan få.
Gruppen er (som gruppering) skjult for patienten, og patienten kan derfor aldrig få indsigt i prioriteringerne. Det kan demokratiet heller ikke.
Og når man nævner ’triage’ må man også nævne den gruppe-sociologi som patienten er indlejret i.
Sædvanligvis betragtes en hospitalsafdeling som et arbejdssted præget af professionalisme.
Men enhver der har været indlagt, og enhver der har haft sin faste gang på hospitalsafdelinger – i hvert fald som professionel - har oplevet hvordan nogle patienter er meget populære medens andre bliver set ned på, hvis ikke ligefrem foragtet.
At nægte dette er at nægte at være menneske.
Naturligvis er det utilladeligt. Men at se bort fra dette faktum er at stikke sig selv blår i øjnene.
Så udover at være arbejdssted for professioner og fag er hospitalsafdelinger også sociale arenaer, hvor sociale mekanismer som eksklusion, inklusion, gruppetænkning, statuskamp, faglig konkurrence mellem faggrupper og professioner (brødnid) og mobning er yderst aktive.
Og her ender den svage eller upopulære patient allernederst.
Gruppe-dynamikken har stor indflydelse på plejepersonalets handlinger og lægens behandlings-anbefalinger. For eksempel spiller det en større rolle hvad lægen mener end hvad sou-assistenten mener. Med mindre man da befinder sig på en afdeling hvor lægerne frygter sosu-assistenterne, fordi disse har saboteret læger, eller fordi disse har en skarp tunge der kan ødelægge enhver læges selvtillid og karriere.
Sidst men ikke mindst bør man gøre sig klart, at også den tavse viden, altså den viden der ikke kan italesættes eller som endnu ikke er italesat spiller en stor rolle for behandlings-anbefalingerne.
Målet for denne viden må naturligvis være at den enten gøres synlig, eller at man ikke længere bruger den som handlegrundlag. For demokratiet kan ikke være tjent med at det offentlige handler på tavse måder, der ikke kan kontrolleres.
Men at undgå at offentligt ansatte personer handler på tavs viden er umuligt, for dels er der al den nye viden der trænger sig på: nye undersøgelser, der viser nye muligheder eller måske fejl ved gamle behandlingsmåder dukker hele tiden op i horisonten og påvirker lægens vurderinger. Lægensog sygeplejerksens egne subjektive vurderinger, sym- og antipatier.
Og sidst men ikke mindst de vurderinger det faglige fællesskab er blevet enige om: holdninger til bestemte patientgrupper, faggruppernes sym- og antipatier og fordelingsmæssige præferencer. Det faglige fællesskabs holdninger spiller en meget stor rolle.
Det bør den slags naturligvis ikke, fordi den er tavs og ikke italesættes overfor det demokrati og den befolkning der betaler gildet og leverer patienter til personalets indtjening.
Men det gør den altså.
Læger og sygeplejersker er mennesker og som sådanne underlagt de samme gruppe-mekanismer som alle os andre.
Den offentligt ansatte vil altså altid have mere magt end patienten både over situationen og over det det ’emne’ der arbejdes med, hvad enten ’emnet’ er borgerens krop (sundhed, helbred, pleje), borgerens bistandshjælp, borgerens børn, borgerens gamle mor, borgerens skatteansættelse eller for den sags skyld erhvervsvirksomhedens muligheder for at udvide.
Og Lov om informeret Samtykke bliver derfor – på trods af de meget fine intentioner bag loven - meget nemt til symbol-lovgivning, lullaby-lovgivning.
Reelt er det altså umuligt for patienter, pårørende og demokrati, at afgøre om Lov om informeret samtykke bliver overholdt.
De døde taler jo ikke.
De der endelig er kommet hjem fra hospitalet vil bare gerne videre.
De der er på institution eller i hjemmeplejens varetægt tør ikke.
Og de pårørende er ofte for kede af det, for udstødte, for fremmedgjorte eller for optagne af deres egne overlevelseskampe, både i forhold til det offentlige eller livet i det hele taget.
Journalister kan selvfølgelig skabe en sag, som de kan holde i luften en kort periode. Og de gør det af og til: det er jo også deres arbejde.
Men givet det store antal offentligt ansatte, som sammen med venstrefløjen, arbejder målrettet på at bevare og øge egen magt, og på at udvide den offentlige sektor, vil journalisternes arbejde kun resultere KAMPAGNER.
Og kampagner har en begrænset tidslig udstrækning: når kampagnen er slut vil alt være ved det gamle igen.
Tænk bare på kampagnen om hjemmeplejen sidste år.
Ingen kampagne kan hamle op med den talløse massive mængde af hverdagslige møder der er mellem offentligt ansatte og almindelige borgere i det danske samfund. For sådan er det danske samfund skruet sammen i dag: på det nærmeste totalitært.
