Der er noget rigtig galt i Danmark i dag. Jubeloptimismen, der regerede i slutningen af 90’erne og op til begyndelsen af finanskrisen er forduftet. Vi ved det godt –flertallet er dybest nede godt bekendt med den kæmpe udfordring, der ligger foran os, men fortrænger de ubehagelige økonomiske realiteter ved at flygte over i en verden bestående af patos-dominerede nyhedsudsendelser og TV-shows, der fredag efter fredag uddeler karakterer til de bedst dansende kendisser. Alt sammen noget vi før har set i historien om det så var i det gamle Rom, hvor proletariatet skulle holdes tilfredse med brød og gladiatorshows, Guldalderen herhjemme, fyldt med en idylliseret fremstilling af Danmark, eller orkestret, der spillede til den bitre ende på Titanic, inden skibet gik ned.
Den er gal herhjemme – patienten er syg. Statsminister Lars Løkke Rasmussen adresserede kort symptomerne i hans nytårstale, men kom ikke med konkrete løsningsforslag til, hvordan vi kommer videre.
Vi lever i en tid, hvor velstanden har toppet, og forudsigelserne fra Rigets klogeste hoveder alle peger i retningen af en markant lavere fremtidig økonomisk vækst, en langt højere strukturel ledighed samt en offentlig sektor, der grundet manglende effektivitetsstigninger set i forhold til det private erhvervsliv, har lagt beslag på ressourcer, der burde ligge i dine og mine lommer.
Danmark bliver i dag dobbelt ramt, i den henseende at vores udgifter til passive overførselsindkomster i kriseperioder stiger markant, og at beskatningsgrundlaget deraf får et gevaldigt hug nedad. Dette er alt sammen uholdbart på sigt, da det fører til massiv gældsætning. Herudover buldrer det offentlige forbrug derudaf, samtidig med at den almindelige dansker er af den opfattelse, at livremmen aldrig har strammet mere. Villy og Helle, når I taler om, at private borgere skal spare en ekstra fladskærm eller flaske rødvin, så gælder dette princip også for den altædende offentlige sektor.
Hvad gør man i en situation, hvor skibet Danmark sejler direkte mod kanten? I det private erhvervsliv ville man omgående udvise rettidig omhu og implementere de ændringer, der skal skabe økonomisk overskud, for derved at få selskabet på ret kurs. Man kan jo ikke regne med, at selskabets skatteydere (aktionærerne) vil støtte en virksomhed, der ikke præsterer.
Hvad gør man i forretningen Danmark? Ingenting - Hvorfor?
Vi har i dagens Danmark mistet følingen med det at skabe værdi. Ved det overståede kommunalvalg ville jeg være blevet en velhavende mand, hvis jeg fik 5 Kr. for hver gang jeg hørte nogen nævne ordet ’velfærd’, mens det modsatte ville være tilfældet, hvis det gjaldt ordet ’velstand’. Hovedparten af den danske befolkning regner i dag med, at penge er noget, der regner ned fra himlen, og tænker ikke nærmere over, at ressourcerne kun skabes gennem hårdt arbejde ude i det private erhvervsliv. For dem, der er i tvivl, er det Grundfoss pumper, Legoklodser, Danish Bacon, medicin og containerdrift, der holder forretningen Danmark flydende og muliggør, at der er ressourcer til rådighed til ydelser betalt af det offentlige.
Politikerne, som stiller op til valg, er godt klar over, at man ikke bliver valgt på at træffe upopulære beslutninger såsom at begrænse den offentlige gaveregn ved at reformere efterlønnen og dagpengene. Så man holder sig ’klogeligt’ til at snakke udenom og give befolkningen det, de vil have.
Hos Socialdemokraterne og SF er det seneste udspil at give ’mere’ velfærd på bekostning af de 20.000 skatteydere, der i dag tjener over 1 million DKK. Det er meget sølle og viser netop, hvad der sker, når man har et samfund, hvor 836.000 personer er ansat i det offentlige og 1,9 millioner personer er på overførselsindkomst. Man får et samfund, hvor flertallet af befolkningen ikke er dem, som ved hvad det vil sige at hive skindet hjem. Til gengæld står de klar til at bestemme, hvordan rovet skal omfordeles.
