De fleste politiske kommentatorer er vist her dagen derpå enige om, at det var en stærk tale Lars Løkke fyrede af nytårsdag. Teknisk, retorisk og indholdsmæssigt var den i top. Jeg er ikke Venstremand og bliver det heller aldrig, men som borgerlig var det forløsende at se statsministeren agere som en statsmand, der talte til sit folk.
Med sin nytårstale og udmeldingen om, at efterlønnen skal afskaffes, viste Lars Løkke Rasmussen (V) sig endelig, som den leder af det borgerlige projekt, vi har sukket efter. Det var en lille Churchill, der sad der bag pulten, stålsat og spændt som en flitsbue. Han manglede bare bowlerhatten og den kolde cigar.
En bombe
DR-journalisterne, som dækkede udsendelsen, kaldte talen ”en bombe” og årtiers mest politiske nytårstale. Muligvis en bombe, men i så fald en bombe med verdens længste lunte. For alle har jo vist at Anker Jørgensens efterløn fra 1979 ikke holder. Den er for dyr og det er en vandvittig lov med en besynderlig logik.
Velfærdsamfundet har efter min mening en del fornuftige ordninger, der støtter og giver incitament til at mennesker udvikler og dygtiggør sig: Uddannelse, behandling, oplysning, støtte til iværksættere, kultur, skattefradrag med videre. Men at give helt normale raske mennesker løn for ikke at arbejde, giver ingen mening. Efterlønnen er en syg ordning, der skal afskaffes, hellere i dag end i morgen.
I optakten til nytårstalen så man en kvinde, lidt ældre end jeg, sund og rask udtale sig om sin efterløn. Og den var hun glad for. Hun mente at livet skulle indeholde andet end arbejde. Hun nød virkelig at rejse og udvikle sin spirituelle side på statens regning. Jammen, for fanden, det kan da kun være i Danmark, at man slipper af sted med at sige sådan noget, uden at komme i fængsel.
Hvad værre er, så er denne spirituelle kvindes holdninger helt accepterede og comme il faut i store dele af befolkningen. Hendes ublu krævementalitet er jo netop et produkt af den velfærdsstat, som en af valgets nye spændende folketingskandidater kalder en taberfabrik.
Mon ikke både konservative og liberale er enige om, at vi skal yde en ordentlig hjælp til mennesker, der uforskyldt er havnet i en svær situation, hvor livet har været ekstra ordinært ubamhjertigt. Og vi takler ikke om en tabt Lotto-kupon eller kurophold på Maldiverne, men alvorlig sygdom, handicap eller en kaotisk familiesituation.
Hjælp dem der behøver
Når jeg tænker på, hvor meget familier med handicappede børn, må kæmpe for at få selv de mest almindelige fornødenheder eller argumentere mod et formynderisk embedsvælde, så gør det ondt i sjælen at høre denne før nævnte kvinde udtale sig om sin ret til ferie og healing på statens regning. Men det gør også ondt at se en storrygende og øldrikkende jord- og betonarbejder bande og svovle, fordi han ikke kan få efterløn. Han er nedslidt siger han. Mon dog, men hans krop og hjerne er ødelagt af kaffe, øl og smøger. Fysisk slidtage sætter sig ikke på lungerne eller i hjernen. Hans skødeløse livsstil har gjort at han mangler grundlæggende mineraler, vitaminer og essentielle fedtsyrer. Velfærdsstaten har opdraget ham til at være ligeglad med sit eget liv, fordi han altid har kunnet få en gratis recept hos lægen. Og skulle han alligevel være blevet syg på grund af sit arbejde, har vi altså "sygedagpenge" til at hjælpe den slags.
Det der gjorde jord og beton arbejderen mest sur, var hans egen illussion om, at han selv har sparet op til førtidspensionen.
Faktum er, at han i 25 år har opsparet 90.000 kr. Skal han have førtidspension i 5 år vil det koste 890.000. Samfundet skal altså bidrage med 800.000 kr.
Med fare for at lyde nedladende og politisk gammelklog, så tror jeg, at både den nye spændende folketingskandidat og andre fra blå blok, får en gedigen overraskelse, når de opdager, hvor stor modstand afskaffelse af efterlønnen vil få. Der bliver demonstrationer og bål i gaderne. De syndikalistiske og autonome kræfter vil se sit snit til at lufte revolutionsdrømmene.
De røde tror paranoidisk at afskaffelse af efterlønnen er en ideologisk rambuk mod deres højt elskede velfærdsstat, rettighedssamfundet eller taberfabrikken om man vil. De vil ikke (offentligt) erkende, at afskaffelse af efterlønnen i virkeligheden er en nødvendighed for at opretholde deres eget idealsamfund. Var man en kynisk liberalist ville man bevare efterlønnen og lade velfærdssamfundet kollapse.
I min konservative bevidsthed er vi nødt til at handle reformistisk og pragmatisk. Efterlønnen står i vejen for samfundets udvikling og må afskaffes. Og det var jo faktisk det vores liberal-konservative bulldog sagde hin nytårsdag. Og bliver afskaffelse af efterlønnen en ideologisk rambuk mod de mest urimelige dele af velfærdsstaten, så er det okay for mig.
Kampen er i gang venner.
