Camilla Hersom, den radikale folketingspolitiker, har fået en del omtale i medierne oven på hendes udmelding om, at rygning burde være forbudt. Et synspunkt hun forsvarer i dette indlæg på Berlingskes nye kvindedominerede blogplatform.
Hendes holdning til diskussionen omkring rygning kan bedst indfanges i hendes egen konkluderende bemærkning: »Diskussionen om rygning bør handle om sundhed. Ikke om ideologi«. Jeg får lyst til at kalde Camilla Hersom for en sundhedsfacist, men skal nok undlade at gøre dette. I hvert fald for nu. Det interessante i denne sammenhæng er netop ikke begrænset til hendes totalitære tilgang til andre folks helbred, der åbenlyst præger hendes bedrevidende jeg, men lige så meget forholdet mellem radikale politikeres holdninger og deres opfattelse af ideologi.
For radikale er ideologi noget der slører andre menneskers fornuft og forhindrer dem i at tænke lige så klare tanker som radikale. Det tætteste du kommer på at få en radikal til at beskrive sig selv som værende ideologisk, er ved at få fremprovokeret omsonste betegnelser a la humanist eller socialliberal.
Lad det være sagt: Jeg er en stor tilhænger af, at vi med udgangspunkt i fornuft kan diskutere politik. Modsat et udgangspunkt der er dogmatisk og ubetænksomt. Problemet er blot, at når man tager patent på den sunde fornuft og pakker ens ideologiske holdninger ind i samme, bliver andres holdninger dogmatiske, ufornuftige og endimensionelle. Og ens egen ideologi tilsløres, men forsvinder selvfølgelig ikke.
Spørgsmålet om rygning er for Camilla Hersom sund fornuft. Selvfølgelig skal det være forbudt. Det si’r sig selv. Videnskaben har talt; rygning er usundt. Problemet her er, at Camilla Hersom har tilegnet sig så stærke, normative værdier, at de er blevet til deskriptive sandheder. Hendes eget perspektiv befinder sig hinsides det ideologiske, og med en fornuftig indsigt i hvordan samfundet bør indrettes og den politiske magt praktiseres.
Derfor er hendes holdning til den politiske diskussion også klar: »Paradokset er, at selv om sammenhængen mellem rygning og (u)sundhed er fuldstændig entydig, så er der en klar tendens til at gøre den politiske diskussion om, hvad vi skal gøre ved rygning, til et slagsmål om personlig frihed. Om liberalisme overfor socialisme. Den fri vilje overfor ”Big Mother” samfundet. Det synes jeg er forfejlet.«
Der kan man bare se. Andre tilgange til emnet er præget af ideologisk fnidderfnadder, et åbenlyst fravær af sund fornuft og den åbenlyse erkendelse, at rygepolitik bør handle om sundhed - og ikke ideologi. Den personlige frihed, forholdet mellem individ og gruppe, ideen om den fri vilje, diskussionen om det gode liv… Ja, den slags ideologiske tåbeligheder er radikale hævet over.
De farligste holdninger er dem til hvor det lyder, at de ikke har deres rod i et ideologisk værdisæt. Hvor et radikalt perspektiv i teorien kan tage højde for divergerende tilgange til et spørgsmål og anerkende dets komplekse natur, bliver det ofte ikke til meget andet end en ulækker bedrevidende stillingtagen, der fraskriver sig de pointer, argumenter og dilemmaer bestemte ideologier retmæssigt kan bringe ind i en politisk debat.
Slutteligt skal jeg pointere, at jeg intet har imod at Camilla Hersom går ind for at vi alle skal leve af kildevand og gulerødder. Jeg har intet imod at det er hendes holdning, at usunde produkter pr. definition bør være forbudte. Jeg har dog et ret stort problem med, at hun er af den forkerte opfattelse, at det pågældende syn på hvordan andre mennesker skal leve deres liv, ikke er præget af ideologi.
