LEDER: Forleden gik de Konservatives EU-ordfører, Lene Espersen, tæt på grassat i folketingssalen under en debat om EU. Et helt uskyldigt spørgsmål fra Dansk Folkepartis Pia Adelsteen udløste et raseri, som for den udenforstående må have været meget underligt at overvære. Adelsteen spurgte ind til de Konservatives syn på briternes EU-debat, og spørgsmålet lød sådan her:
"Et eller andet sted må det da være godt for ethvert land at tage en sag op og spørge: Det, vi er på vej imod, er det godt eller dårligt? Altså, tage det med borgerne og få den der demokratiske debat. Det må fru Lene Espersen da også have en eller anden holdning til. Altså, er den debat, der er sat i gang i England, positiv eller negativ?"
Det afstedkom denne svada fra Lene Espersen:
"Jeg vil sige til fru Pia Adelsteen, at jeg synes simpelt hen bare, at der er alt for meget sniksnak både fra Dansk Folkeparti side og fra Liberal Alliances side om, at man ønsker et slankere Europa. I stedet for at skubbe Storbritannien foran sig, må man komme med sine egne forslag og fortælle, hvad man mener at Danmark skal melde sig ud af. Jeg er træt af, at man altid skubber andre lande foran sig. Hvis Dansk Folkeparti og Liberal Alliance mener, at de har så mange visioner for, hvad vi ikke skal være med i, må man melde det ud. Det eneste, vi har hørt fra Liberal Alliance, er om noget af det, vi har vedtaget inden for det sidste år. Det er så det, vi igen skal melde os ud af. Betyder det så, at Liberal Alliance er tilhængere af alt det andet? Altså, jeg synes, det er for nemt. Så jeg vil sige til fru Pia Adelsteen: Kom igen, når Dansk Folkeparti selv har et forslag, og lad være med at afvente, hvad politikere gør i andre lande."
Hvor kom den vrede fra? Den kunne ikke være udløst af det uskyldige spørgsmål, så der måtte være andet på spil.
Et godt bud er, at Lene Espersen følte sig presset af debatten i sit eget parti. I virkeligheden var det ikke hverken Liberal Alliance eller Dansk Folkeparti, hun skældte ud på. Det var hendes egne mere EU-skeptiske partifæller, som hun slog på pr. stedfortræder.
Det burde ellers være ligetil, hvad et konservativt parti skulle mene om EU. Det skulle glæde sig over projektets fredsbevarende kvaliteter og dets frihandelsområde, men det skulle se med skepsis på en målsætning om et stadigt tættere unionssamarbejde, der i sagens natur repræsenterer en stadig erodering af nationalstaternes selvbestemmelsesret.
Men de Konservatives folketingsgruppe har ikke denne holdning, som baglandet tilsyneladende har, og som Konservativ Ungdom i hvert fald har.
Baggrunden for folketingsgruppens stillingtagen i EU-debatten skal nok findes i det forhold, at gruppen igennem mange år mere har været de organiserede og kortsigtede arbejdsgiverinteressers parti, end den har været egentlig holdningsbåret konservativ. Partiets uofficielle slogan synes at have været og fortsat at være: Dansk Industri har altid ret. Skulle det mod forventning ikke være tilfældet, henviser vi til De Samvirkende Købmænd. Og arbejdsgivernes organisationer har aldrig brudt sig om andet end ubetinget EU-jubel.
Skal Det Konservative Folkeparti i fremtiden have en EU-politik, som flugter med traditionelt konservativt tankegods, og som der er bred opbakning til i partiet, så kræver det, at folketingsgruppen beslutter sig for at blive herre i eget hus.
Måske bliver det næste generation. Hvis der bliver en næste.