Jeg kan bestemt ikke fortænke nogen af de tidligere nævnte 20.000 skatteydere i at søge lykken udenlands, hvor der ikke bliver set skidt på, at man er succesfuld, men bliver set op til. Tankegangen er fuldstændig forskruet, når rød blok kalder det for en ”uretfærdig skattereform”. Hvad der er forskruet er, at ikke-produktive mennesker som den største naturlighed gør krav på produktive menneskers løn. Som følge af ’skatteomlægningen’ er det kun rimeligt at de beholder en større del af deres EGNE hårdt tjente penge!!
Vi er blevet en nation, hvor der ikke tages ansvar men i stedet spekuleres i, hvordan vi får mest muligt ud af at skrabe ressourcer fra dem, der hiver byttet hjem hver dag for at få kongeriget Danmark til at køre rundt. Vi er endt i et samfund, hvor landet nærmere betragtes som et plejehjem snarere end en virksomhed, der ligger i konkurrence med andre virksomheder (lande).
Vores statsminister skitserede før nytår hans 10 visioner for Danmark, der vil bringe os tilbage i toppen af den globale konkurrence inden 2020. Som skibet på vej mod kanten er det også vor kaptajns pligt at udstikke visionerne for landet og forklare den danske befolkning og politikerne inde på Borgen om vigtigheden af at fremtidssikre landet, vi alle holder af. En ting er at have visioner, men hvordan disse skal blive til virkelighed hørte vi ikke noget om i statsministerens nytårstale.
Hvad vi fik, var endnu en syltekrukke i form af oprettelsen af det såkaldte ’vækstforum’. Dette understøtter indtrykket af, at den ’borgerlige-liberale’ regering i de sidste 8 år har fremstået snarere som administratorer end som visionære politikere, der sætter danskernes tarv og velstand først. Når visionen så endelig kommer, er tidshorisonten sat så langt ud i fremtiden at den ender som varm luft og at problemer skydes over på fremtidige generationer, der til gengæld skal tage endnu hårdere fat.
Måden at sikre velstanden og dermed også velfærden er at belønne dygtighed og flittighed og øge det økonomiske incitament for at tage et arbejde, og straffe folk, der i for lang tid har nydt godt af det danske systems blødsødenhed. Vi skal både have fat i stok og gulerod. Konkret skal efterlønnen fjernes, dagpengeperioden skal som minimum halveres, væksten i den offentlige sektor skal stoppes, topskatten skal afskaffes og selskabsbeskatningen skal sænkes til max. 15%.
Det er på tide, at vi ser på, hvordan vi skaber de bedste forudsætninger for vækst og velstand i Danmark. De store partier på borgen burde vise ansvarlighed ved at anerkende rigets økonomiske tilstand og påbegynde reformer. I stedet for kommer magten og det politiske spil i første række og ikke danskernes ve og vel.
Det er ikke for sent for Danmark, men det er ved at være sidste udkald for at vende skibet.
Den er gal herhjemme – patienten er syg. Statsminister Lars Løkke Rasmussen adresserede kort symptomerne i hans nytårstale, men kom ikke med konkrete løsningsforslag til, hvordan vi kommer videre.
Vi lever i en tid, hvor velstanden har toppet, og forudsigelserne fra Rigets klogeste hoveder alle peger i retningen af en markant lavere fremtidig økonomisk vækst, en langt højere strukturel ledighed samt en offentlig sektor, der grundet manglende effektivitetsstigninger set i forhold til det private erhvervsliv, har lagt beslag på ressourcer, der burde ligge i dine og mine lommer.
Danmark bliver i dag dobbelt ramt, i den henseende at vores udgifter til passive overførselsindkomster i kriseperioder stiger markant, og at beskatningsgrundlaget deraf får et gevaldigt hug nedad. Dette er alt sammen uholdbart på sigt, da det fører til massiv gældsætning. Herudover buldrer det offentlige forbrug derudaf, samtidig med at den almindelige dansker er af den opfattelse, at livremmen aldrig har strammet mere. Villy og Helle, når I taler om, at private borgere skal spare en ekstra fladskærm eller flaske rødvin, så gælder dette princip også for den altædende offentlige sektor.
Hvad gør man i en situation, hvor skibet Danmark sejler direkte mod kanten? I det private erhvervsliv ville man omgående udvise rettidig omhu og implementere de ændringer, der skal skabe økonomisk overskud, for derved at få selskabet på ret kurs. Man kan jo ikke regne med, at selskabets skatteydere (aktionærerne) vil støtte en virksomhed, der ikke præsterer.
Hvad gør man i forretningen Danmark? Ingenting - Hvorfor?
Vi har i dagens Danmark mistet følingen med det at skabe værdi. Ved det overståede kommunalvalg ville jeg være blevet en velhavende mand, hvis jeg fik 5 Kr. for hver gang jeg hørte nogen nævne ordet ’velfærd’, mens det modsatte ville være tilfældet, hvis det gjaldt ordet ’velstand’. Hovedparten af den danske befolkning regner i dag med, at penge er noget, der regner ned fra himlen, og tænker ikke nærmere over, at ressourcerne kun skabes gennem hårdt arbejde ude i det private erhvervsliv. For dem, der er i tvivl, er det Grundfoss pumper, Legoklodser, Danish Bacon, medicin og containerdrift, der holder forretningen Danmark flydende og muliggør, at der er ressourcer til rådighed til ydelser betalt af det offentlige.
Politikerne, som stiller op til valg, er godt klar over, at man ikke bliver valgt på at træffe upopulære beslutninger såsom at begrænse den offentlige gaveregn ved at reformere efterlønnen og dagpengene. Så man holder sig ’klogeligt’ til at snakke udenom og give befolkningen det, de vil have.
Hos Socialdemokraterne og SF er det seneste udspil at give ’mere’ velfærd på bekostning af de 20.000 skatteydere, der i dag tjener over 1 million DKK. Det er meget sølle og viser netop, hvad der sker, når man har et samfund, hvor 836.000 personer er ansat i det offentlige og 1,9 millioner personer er på overførselsindkomst. Man får et samfund, hvor flertallet af befolkningen ikke er dem, som ved hvad det vil sige at hive skindet hjem. Til gengæld står de klar til at bestemme, hvordan rovet skal omfordeles.
Jeg kan bestemt ikke fortænke nogen af de tidligere nævnte 20.000 skatteydere i at søge lykken udenlands, hvor der ikke bliver set skidt på, at man er succesfuld, men bliver set op til. Tankegangen er fuldstændig forskruet, når rød blok kalder det for en ”uretfærdig skattereform”. Hvad der er forskruet er, at ikke-produktive mennesker som den største naturlighed gør krav på produktive menneskers løn. Som følge af ’skatteomlægningen’ er det kun rimeligt at de beholder en større del af deres EGNE hårdt tjente penge!!
Vi er blevet en nation, hvor der ikke tages ansvar men i stedet spekuleres i, hvordan vi får mest muligt ud af at skrabe ressourcer fra dem, der hiver byttet hjem hver dag for at få kongeriget Danmark til at køre rundt. Vi er endt i et samfund, hvor landet nærmere betragtes som et plejehjem snarere end en virksomhed, der ligger i konkurrence med andre virksomheder (lande).
Vores statsminister skitserede før nytår hans 10 visioner for Danmark, der vil bringe os tilbage i toppen af den globale konkurrence inden 2020. Som skibet på vej mod kanten er det også vor kaptajns pligt at udstikke visionerne for landet og forklare den danske befolkning og politikerne inde på Borgen om vigtigheden af at fremtidssikre landet, vi alle holder af. En ting er at have visioner, men hvordan disse skal blive til virkelighed hørte vi ikke noget om i statsministerens nytårstale.
Hvad vi fik, var endnu en syltekrukke i form af oprettelsen af det såkaldte ’vækstforum’. Dette understøtter indtrykket af, at den ’borgerlige-liberale’ regering i de sidste 8 år har fremstået snarere som administratorer end som visionære politikere, der sætter danskernes tarv og velstand først. Når visionen så endelig kommer, er tidshorisonten sat så langt ud i fremtiden at den ender som varm luft og at problemer skydes over på fremtidige generationer, der til gengæld skal tage endnu hårdere fat.
Måden at sikre velstanden og dermed også velfærden er at belønne dygtighed og flittighed og øge det økonomiske incitament for at tage et arbejde, og straffe folk, der i for lang tid har nydt godt af det danske systems blødsødenhed. Vi skal både have fat i stok og gulerod. Konkret skal efterlønnen fjernes, dagpengeperioden skal som minimum halveres, væksten i den offentlige sektor skal stoppes, topskatten skal afskaffes og selskabsbeskatningen skal sænkes til max. 15%.
Det er på tide, at vi ser på, hvordan vi skaber de bedste forudsætninger for vækst og velstand i Danmark. De store partier på borgen burde vise ansvarlighed ved at anerkende rigets økonomiske tilstand og påbegynde reformer. I stedet for kommer magten og det politiske spil i første række og ikke danskernes ve og vel.
Det er ikke for sent for Danmark, men det er ved at være sidste udkald for at vende skibet.
