CEPOS, DR og uligheden

LEDER: Et væddemål: Hvis kaospilot Uffe Elbæk eller professor Ove Kaj Pedersen en dag skulle blive ministre, vil Danmarks Radio så lave et indslag...

Ole Birk Olesen,

11/03/2010

LEDER: Et væddemål: Hvis kaospilot Uffe Elbæk eller professor Ove Kaj Pedersen en dag skulle blive ministre, vil Danmarks Radio så lave et indslag i TV-Avisen, som gør det til et problem, at de har siddet i bestyrelsen for den venstreorienterede tænketank CEVEA? Hvem vil sætte egne penge på, at det vil ske? Ingen? Det tænkte vi nok.

Men at Benedikte Kiær har været med i den borgerlig-liberale tænketank CEPOS’ centerråd – det er en historie! Og naturligvis skal Socialdemokraternes Mette Frederiksen have lov til at sige, at CEPOS repræsenterer ”meget højreorienterede synspunkter”, blot fordi CEPOS-direktør Martin Ågerup har skrevet en bog, der ikke går ind for et kommunistisk lighedssamfund, men tværtimod forsvarer det synspunkt, at det er retfærdigt, at der er forskel på folks indkomster.

Så kender man sit public service-tv.

Sagen illustrerer endnu engang, at objektiv journalistik er en umulighed, for journalistik handler i høj grad om til- og fravalg, og det findes kun subjektive kriterier at vælge med. Af alle de mange fortrædeligheder, som denne verden rummer – små som store og også dem, som ikke alle er enige om, overhovedet har status af det – skal journalister vælge, hvilke de vil give omtale i medierne, og hvilke der omvendt skal ende i evig glemsel.

Derfor er det så dejligt, at langt de fleste journalister kan vi andre vælge at lukke både ører og pengepung for, hvis vi har et andet væsentlighedskriterium end dem. Men ikke Danmarks Radios journalister. Dem skal vi betale til, selvom vi ikke synes om deres måde at bedrive journalistik på.

Derfor er vi nogle, som vil have licensen afskaffet og Danmarks Radio privatiseret. Bl.a. fordi vi ikke vil være med til at finansiere, at en eller anden venstreorienteret journalist gør det til et problem, at Benedikte Kiær har været med et sted, hvor der tænkes borgerlig-liberale tanker.

Kilde: