Der er en ganske uheldig og selvhøjtidelig tendens på den mainstream-borgerlige fløj i Danmark.
Det er en tendens til at forsøge at fremhæve borgerlige regeringers politik som på en eller anden måde mere ansvarlig end socialdemokratiske regeringers. Ved nærmere granskning kan sådanne vurderinger forekomme som værende decideret fejlbehæftede, mens grunden til at en sådan tendens overhovedet eksisterer skal findes i os-dem-mentalitet og politiks kollektiv(istisk)e aspekter mere end sund fornuft. En gennemgående ansvarlighed ved borgerlig politik, der skulle stå i kontrast til rød fløj, er i nyere tid en myte.
Den økonomisk-politiske udvikling, der har fundet sted i Danmark under regeringerne Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen, har ikke til nogen større udstrækning været præget af borgerligt-liberale økonomisk-politiske landvindinger eller noget som helst, der ligner.
Det offentlige forbrug, som ikke blot er blevet beholdt i samme størrelsesorden som under Nyrup og Lykketoft, har desuden faktisk fået lov til at vokse i et tempo, der har overskredet rammerne, som blev sat af Nyrup-regeringens 2010-plan, hvor den gennemsnitslige årlige vækst i den offentlige sektor skulle begrænses til 0,5 procent, mens der samtidigt skulle ske vækstskabende tiltag. Under Fogh og Løkke har den budgetterede vækstprocent været på mere end det dobbelte, nemlig 1,2 procent. Den realiserede offentlige vækst har været endnu højere end den budgetterede – og den har befundet sig omkring 2,5 procent.
I 2009, opgjort i procent af bruttonationalproduktet, nærmede det offentlige forbrug 30 procent af BNP. Det er et uset højt niveau, der placerer VK-regeringens offentlige forbrug på 29,7 procent af BNP over Anker Jørgensens offentlige forbrugsgilde, der toppede med, at den offentlige sektor forbrugte så meget som 28,4 af BNP i midten af 1980’erne.
Allerede året efter at VK-regeringen blev indsat, ramte man et niveau, der var højere end det, der på noget tidspunkt var set under Nyrup-regeringen. Denne udvikling, sammenført med en generel højkonjunktur og en løbende stigning i statens bruttoindtægter i perioden 1993-2009, der i 2008 nærmede sig en billion, betyder i bund og grund, at VKO i kroner og øre har brugt flere af vores penge end nogen som helst dansk regering; liberal, konservativ eller rød.
Samtidig med, at man lod det offentlige forbrug accelerere ud af kontrol, fjernede man dele af finansieringen ved at indføre skattelettelser. Ganske vist fandt der nedskæringer sted på visse områder, der skulle finansiere det såkaldte skattestop og de skattelettelser, som bl.a. blev presset igennem af Konservative, der skulle tækkes deres kernevælgergrupper, men det har i dag vist sig at have sket på så lille målestok, at det har været fuldstændig utilstrækkeligt, og vi er få år efter indførelsen af disse reformer på vej mod et omfattende offentligt budgetunderskud. Dette, også til trods for indførelsen eller øgningen af en række afgifter samt forskellige ordninger, der fungerer på måder, der ligner princippet ved DR Licens, der ikke trækkes over skatten, men de facto ér en skat.
Og hvad er skattelettelser, når de er ufinansierede og kan forekomme at ske for skattelettelsernes skyld? Det er den slags parolepolitik, der ikke bør føres ud i livet, og som ikke hører hjemme i ansvarlige, borgerlige kredse, men mere må være henvist til Villy Søvndal og venstrefløjen, der taler om ubegrænset velfærd uden at tale finansiering, eller Helle Thorning-Schmidt, der bebuder, at man ønsker at leve op til EU’s konvergenskrav, helt uden at der skal skæres nogen steder. Begge af de sidste ting kan selvfølgelig også imødekommes ved at øge de offentlige indtægter ved beskatning og afgifter, hvilket naturligvis ikke er nogen særligt god løsning, men i det mindste adskiller socialisterne sig fra VK ved ikke at tale om at kombinere skattelettelser med et at bibeholde det nuværende velfærdsniveau.
