Selvom vi i Danmark bryster os af at have et system, der tager sig af de svageste, og vi hver dag bilder os selv ind, at vores skattekroner sikrer alle lige muligheder, er der mennesker i vores samfund, som stadig formår at falde igennem. Mennesker som trods deres månedlige check fra kommunen på ingen måde står med samme muligheder som alle andre.
I går drog jeg i biografen for at se Thomas Vinterbergs nyeste film Submarino, som i næsten to timer trækker tilskueren igennem det nederste af Danmarks mudder, så man til sidst nærmest kan lugte Bjørnebryg og urin alle vegne.
Udover at være en rigtig flot film med en god historie indeholder filmen i høj grad også stof til et længere politisk efterrationaliseringsarbejde. Jeg kunne ikke undgå at spørge mig selv, hvordan vi fx kan hjælpe børn af narkomaner og alkoholikere, som var et af de store temaer i filmen.
Jeg følte mig løbende gennem filmen tvunget til at revurdere vores nye madpakkeordning. Jeg har naturligvis været imod en tvungen madpakkeordning, men i går i den store sal, hvor jeg var beskuer til en verden, jeg kun kender meget lidt til, blev jeg ramt af en enorm medfølelse for den lille dreng, der gang på gang ikke fik en madpakke med i børnehaven. For ham, og for alle andre børn hvis forældre ikke er deres opgave voksen, er en tvungen madpakkeordning formentlig en rigtig god måde at sikre sig, at alle børn får minimum et sundt måltid mad om dagen. Men igen bliver jeg ramt af min indre liberale stemme, der kritisk spørger: ”Hvor går grænsen”?
Jeg synes en madpakkeordning er problematisk. Egentlig ikke selve madpakkeordningen som en hjælp til forsømte børn, men nærmere det bagvedliggende princip og den glidebane, dette skridt kan medføre. På den anden side vil jeg gerne bevare et samfund, hvor vi tager os af de svageste, i dette konkrete tilfælde omsorgssvigtede børn. Jeg mener ikke, den nuværende metode, hvor den eneste reelle hjælp samfundet yder er økonomisk, er ideel. Jeg mener, vi må tænke mere langsigtet, og jeg tror på, at uddannelse er den bedste måde at hjælpe disse børn på. Det er gennem uddannelse, at man som menneske får mulighed for at møde nye forbilleder, skabe sin egen identitet og bryde sin sociale arv. Men det kræver mere af vores offentlige ansatte. Meget mere! Dette bringer mig videre til den anden tematik i Submarino, nemlig skildringen af vores offentlige system.
Mange gange i løbet af filmen blev jeg ramt af forargelse og harme. Harme over skildringen af et offentligt system, der i den grad svigter, og som desværre ligner den virkelige verden. Vi har et statsapparat, der er så ineffektivt, at det nærmest virker ironisk, når det fremstilles på et lærred. De offentligt ansatte synes generelt at være utilfredse med deres job, og især lønnen er for de fleste utilfredsstillende. Den lave løn taget i betragtning, kan man da forvente, at offentligt ansatte tager affære, hvis de ser en af børnehavebørnenes fædre sidde med en kanyle i armen en formiddag på Vesterbro? Kan vi forvente, at pædagogen tager affære, hvis en far henter sit barn i en rus? Man oplevede i Submarino på nærmest kunstnerisk vis, hvordan socialrådgivere og pædagoger gang på gang svigtede ved at ignorere de kritiske forhold, de var vidner til, og det mener jeg er dybt problematisk. Jeg mener, vi må forvente os mere af et offentligt system - først og fremmest at de ansatte er deres ansvar bevidst. Dette tror jeg er en af de vigtigste faktorer, hvis vi reelt vil hjælpe disse børn og give dem det, vi i Danmark bryster os af: lige muligheder for alle.
Jeg savner mere debat omkring, hvordan disse børn bedre kan hjælpes, således at vi får brudt den forbandede sociale arv. Jeg synes, det er pinligt, hvordan fokus er rettet mod burkaforbud, computeranimeret børneporno, kamphunde og voksne menneskers tobaks-rygning. Fred være med dem, der kan tage ansvar for deres eget liv. Lad os i stedet rette fokus mod de svageste grupper i vores samfund - fx børn, der ikke selv har valgt deres misbrugsforældre!