Ved hvert af disse talløse møder, af hvilke nogle strækker sig over timer (rådgivning), andre over dage (sygehusindlæggelser, aflastningsophold med mere), måneder og år (skolegang, børneinstitutioner, hjemmepleje, væresteder, døgninstitutioner, plejehjem med meget mere) vil både mængden af møder og det ubestemmelige ved hver enkelt af den offentliges handlinger i hvert møde understrege og bekræfte over for borgeren, hvem der har magten, og hvem der skal underordne sig hvem.
Det u-tallige både hvad angår antallet af møder og handlinger, og det ubestemmelige ved enhver handling, er det som udgør "det hverdagslige" eller "hverdagsligheden" i disse situationer, og netop det hverdagslige er det som skaber en overvældende og massiv påvirkning, en overgribende tsunami af præfabrikerede handlinger, der får borgeren til at føle at ”servicen” ikke kan fravælges eller kritiseres.
Dermed opstår der en selvcensur hos borgeren, en forudseende RETTIDIG OMHU i forhold til at beskytte sig selv: borgeren vil gøre sit bedste for at tækkes den offentligt ansatte.
På den måde lukkes kritikken inde i den enkelte.
Og den dag denne specifikke enkelte, denne Lise, Kaj, Peter, Louise, Niels, Jørgen, Anna, Ingrid går bort, vil kritikken for evigt være væk, glemt og borte.
Og dermed vil endnu en sten være lagt på det bygningsværk som er socialstaten. Den totalitære stat, hvor den offentligt ansattes ret til at begå overgreb vil være et fastslået fact, en rettighed, som ingen tør gøre indsigelse imod, og som dækkes med et utal af illusionsnumre, herunder symbol-lovgivning vil være rykket en sten nærmere det bestandige.
Gennem den hverdagslige absolutte afhængighed indgraveres den danske befolknings identitet med den offentlige sektors ret til at blande sig i stort og småt, at være uretfærdig, at begå mord og stjæle livskvalitet (Omniscan, Boneloc med meget mere), at omfordele alt lige fra penge til sundhed og social status, og til at arbejde udfra fluffy doubble-talk som ”frivillig tvangsfjernelse”.
Overgrebene skjules ved at imprægnere befolkningen med illusionistiske antagelser for eksempel symbolsk lovgivning og illusionen om at offentlige ansatte altid handler altruistisk og ikke ligesom alle andre først og fremmest arbejder på at forøge egen indtjening og egen magt.
Selvcensuren, trangen til at komme igennem på bedste måde, og bagefter at glemme, efterlader et utal af betændte lukkede rum, som ingen orker at udgrave.
Og det medfører, at store problemstillinger – for eksempel størrelsen af den offentlige sektor og de offentligt ansattes magt – ikke bliver diskuteret ordentligt.
Lov om informeret Samtykke er ikke nogen dårlig lov. Tværtimod: det er godt at lægens ansvar for at informere før han handler understreges, ligesom det er rigtigt godt at patientens ret til at bestemme over eget liv, krop og helbred understreges.
Men hvis man vil ændre ved det skæve magtforhold i sundhedsvæsen og plejesektor, er det utroligt vigtigt at en struktur som EPJ bliver udformet som patientens ejendom, komplet med video-film af alle invasive procedurer, herunder operationer med meget mere.
Basis for dette skulle være borgernes ejendoms- og bestemmelsesret over egen krop (en af de grundlæggende menneskerettigheder).
Denne menneskerettighed skulle efter min menig udnævnes til at være det ideologiske grundlag for EPJ.
Men lige nu er der uhyggeligt stille om EPJ.
DR forsømmer som sædvanlig sin public-service-forpligtelse, og vil hellere lefle for befolkningen med X-factor og mad-programmer. Man kunne ellers lave en meget spændende serie om skabelsen af EPJ - lidt a la ”Morten og broen” .
Derfor kan man frygte at det bliver alle de stærke spillere på området, hovedsageligt de faglige organisationer og deres politiske bagland, der kommer til at udforme EPJ. Og dermed ryger patientens absolutte ejerskab til læge-journalen. Det bliver igen læger og sundhedspersonale der får ejendomsretten til patientens data. Ikke hos patienten.
Dette vil - efter min mening - i modstrid med den borgerlige regerings intention for magtforholdene i sundhedsvæsenet og i modstrid med samme regerings intention om, at Danmark skal være forrest i udviklingen hvad angår IT.
Mvh Ane K
OBS: dette er version 2.0. Version 1.0 blev - efter min egen mening - og andres - alt for negativ overfor Lov om informeret samtykke. Du kan få tilsendt en kopi af version1.0 ved at sende mig en mail.
