Glæden var stor da min skoleleder gav mig tilbuddet om at tage et ekstra linjefag. Jeg mødte op med den største entusiasme som net linjefagsstuderende. Her fik vi syv lektioners undervisning og et kompendium på ca. 100 sider.
I weekenden læste jeg så de 100 sider og løste de fire opgaver, der var forbundet med kompendiet, afsendte dem og så hørte jeg ikke mere.
To måneder senere var der en ny dag. Her spurgte jeg til opgaverne, men de blev skam ikke rettet, hverken for netstuderende eller for de andre studerende. Hvordan man så ved om man har lavet det rigtigt eller ej, må guderne vide. Motivationen (og omhyggeligheden) til at lave opgaverne dalede da kraftigt.
Så skulle vi skrive en 5 siders rapport, hvordan vi gjorde det blev så gennemgået på de fire lektioner, mens vi talte IT i engelskundervisning resten af tiden. Rapporten skrev jeg så i weekenden. På de to år skrev jeg 7 (5 siders) rapporter, hvoraf de fire blev rettet.
Hvordan vi så skulle undervise i engelsk blev ”gennemgået” ved at vi overværede to lektioner og debatterede i grupper, hvad vi synes om det. Uden i øvrigt at underviserne blandede sig i det gruppearbejde, fx ved at sikre sig at vi havde lært noget.
Derefter var der eksamen og det var så det.
Samlede tidsforbrug udover eksamen var vel små 80-100 timer, altså godt 3 ugers arbejde fordelt på to år. Det betalte skolen (via midler fra undervisningsministeriet) 64.000 kroner for og vi brugte altså to år på det. Det kunne være hamret af på en måned – uden at anstrenge sig.
En lille krølle på halen
Halvvejs igennem forløbet mistede jeg jobbet, men fortsatte på studiet. Her kom jeg i konflikt med dagpengereglerne, fordi studiet blev nemlig ansat til at fylde – hold nu godt fast – 9 timer om ugen eller 360 timer om året. Reelt fik vi 31,5 time, resten var selvstudium, hvor man altså ikke fik respons på om det man lavede var rigtigt eller forkert. Man kunne heller ikke dumpe en af fire obligatoriske opgaver, man fik bare lidt vag kritik, så kunne man så måtte gætte sig frem til om ens opgave lå i omegnen af 00 eller 10.
Jeg vil tro jeg brugte absolut maksimalt 80 timer sammenlagt på selvstudiet, men jeg fik selvfølgelig også kun 4, men jeg læste og forstod (vil jeg tro – det havde været rart at vide, ikk?) alt udleverede materiale og lavede vel også 90% af opgaverne. Jeg havde altså til de seks undervisningsgange en forventet forberedelsestid på små 55 timer.
De almindelige studerende fik 2 lektioner om ugen, så deres selvstudium udgjorde altså 280 timer. Mon dog at de brugte over syv timers forberedelse fra gang til gang. Mon dog.
Pinligt!!
Min oplevelse efter at have taget et linjefag er at uddannelsen er direkte pinlig, fagligt og didaktisk og for de undervisere der var (som var flinke nok) må det være dybt utilfredsstillende at levere så elendigt et produkt. Og hvordan man forventer at få verdens bedste folkeskole, når man ikke vil uddanne lærerne, det kan jeg ikke gennemskue.
Den ny reform for læreruddannelsen vil fremover byde på 600 (valgfrie) timers undervisning, det er 4-5 lektioner om ugen, resten er selvstudium. Om tyve år er lærerne reduceret til ildsjælene og så en stor gruppe, der tog uddannelsen fordi den var nem og bekvem. På samme måde som man fuldstændig har smadret hjemmehjælperjobbet, så vil man have smadret lærerjobbet.
Det er ikke kun pinligt og latterligt, men det er at svigte den næste generation af lærere og elever og i den sidste ende vil de her besparelser ramme landet som en bommerang.
Man kan starte med at skrue tiden tilbage til 1984, hvor man havde adgangskrav på 9,5 (gammel skala), 2500 timers undervisning med mødepligt og et år som ”føl” med en erfaren lærer. Det skal kun være for de bedste at blive folkeskolelærer for dit og mit barn. I dag vil jeg påstå at de fleste af de bedste styrer udenom.