Set fra et nationaløkonomisk synspunkt, kan man nærmest påstå, at man havde været ”better off”, hvis man beholdt en Nyrup-Lykketoft-regering, såfremt at disse havde levet op til deres egne økonomiske hensigtserklæringer. Og, kan man spørge sig, hvorfor ikke? Socialdemokraterne Nyrup og Lykketoft turde faktisk røre ved efterlønnen og indføre upopulære økonomiske reformer, mens vores borgerlige partier knap nok tør tale om emnet. Det første, der overhovedet ligner reele reformer, er blevet indført ufatteligt set, lang tid efter at noget lignende skulle have været indført, og det er sket kun efter, at det på sin vis er blevet udbasuneret over en periode på adskillige år, at man står overfor økonomiske problemer. Lykketoft og Nyrup var derimod så villige til at føre en nogenlunde ansvarlig økonomisk politik og lade fornuften sejre over vælgerangst, at man endte med at tabe valget i 2001, der førte til den nuværende VK-regering, hvis økonomiske fortræffeligheder lige er blevet beskrevet.
Denne tendens er heller ikke begrænset til Danmark.
Efter at Gro Harlem Brundtland i Norge overtog statsministerposten fra den konservative Kåre Willoch i 1986, indførte Brundtland seks år efter en omfattende skattereform, hvor beskatningen på aktieudbytte fuldstændig blev fjernet, mens beskatningen på kapitalindtægt blev halveret. Under Brundtland blev elforsyningen desuden sat fri på markedsvilkår. Efter at Norges nuværende statsminister, Jens Stoltenberg, fik magten for første gang i 2001, privatiserede den socialdemokratisk ledede regering det nationale olieselskab, Statoil. De fleste af disse ting var noget, som man offentligt knap nok turde tale om hos de borgerlige.
Der kommer en masse åndssvagt fra venstrefløjen, men når man med rationelle briller skal se på, når der rent faktisk er blevet gennemført økonomisk politik, der på nogen måde har været ansvarlig eller markedsorienteret, er det faktisk primært sket under socialdemokratiske regeringer.
Socialdemokraterne skal heller ikke lovprises eller ses som noget fornuftigt alternativ, men man kan fristes at tænke tanken, at der intet fornuftigt, regeringsdygtigt alternativ findes. Det er udpræget pest og kolera mellem enten en stilstand og ideologisk motivationsmangel til at reformere i en holdbar og bæredygtig liberal retning under socialdemokratisk ledelse eller en kombination af reformangst og velhaverskattelettelser under en borgerlig regering. I min sidste klumme skrev jeg, at indflydelse til Liberal Alliance kunne udhule grundlaget for en borgerlig regering pga. forskellige ræsonnementer, der mest kunne kategoriseres som beroende på generel vælgerangst.
Men det er inderligt ligegyldigt, hvor vidt en regering er borgerlig eller rød, da de borgerlige konsekvent udviser en aversion mod liberal politik, mens socialdemokraterne med lidt held ofte kan være mere ansvarlige end det man kan forvente af dem set på arven efter Anker- og Preben Møller Hansen-typer.
Da det er så ligegyldigt, bør man stemme på Liberal Alliance. Der er ingen grund til at lade være.
En stemme på Liberal Alliance er en stemme på et parti, der rent faktisk er født som et resultat af ønsket om et opbrud mod de herskende tilstande og som rent faktisk tør stå op for liberale værdier i praksis og økonomisk liberalisme, der kun kan komme ved reele økonomiske og strukturelle reformer, som det er meget tvivlsomt at vores etablerede borgerlig partier vil arbejde for, før det er for sent.
Det er en tendens til at forsøge at fremhæve borgerlige regeringers politik som på en eller anden måde mere ansvarlig end socialdemokratiske regeringers. Ved nærmere granskning kan sådanne vurderinger forekomme som værende decideret fejlbehæftede, mens grunden til at en sådan tendens overhovedet eksisterer skal findes i os-dem-mentalitet og politiks kollektiv(istisk)e aspekter mere end sund fornuft. En gennemgående ansvarlighed ved borgerlig politik, der skulle stå i kontrast til rød fløj, er i nyere tid en myte.
Den økonomisk-politiske udvikling, der har fundet sted i Danmark under regeringerne Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen, har ikke til nogen større udstrækning været præget af borgerligt-liberale økonomisk-politiske landvindinger eller noget som helst, der ligner.
