For første gang ved jeg ikke hvor jeg skal starte på et indlæg. På den ene side bør jeg skrive et konstruktivt indlæg, der belyser samfundets udfordringer, og som bibringer læseren en form for refleksion, der inspirerer og motiverer til forandring og udvikling i en positiv retning. På den anden side føler jeg en enorm trang til at revse, bande og sparke dansken i den dertil indrettede.
I weekendens aviser har jeg læst om gymnasier, der vil servere morgenmad til eleverne med det formål at nedbringe fraværsprocenten blandt de unge mennesker. I Ekstra Bladet har jeg læst om fattige mennesker, der er nedtrykte over, at de ikke kan give deres børn en PlayStation 3, en større fladskærm eller andre seje julegaver. Jeg har læst om afgifter på fedt, sukker og tobak, der skal rette danskens adfærd ind og gøre ham sundere – for hans eget bedste. Jeg har hørt om den nordjyske taxaordning, der sikrer de unge studerende mulighed for at tage en taxa fra Skagen til Frederikshavn og tilbage igen til samme pris som en togbillet. Og her er der ikke tale om velvillige og gavmilde taxavognmænd. Her er der tale om, at det offentlige kompenserer for differencen i prisen mellem en togbillet og en taxaregning. Jeg har oplevet at kommuner sender raske, dygtige og erhvervsklare praktikanter i jobtræning med fuldt løntilskud, selv om virksomhederne var klar til at tage i mod dem med delvis tilskud – blot fordi kassen med delvis tilskud, var tom.
Jeg har set en ølkusk på 40 år beklage sig over, at efterlønnen skæres ned. Og da manden har kørt øl siden 1991 gav han udtryk for sin bekymring over, hvorvidt han ville kunne klare at fortsætte til han var 68 år.
Jeg har læst at politikere fra regeringspartierne sågar har foreslået, at unge under 25 år skal have kørekort med begrænsninger. Man har seriøst foreslået, at de ikke må køre om natten og i weekenderne. Dette foreslår man fordi, én uansvarlig 25 årig har pløjet en 10 årig pige ned.
Og her kommer jeg så til et mentalt T-kryds. Skal jeg gå til den ene side og være konstruktiv? Eller skal jeg vælge den anden vej og give dansken et ordentligt los i rø…?
Efter en del betænkningstid har jeg valgt at fortsætte ligeud og køre ud i det mudrede terræn. Jeg giver et konstruktivt los i røven.
Kære gymnasierektorer, glem alt om morgenmaden. Jeg har arbejdet på en arbejdsplads, hvor ledelsen besluttede at belønne medarbejdere med lavere fravær end gennemsnittet med to flasker vin. Virkede det? Nej. Medarbejderne havde ikke et basalt behov for at modtage vin for at passe deres arbejde. Ligeledes har eleverne heller ikke et basalt behov for at indtage deres morgenmad i gymnasiets kantine. På denne tidligere arbejdsplads kom man også senere til den åbenlyse erkendelse, at udfordringer, involvering, et højere informationsniveau og opfølgning fra ledelsens side, måtte være en kortere vej til nedbringelse af fravær. Det virkede.
Men nu er der jo forskel på et gymnasium og en arbejdsplads. Ja, men der er dog mindst en lighed. Nemlig at begge institutioner befolkes af mennesker, der ønsker at deres hverdag giver mening. Altså ender vi ud i at morgenmad og uddeling af vinpræmier er symptombehandling og at årsagsbehandlingen tilsidesættes af bekvemmelighedsårsager.
Det svarer til at vi prøver at lokke folk i den danske folkekirke via twitter, facebook og andre sociale medier. Bliver kristendom cool af at have en Facebookprofil? Bliver dansken mere kristen af at folkekirken tilpasser sig danskens behov og lyster? Nok ikke. Frikirkerne derimod oplever større og større medlemstilslutning for tiden. Og som en klog bekendt engang sagde; Det er fordi der stilles krav. Her har jeg noget at leve op til. Måske det samme skulle gøre sig gældende i de danske gymnasier og på de danske arbejdspladser.
