Tiden er ikke til øllebrødsbarmhjertighed. Hvis dette land overhovedet skal have en chance for at overleve, så må finansminister Bjarne Corydon ikke vige afgørende i de aktuelle finanslovsforhandlinger.
Det handler ikke om at bringe orden i økonomien, som i 90’erne, det handler om at redde økonomien. Og der er ikke plads til fejltrin længere.
Bjarne Corydon er formelt magtens omdrejningspunkt i skrivende stund. Bjarne Corydon skal derfor bevise om han har potentiale til at blive en Coryfæ.
Koryfæ er græsk, med den oprindelige betydning 'korleder'. I moderne dansk er betydningen 'topfigur'. Og i ordbogen står der: 'En person som er foregangsmand eller forkæmper for noget'. I al sin enkelhed.
Politiken har allerede karikeret ham som 'blå Bjarne', og det er også sådan han omtales bag sin ryg. Med det borgerlige kompas i den økonomiske politik er Corydon i manges øjne kun nominelt en socialdemokrat.
I henvisningen til den mytiske og afgørende midtervælger, der svinger mellem Venstre og Socialdemokraterne og måske DF, undertiden også kendt som den 'blå socialdemokrat', ligger der både noget rigtigt og forkert.
Bjarne Corydon sidder rigtig nok med nøglen til magten, men hans kurs er på mange måder netop et opgør med de 'blå Bjarner'…
Hensynet til de 'blå Bjarner' umuliggjorde reelt reformer under Fogh, der har hovedansvaret for det tabte årti. Hensynet udmøntede sig i Clausescu-doktrinen, der bestod i at bulldogen Claus Hjort aggressivt bankede alle kritiske røster på plads. Først med Lars Løkke blev der delvist slået ind på reformvejen.
Forståelsen for den økonomiske alvor ligger som bekendt et lille sted hos Politiken, der ubønhørligt henter argumenter hos Krugman og Hollande. Egentligt er det bare det samme mønster, der altid gentager sig for Politiken: nemlig at svigte i de afgørende stunder.
Corydon er under stort pres og må løbe spidsrod gennem det kritiske bagland. Mange af de kritiske forstår bare ikke situationens alvor, de sidder ikke i Finansministeriet, hvor virkeligheden delvist har indfundet sig. Og på lørdag stiger presset sandsynligvis, når lærerpartiet stemmer sig til kaos.
Men Corydon kan ikke give sig. Det ville være som at løbe i én retning for dernæst at vende om og løbe tilbage i samme retning som man kom fra. Man kommer jo ingen vegne!
Det udlægges således, at Corydon kan vælge 'rød' eller 'blå' i forhandlingerne om finansloven. Og der er faktisk en afgørende forskel. At vælge 'rød' ville være som at indpode kræftceller i ét i forvejen meget sygt legeme, altså nærmest en dødsdom. At vælge 'blå' er dog ikke nogen egentlig helbredende kur, snarere livsforlængende, fordi man åbner op for mulighederne for at gøre mere senere - altså holdes patienten i en stabil, men fortsat kritisk tilstand.
