Retsforbeholdet - Parallelaftale: Danmark kan godt forhandle sig frem til parallelaftaler (mellemstatslige samarbejdsaftaler med EU), som Norge og Island har det, og som giver de to lande fuldt udbytte af et fornuftigt politisamarbejde, hvor det gavner alle parter. - Danmark har mulighed for gennem parallelaftaler at tilslutte sig dele af samarbejdet, som vi trods forbeholdet alligevel ønsker at være omfattet af. Danmark har hidtil fået tre parallelaftaler om fire forordninger, men har i to andre tilfælde fået nej til ønske om parallelaftaler.
EUROPOL. - Eftersom Danmark ønsker at forblive i Europolsamarbejdet, så ville en løsning måske være at indgå en ”parallelaftale” med de EU-lande, der deltager i Europol, dvs. en aftale med samme indhold som forordningen, men indgået på medlemsstatsligt grundlag. EU-landene ønsker et samarbejde med Danmark i Europol. Desuden har andre ikke-EU-lande også aftaler med Europol.
MEN - Danmark har ikke ret til at få en parallelaftale. Det er Kommissionen, der skal tage stilling til, om man vil foreslå en parallelaftale. Hvis Kommissionen siger 'nej', så bliver en parallelaftale næppe muligt.
Kommissionen har tidligere lagt vægt på, at parallelaftaler kun kan anvendes i undtagelsestilfælde. Det skal være en overgangsordning, som kun accepteres, hvis Danmarks deltagelse fuldt ud er i EU’s og EU-borgernes interesse. Desuden skal de krav, der stilles til Danmark, være identiske med dem, der stilles til alle EU-landene.
Siger Kommissionen 'ja' til en parallelaftale, så tager det lang tid at forhandle aftalen på plads. Aftalen skal desuden godkendes af Europa-Parlamentet og derefter af samtlige EU-lande, der er med i Europol-samarbejdet, i overensstemmelse med deres nationale procedurer.
MEN - en parallelaftale (eller tilvalgsordning) kan/vil før eller siden ende med, at EU bestemmer bl.a. den danske rets- og udlændingepolitik m.m. - Spørgsmålet er, om det danske folk tør at overlade dansk suverænitet I UBESTEMT OMFANG til EU-kommissionen og EU-domstolen?
http://www.medie1.dk/index.php?p=prd017dk.htm
SUVERÆNITETSAFGIVELSE: Den 12. juni 2014 afsagde Østre Landsret en dom vedrørende den måde, suverænitetsafgivelse skal fortolkes på. - Dommen i Østre Landsret lægger op til "mere demokrati" og "flere folkeafstemninger" - om end på en ganske godt skjult facon - i en tid, hvor tendensen ellers går i retningen af mere Union og gradvis overdragelse af mere og mere suverænitet.
Regeringens integrationsvenlige politikere og partier har siden vort medlemskab i 1972 haft kvalificeret flertal og kan derfor inden for den eksisterende grundlovs rammer - og uden at søge nyt specifikt mandat fra vælgerne - bid for bid overdrage suverænitet til Unionen indtil Danmark ikke længere reelt er en suveræn nation.
Den eneste instans der kan konstatere grundlovsbrud er Højesteret. Højesterets fortolkning af grundloven og dermed af folkestyrets grundlæggende principper indebærer, at bestemthedsprincippet i grundlovens § 20 ikke er til hinder for, at et kvalificeret politisk flertal opløser nationen og lader den blive en del af en anden nation. Det er en POLITISK afgørelse og ikke en JURIDISK om Danmark fortsat skal bestå som en selvstændig nation.
Da vort folkestyre er repræsentativt så må det være de valgte politikeres vurdering af om Danmark fortsat er en suveræn nation, der tæller. Højesteret griber ikke ind. Dermed beror det på et kvalificeret flertals afgørelse, om der er sket overdragelse af suverænitet.
Almindeligvis antages, at det kræver en grundlovsændring at overdrage suverænitet i ubestemt omfang eller opløse nationalstaten. Men da dette i alt overvejende grad beror på en POLITISK afgørelse og IKKE EN JURIDISK, så kan hverken grundloven eller Højesteret forhindre, at nationen afskaffer sig selv uden at vælgerne inddrages.
De eneste der kan forhindre en sådan afvikling er demokratiets suveræne magthavere - VÆLGERNE. Så længe vælgerne stemmer EU-venlige partier til magten med 5/6 flertal har disse et demokratisk mandat til at afvikle demokratiet og nationalstaten uden at Højesteret eller andre magter kan eller vil forhindre det. -
Indtil vælgerne reagerer politisk på deres utilfredshed med unionsmonstret og BRINGER EU-KRITISKE PARTIER I FLERTAL, så fortsætter opløsningen af nationalstaten ifølge projektets indre logik. Så længe utilfredsheden ikke manifesterer sig politisk ved valgene og ændrer udviklingen, så sker der intet.
Et kvalificeret flertal i Folketinget kan - i småbidder - overdrage så meget suverænitet til EU, at Danmark ikke længere kan anses for en selvstændig stat - uden at Højesteret vil erklære grundlovsbrud eller kræve, at proceduren om grundlovsændring i § 88 følges. - Højesteret overlader vurderinger omkring suverænitetsoverdragelse til den lovgivende magt.
Først når vælgerne træder i karakter og giver de EU-kritiske partier mere end 1/6 af Folketingets mandater, kan afviklingen af demokrati og nationalstat standses.
Danske politikere bør ikke svigte det danske folk, men burde vægte Danmarks suverænitet højere end EU's direktiver.
