LEDER: Politikere er blot mennesker, og mennesker skal ikke kun måles på, hvad de siger, men også på hvad de gør. At de Konservatives formand, Lene Espersen, siger, at hun vil have reformer, der kan fremtidssikre den danske økonomi, ved vi. Hvad hun ud over det gør for at fremme sagen står straks mere uklart.
Gør hun i det hele taget noget som helst? I forbindelse med skattereformen, som var Lene Espersens første store prøve, var det ikke til at få øje på Lene Espersens indsats for et lavere skattetryk. Både Konservative og Venstre var allerede, inden forhandlingerne med Dansk Folkeparti og Liberal Alliance gik i gang, villige til at nøjes med aldeles kosmetiske ændringer, oven i købet med det formål at få 5,5 mia. kr. ekstra i statskassen.
Nu har Lene Espersen så i den seneste uges tid talt om nødvendigheden af at gennemføre reformer, som kan få danskere, der i dag lever af det offentlige, i arbejde. Det er vist så meningen, at borgerlige kernevælgere skal tænke, at de Konservative sandelig vil en masse, men beklageligvis ikke kan gennemføre det uden opbakning fra i hvert fald Venstre og Dansk Folkeparti.
Men sådan er det jo også med de mærkesager, som eksempelvis Dansk Folkeparti har: Også de må have opbakning fra regeringspartierne. Og den opbakning får Dansk Folkeparti så, fordi Pia Kjærsgaard og hendes flok kræver det. De Konservative kræver ikke grundlæggende velfærdsreformer, selvom det er åbenlyst for de fleste, at de er nødvendige.
De Konservative skal kræve af Venstre, at regeringen indkalder forligspartierne bag den lille velfærdsreform i 2006 til forhandlinger om at gøre reformen anderledes ambitiøs. Hvis Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne så ikke vil tage et medansvar for en sund dansk økonomi i fremtiden, så skal de Konservative kræve af Venstre, at regeringen opsiger forliget og går til valg på en forsvarlig økonomisk politik, der udstiller Dansk Folkepartis og Socialdemokraternes manglende villighed til at gøre det nødvendige. Vil Venstre ikke være med til det, så skal de Konservative træde ud af regeringen og lade Venstre sejle sin egen sø. Begrundelsen er lige til: Hvis de Konservative vil være et reformparti, sådan som Lene Espersen gerne vil have os til at tro, så skal de naturligvis ikke tage et medansvar for den stilstandspolitik, som Venstre og Dansk Folkeparti i disse år står for.
Politikken må for et reformparti være vigtigere end ministerposterne.
Gør hun i det hele taget noget som helst? I forbindelse med skattereformen, som var Lene Espersens første store prøve, var det ikke til at få øje på Lene Espersens indsats for et lavere skattetryk. Både Konservative og Venstre var allerede, inden forhandlingerne med Dansk Folkeparti og Liberal Alliance gik i gang, villige til at nøjes med aldeles kosmetiske ændringer, oven i købet med det formål at få 5,5 mia. kr. ekstra i statskassen.
Nu har Lene Espersen så i den seneste uges tid talt om nødvendigheden af at gennemføre reformer, som kan få danskere, der i dag lever af det offentlige, i arbejde. Det er vist så meningen, at borgerlige kernevælgere skal tænke, at de Konservative sandelig vil en masse, men beklageligvis ikke kan gennemføre det uden opbakning fra i hvert fald Venstre og Dansk Folkeparti.
Men sådan er det jo også med de mærkesager, som eksempelvis Dansk Folkeparti har: Også de må have opbakning fra regeringspartierne. Og den opbakning får Dansk Folkeparti så, fordi Pia Kjærsgaard og hendes flok kræver det. De Konservative kræver ikke grundlæggende velfærdsreformer, selvom det er åbenlyst for de fleste, at de er nødvendige.
De Konservative skal kræve af Venstre, at regeringen indkalder forligspartierne bag den lille velfærdsreform i 2006 til forhandlinger om at gøre reformen anderledes ambitiøs. Hvis Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne så ikke vil tage et medansvar for en sund dansk økonomi i fremtiden, så skal de Konservative kræve af Venstre, at regeringen opsiger forliget og går til valg på en forsvarlig økonomisk politik, der udstiller Dansk Folkepartis og Socialdemokraternes manglende villighed til at gøre det nødvendige. Vil Venstre ikke være med til det, så skal de Konservative træde ud af regeringen og lade Venstre sejle sin egen sø. Begrundelsen er lige til: Hvis de Konservative vil være et reformparti, sådan som Lene Espersen gerne vil have os til at tro, så skal de naturligvis ikke tage et medansvar for den stilstandspolitik, som Venstre og Dansk Folkeparti i disse år står for.
Politikken må for et reformparti være vigtigere end ministerposterne.