Vores definition af fattigdom skal vi ligeledes have under lup. At man mister sit arbejde, bliver førtidspensionist, mister sit hus eller andet gør ikke personen fattig. Jeg er med på, at rådighedsbeløbet bliver mindre og at der skal spares og at livsstilen skal lægges om. Guderne ved, at det er svært og det medgiver jeg. Jeg håber aldrig, at det er en udfordring, jeg skal stå overfor. Men man ved aldrig. Igen handler det her om at tage ansvar. Jeg så en dame i DR’s journalistiske flagskib ”Aften Showet” fortælle om, at hun havde modtaget Julepakken fra dansk folkehjælp. Det havde hun fordi hun i december var plaget af regninger, der skulle betales og derfor ikke havde råd til at holde en ordentlig jul med sin søn. Fair nok. Der var ikke penge til det. Men som det er med alle valg, så har de konsekvenser. Hun havde truffet nogle valg, der gjorde, at hun nu skulle betale for et forbrug, som hun ikke kunne finansiere og på samme tid holde en ordentlig jul. Jeg tog dog hatten af for denne dame i løbet af udsendelsen. For hun havde skabt et hyggeligt hjem med ganske få midler. Hun havde ikke optaget lån til sine møbler. Hun havde en plan og hun etablerede sig løbende i takt med, at der var råd til det.
Der findes så mange danskere der optager de dyre forbrugslån. De kan fange danskerne i en ond gældsspiral, hvor det i yderste konsekvens kan betyde, at nogle optager lån for at betale af på andre lån. Og hvorfor skulle de dog ikke det. De dygtige politikere i vores regering har netop lånt milliarder, der skal finansiere offentlige investeringer. Altså vælger man her at gøre det modsatte af hvad damen fra ”Aften Showet” gjorde – nemlig at etablere sig i takt med at man har råd - eller at skære ned på det, man ikke har råd til.
Og så har vi ølkusken, der er bange for, at han ikke kan klare at køre øl til han fylder 68 år. Kære ven. Du har to fantastiske muligheder. Du kan søge et mindre fysiskkrævende job. Det kræver nok noget omskoling og måske noget uddannelse. Men ved at spare op og lægge en plan, er jeg sikker på, at det kan lade sig gøre. Den anden mulighed er at spare op til din egen tilbagetrækning tidligere end ved de 68 år. Med en målrettet opsparing og en plan, er jeg sikker på, at du kan spare en del op inden du er 65 år – du har 25 år til at spare op i. Og vupti – så har du taget ansvar for dit eget liv uden, at staten skal finansiere din tilbagetrækning med vores børns skattekroner.
Og til reglerne om at unge skal have kørekort med begrænsninger: Sympatisk forslag? Måske. Fornuftigt? På ingen måde. Konsekvenserne er uoverskuelige. Men hvorfor overhovedet lave sådanne regler og begrænsninger? Hvad kalder man et land, hvor unge mennesker ikke må køre om aftenen, i weekender og om natten? Man kalder det et land, der er underlagt et totalitært regime. Jeg får associationer til filmen ”Footloose” hvor dans er blevet forbudt – for de unges eget bedste.
Velfærdsmodellen eller ”gældfærdsmodellen” er ved at omdanne danskerne til et møgforkælet folk. Bigmother er begyndt at overvåge os i forhold til sundhed – for vores eget bedste! Bigmother er endvidere begyndt at pudre vores røv, der hvor vi i stedet burde have haft et los og en kærlig reprimande.
Lad os da for alt i verden komme ud af denne lullende bekvemmelighed. Smøg ærmerne op og skab noget. Tag ansvar. Livet giver af og til citroner. Og når det sker – så lav en ordentlig gin & tonic.
