Dagbladet Information har siden offentliggørelsen af Wikileaks’ Irak-dokumenter ført en intens anti-kampagne mod den danske regering og forsvar. Når man analyserer det væld af artikler Information efterhånden har skrevet i den forbindelse, viser det sig, at langt den overvejende del af artiklerne er bygget op omkring følgende gennemgående postulat: Irakisk politi torturerede systematisk fanger, hvilket danskerne var udmærket klar over, hvorfor de, for at omgå konventionerne, der forbyder udlevering af fanger til stater, som udøver tortur, i stedet fik briterne til at stå for udleveringerne. Således hedder det f.eks. i artiklen: ”Danskerne tørrede fangeansvar af på briterne”, 25/10-2010 at
"Siden midten af 2004 var det fast dansk praksis at tage britiske soldater med på operationer, så de kunne stå for tilbageholdelsen af eventuelle fanger.”
Og som det eksempelvis uddybende hedder i artiklen ”Mistanken samler sig om forsvarsministeriet”, 26/10-2010”, så
"belyser lækkede militærlogs fra Irak-krigen (…) hvordan den danske styrke i Basra-området medvirkede til at tage irakere til fange og overlade dem til irakisk politi, selv om koalitionen havde bevidnet og var blevet advaret om politikorpsets brutale forhørsmetoder. Det foregik ifølge Informations kilder på den måde, at britiske soldater forestod den fysiske anholdelse, sådan at den danske styrke ikke efterfølgende kunne holdes ansvarlig for overdragelsen af fangerne til irakisk politi”.
Endelig kan man i ovennævnte artikel: Danskerne tørrede fangeansvar af på briterne, se Information fastslå, at
"Det var udtryk for en bevidst og planlagt strategi, når det danske forsvar i årevis lod sine britiske allierede i Irak klare det danske fangeproblem.”
Information vil således hænge Danmark op på, at det kynisk og i ligegyldighed overfor tortur tog en særlig udleveringsteknik i anvendelse, der skulle holde Danmark ansvarsfri overfor menneskerettigheds konventionerne. Imidlertid – følgende viser, at påstanden om, at kendskabet til systematisk tortur, var det, som i 2004 fik Danmark til at ændre udleveringsteknik, ikke holder!
Den 30. juni 2004 overdrog koalitionen magten til en irakisk overgangsregering. Danskerne havde ingen overdragelsesaftale med denne regering og da den fra d. 8. august samme år indførte mulighed for dødsstraf i relation til særligt grove forbrydelser, som f.eks. mord og kidnapning, havde Danmark, ifølge de menneskerettighedskonventioner landet har tiltrådt, ikke mulighed for at udlevere fanger til Irak. Da Danmark heller ikke havde etableret fængsler i Irak, kunne man ikke selv opbevare fangerne. Der var derfor kun to muligheder tilbage: Enten lod man fangerne (der ofte var brutale terrorister eller kriminelle med både mord og tortur på samvittigheden) gå, eller man kunne overlade dem til briterne, som Danmark havde en overdragelsesaftale med. Danmark valgte at overdrage fangerne til briterne.
I modsætning til Informations grund-postulat om, at Danmark for at holde sig selv ansvarsfri for skyld i overdragelse af fanger til tortur, derfor overlod fangerne til briterne, var der altså i virkeligheden tale om, at Danmark lavede aftalen med briterne, som følge af muligheden for dødsstraf i Irak, ikke som følge af viden om systematisk tortur! I overensstemmelse med bladets ensidige og tendentiøse angreb på regering og forsvar, de halve, og endog direkte usande historier, som det af denne blog er fremgået, har været Informations fremstillingsform efter Wikileaks, har bladet altså i herværende tilfælde direkte omgået virkeligheden for at få regering og forsvar til at se værst mulig ud.
Paradokssalt er det i øvrigt, at Information selv, i artiklen: ”Danmark overhørte advarsler om tortur”, 22/10-2010, kommer til at bekræfte, at det ikke kunne være viden om systematisk tortur, der i 2004 fik Danmark til at ændre udleveringsteknik. Det hedder:
"Blandt de tidligst daterede rapporter i det lækkede materiale er beretningerne om overgreb begået af det irakiske politi spredte og få. Men det ser ud til, at der sker en praksisændring i måden at rapportere på i maj 2005, hvor det amerikanske militær begynder at berette systematisk om politiovergreb”.
Dvs. at det først er fra maj 2005, at Information kan hente tungerevejende indikation for udbredt tortur i Irak. Indtil da var tortur beretningerne ”spredte og få”! Den påståede danske viden om systematisk tortur, kan derfor tidligst, ifølge Information selv, have eksisteret fra maj 2005. Men det var altså allerede fra omkring juli-august 2004, at danskerne begyndte at overlevere fanger til briterne! Yderligere understreges her bladets tunge tendens, idet der er tale om en eksplicit modsigelse til citatet længere ovenfor, hvor det jo hedder, at
"Siden midten af 2004 var det fast dansk praksis at tage britiske soldater med på operationer, så de kunne stå for tilbageholdelsen af eventuelle fanger.”
Altså bladet skriver, at Danmark ændrede udleveringsteknik fra 2004 pga. viden om systematisk tortur i irakiske fængsler, men modsiger sig selv, når det omvendt skriver, at torturberetningerne indtil maj 2005 var spredte og få.
Det bør i øvrigt tilføjes, at skønt bladet kan pege på, at der findes rapporter og beretninger om tortur i irakiske fængsler, så er det meget usikkert derfra at slutte til, at det irakiske politi så systematisk torturerede fanger. Og der er under ingen omstændigheder belæg for at slutte, at danskerne skulle have vidst, at der pågik systematisk tortur i fængslerne. F.eks. siger militærjurist (udsendt til Irak i 2005) Jes Rynkeby Knudsen i den forbindelse, at
"Vi havde kendskab til forholdene i de irakiske fængsler fra rapporter, vi havde modtaget fra Amnesty og Røde Kors, men vi havde på ingen måde indtryk af, at der var tale om systematisk mishandling og tortur”.
Endelig kan det måske synes som om, at forskellen på udlevering til risiko for dødsstraf og udlevering til tortur er rent akademisk, men det er ikke tilfældet. I det første tilfælde træder et anerkendt retssystem, der tilskriver anklagede rettigheder, i kraft, i det andet tilfælde er der tale om total retsløshed og undertrykkelse af alle menneskerettigheder.
Til syvende og sidst kan man dog sige, at Danmark synes at have søgt at komme omkring relevante menneskeretskonventioner ved at udlevere fanger, dvs. terrorister, mordere og andre grove forbrydere, til briterne, som jo leverede disse videre til irakerne. Men uden videre at ville påstå, at der så er tale om en kriminel handling, er snarere udtryk for et ensidigt og farvet ræsonnement, fremfor en saglig vurdering af den komplekse sammenhæng, der var danskernes virkelighed i Irak.