I går drog jeg i biografen for at se Thomas Vinterbergs nyeste film Submarino, som i næsten to timer trækker tilskueren igennem det nederste af Danmarks mudder, så man til sidst nærmest kan lugte Bjørnebryg og urin alle vegne.
Udover at være en rigtig flot film med en god historie indeholder filmen i høj grad også stof til et længere politisk efterrationaliseringsarbejde. Jeg kunne ikke undgå at spørge mig selv, hvordan vi fx kan hjælpe børn af narkomaner og alkoholikere, som var et af de store temaer i filmen.
Jeg følte mig løbende gennem filmen tvunget til at revurdere vores nye madpakkeordning. Jeg har naturligvis været imod en tvungen madpakkeordning, men i går i den store sal, hvor jeg var beskuer til en verden, jeg kun kender meget lidt til, blev jeg ramt af en enorm medfølelse for den lille dreng, der gang på gang ikke fik en madpakke med i børnehaven. For ham, og for alle andre børn hvis forældre ikke er deres opgave voksen, er en tvungen madpakkeordning formentlig en rigtig god måde at sikre sig, at alle børn får minimum et sundt måltid mad om dagen. Men igen bliver jeg ramt af min indre liberale stemme, der kritisk spørger: ”Hvor går grænsen”?
Jeg synes en madpakkeordning er problematisk. Egentlig ikke selve madpakkeordningen som en hjælp til forsømte børn, men nærmere det bagvedliggende princip og den glidebane, dette skridt kan medføre. På den anden side vil jeg gerne bevare et samfund, hvor vi tager os af de svageste, i dette konkrete tilfælde omsorgssvigtede børn. Jeg mener ikke, den nuværende metode, hvor den eneste reelle hjælp samfundet yder er økonomisk, er ideel. Jeg mener, vi må tænke mere langsigtet, og jeg tror på, at uddannelse er den bedste måde at hjælpe disse børn på. Det er gennem uddannelse, at man som menneske får mulighed for at møde nye forbilleder, skabe sin egen identitet og bryde sin sociale arv. Men det kræver mere af vores offentlige ansatte. Meget mere! Dette bringer mig videre til den anden tematik i Submarino, nemlig skildringen af vores offentlige system.
Mange gange i løbet af filmen blev jeg ramt af forargelse og harme. Harme over skildringen af et offentligt system, der i den grad svigter, og som desværre ligner den virkelige verden. Vi har et statsapparat, der er så ineffektivt, at det nærmest virker ironisk, når det fremstilles på et lærred. De offentligt ansatte synes generelt at være utilfredse med deres job, og især lønnen er for de fleste utilfredsstillende. Den lave løn taget i betragtning, kan man da forvente, at offentligt ansatte tager affære, hvis de ser en af børnehavebørnenes fædre sidde med en kanyle i armen en formiddag på Vesterbro? Kan vi forvente, at pædagogen tager affære, hvis en far henter sit barn i en rus? Man oplevede i Submarino på nærmest kunstnerisk vis, hvordan socialrådgivere og pædagoger gang på gang svigtede ved at ignorere de kritiske forhold, de var vidner til, og det mener jeg er dybt problematisk. Jeg mener, vi må forvente os mere af et offentligt system - først og fremmest at de ansatte er deres ansvar bevidst. Dette tror jeg er en af de vigtigste faktorer, hvis vi reelt vil hjælpe disse børn og give dem det, vi i Danmark bryster os af: lige muligheder for alle.
Jeg savner mere debat omkring, hvordan disse børn bedre kan hjælpes, således at vi får brudt den forbandede sociale arv. Jeg synes, det er pinligt, hvordan fokus er rettet mod burkaforbud, computeranimeret børneporno, kamphunde og voksne menneskers tobaks-rygning. Fred være med dem, der kan tage ansvar for deres eget liv. Lad os i stedet rette fokus mod de svageste grupper i vores samfund - fx børn, der ikke selv har valgt deres misbrugsforældre!
