Dansk Folkepartis egne ekstremister

LEDER: Så blev Mathias Grøning, nyvalgt kommunalbestyrelsesmedlem for Dansk Folkeparti i Tårnby, smidt ud af sit parti

Ole Birk Olesen,

19/02/2010

LEDER: Så blev Mathias Grøning, nyvalgt kommunalbestyrelsesmedlem for Dansk Folkeparti i Tårnby, smidt ud af sit parti. Det manglede da også bare. Han har ikke, som han nu efterfølgende påstår, nøjedes med at opfordre til boykot af firmaer, der vil tage del i byggeriet af en moské på Amager. Han har opfordret til, at deltagerne skal skydes, som mordere og torturbødler blev det i Undallslund Skov i retsopgøret efter Anden Verdenskrig.

Det store spørgsmål er nu, hvad der får en 19-årig ung mand til at rable løs om ”værnemagere”, ”landsforrædere” og retsopgør i spørgsmål om integration og moskébyggeri. Hvor har han det dog fra?

Svaret er, at det simpelthen er den måde, man argumenterer på i store dele af det miljø af islamkritikere og muslimhadere, som har bygget sine skyttegrave på nettet. Mathias Grøning er ikke mere en enlig svale, end Lars Hedegaard er det. Henvisningerne til den danske modstandsbevægelses kamp mod den nazistiske besættelsesmagt i Danmark fra 1940-1945 som en løsningsmodel i forhold til nutidens integrationsproblemer dukker igen og igen op, når man studerer miljøet.

At følge debatten i den Facebook-gruppe, hvor Mathias Grøning gav udtryk for sin uforbeholdne mening, er sigende:

”Vi må have modstandsbevægelsen tilbage,” skriver en Martin Christensen, der på sit billede optræder med krigsøkser, og som angiver at være fan af Pia Kjærsgaard: ”Vi kan lege cowboyderne mod muslimerne,” supplerer han.

”Vi graver vores egen grav…….men godt der er lidt pyroman i mig,” oplyser Paw Krogh Nielsen om udsigten til en ny moskebygning på Amager.

”Lad os love hinanden at lortet ikke får lov at stå i fred…Sådan en gang pink maling 2 gange om ugen skulle nok skabe lidt debat,” mener Stephan Spatzek.

”Vil Folketinget og regeringen ikke gøre noget for at stoppe muslimernes fremmarch, så må vi ’rene’ danskere til at stå sammen,” mener Leif Sørensen.

Kasper Nielsen fortæller, hvad man i de kredse opfatter som en rigtig god vits: ”En bombe blev fundet udenfor en moske i København i går. Politiet afblæste dog alarmen igen da det lykkedes rullemarie at skubbe den indenfor igen.”

”Så må vi jo selv tage affære når vores ledere er en flok VATPIKKE!!!!!!!” foreslår Thomas Rasmussen.

”Jamen så må vi blive vikinger igen, frem med hjelme og våben, bekrig fjenden som i gamle dage. Norge og Sverige vil helt sikkert gerne være med os. De er hårdere belejret end vi er,” mener Jens Fraust Møller Honoré at vide.

Udvekslingen af synspunkter om, hvad der skal gøres mod muslimerne krydres med frustration over, at Dansk Folkeparti er det eneste parti i Folketinget, man kan stole på, og håb om, at Pia Kjærsgaard får mere magt i fremtiden. Kun på ét tidspunkt er der en deltager i debatten, som får nok. Hun mener, at den med de ”rene danskere” er for vidtgående. Det kan godt være, at man i gruppen vil borgerkrig mod muslimerne i Danmark, men hun vil i hvert fald ikke have siddende på sig, at hun skulle være racist ...

De trusler mod Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard, som politiet for tiden er i gang med opklare, er skændige og foragtelige. Men hvornår får vi mon Pia Kjærsgaard at se i et fuldtonet angreb på lignende holdninger, der florerer blandt hendes egne vælgere – holdninger som hun oven i købet profiterer af eksistensen af, hver gang der er valg til Folketinget?

Dansk Folkeparti bærer i sig selv et ansvar for, at den slags synspunkter vinder udbredelse i vælgerkorpset, når partiet ikke vil acceptere, at også muslimer har ret til at bygge religiøse bygninger at forsamles om deres tro i. Dansk Folkeparti har her valgt at betragte muslimer som andenrangs borgere uden de samme rettigheder som resten af landets indbyggere, og partiet gør sig derved medskyldig i, at andre indtager samme standpunkt. Nogle tager blot synspunktet til en ekstrem. Det er imidlertid kun når pressen opdager det, at det fører til konsekvenser for dem i Dansk Folkeparti. For hvem tror på, at Mathias Grøning og andre som ham kun giver udtryk for deres inderste tanker, når de sidder og skriver i al offentlighed på Facebook?

Kilde: