Med en udstoppet måge som tro følgesvend optræder den nyudnævnte fødevareminister i en pinup-kalender fra 2000.
Over årets 12 måneder viser den dengang 24-årige Dan Jørgensen sig frem i forskellige positurer på 23 sort/hvid billeder, som fremhæver ministerens allerbedste træk. På nogle af billederne er han kun iført butterfly over en bar behåret brystkasse, mens andre viser Damernes Dan helt nøgen - og kravlende rundt på jorden iført hundehalsbånd, som en blondine ved navn ’Dominans Dorte’ holder snor i.
De to ’fandenska’le’, som Dan Jørgensen og kammeraten kalder sig selv i kalenderen, har en forpligtelse til at eksponere sig selv så meget som muligt, lyder det i kalenderen.
Helt så glad for Ekstra Bladets hjælp til eksponeringen bliver den nu 38-årige fødevareminister dog ikke.
- Den her kalender er jo en privat kalender lavet til familie og venner, og derfor undrer jeg mig over, hvordan den kan ende i pressen, siger en afmålt Dan Jørgensen.