Det offentlige forbrug, som ikke blot er blevet beholdt i samme størrelsesorden som under Nyrup og Lykketoft, har desuden faktisk fået lov til at vokse i et tempo, der har overskredet rammerne, som blev sat af Nyrup-regeringens 2010-plan, hvor den gennemsnitslige årlige vækst i den offentlige sektor skulle begrænses til 0,5 procent, mens der samtidigt skulle ske vækstskabende tiltag. Under Fogh og Løkke har den budgetterede vækstprocent været på mere end det dobbelte, nemlig 1,2 procent. Den realiserede offentlige vækst har været endnu højere end den budgetterede – og den har befundet sig omkring 2,5 procent.
I 2009, opgjort i procent af bruttonationalproduktet, nærmede det offentlige forbrug 30 procent af BNP. Det er et uset højt niveau, der placerer VK-regeringens offentlige forbrug på 29,7 procent af BNP over Anker Jørgensens offentlige forbrugsgilde, der toppede med, at den offentlige sektor forbrugte så meget som 28,4 af BNP i midten af 1980’erne.
Allerede året efter at VK-regeringen blev indsat, ramte man et niveau, der var højere end det, der på noget tidspunkt var set under Nyrup-regeringen. Denne udvikling, sammenført med en generel højkonjunktur og en løbende stigning i statens bruttoindtægter i perioden 1993-2009, der i 2008 nærmede sig en billion, betyder i bund og grund, at VKO i kroner og øre har brugt flere af vores penge end nogen som helst dansk regering; liberal, konservativ eller rød.
Samtidig med, at man lod det offentlige forbrug accelerere ud af kontrol, fjernede man dele af finansieringen ved at indføre skattelettelser. Ganske vist fandt der nedskæringer sted på visse områder, der skulle finansiere det såkaldte skattestop og de skattelettelser, som bl.a. blev presset igennem af Konservative, der skulle tækkes deres kernevælgergrupper, men det har i dag vist sig at have sket på så lille målestok, at det har været fuldstændig utilstrækkeligt, og vi er få år efter indførelsen af disse reformer på vej mod et omfattende offentligt budgetunderskud. Dette, også til trods for indførelsen eller øgningen af en række afgifter samt forskellige ordninger, der fungerer på måder, der ligner princippet ved DR Licens, der ikke trækkes over skatten, men de facto ér en skat.
Og hvad er skattelettelser, når de er ufinansierede og kan forekomme at ske for skattelettelsernes skyld? Det er den slags parolepolitik, der ikke bør føres ud i livet, og som ikke hører hjemme i ansvarlige, borgerlige kredse, men mere må være henvist til Villy Søvndal og venstrefløjen, der taler om ubegrænset velfærd uden at tale finansiering, eller Helle Thorning-Schmidt, der bebuder, at man ønsker at leve op til EU’s konvergenskrav, helt uden at der skal skæres nogen steder. Begge af de sidste ting kan selvfølgelig også imødekommes ved at øge de offentlige indtægter ved beskatning og afgifter, hvilket naturligvis ikke er nogen særligt god løsning, men i det mindste adskiller socialisterne sig fra VK ved ikke at tale om at kombinere skattelettelser med et at bibeholde det nuværende velfærdsniveau.
Set fra et nationaløkonomisk synspunkt, kan man nærmest påstå, at man havde været ”better off”, hvis man beholdt en Nyrup-Lykketoft-regering, såfremt at disse havde levet op til deres egne økonomiske hensigtserklæringer. Og, kan man spørge sig, hvorfor ikke? Socialdemokraterne Nyrup og Lykketoft turde faktisk røre ved efterlønnen og indføre upopulære økonomiske reformer, mens vores borgerlige partier knap nok tør tale om emnet. Det første, der overhovedet ligner reele reformer, er blevet indført ufatteligt set, lang tid efter at noget lignende skulle have været indført, og det er sket kun efter, at det på sin vis er blevet udbasuneret over en periode på adskillige år, at man står overfor økonomiske problemer. Lykketoft og Nyrup var derimod så villige til at føre en nogenlunde ansvarlig økonomisk politik og lade fornuften sejre over vælgerangst, at man endte med at tabe valget i 2001, der førte til den nuværende VK-regering, hvis økonomiske fortræffeligheder lige er blevet beskrevet.
Denne tendens er heller ikke begrænset til Danmark.
Efter at Gro Harlem Brundtland i Norge overtog statsministerposten fra den konservative Kåre Willoch i 1986, indførte Brundtland seks år efter en omfattende skattereform, hvor beskatningen på aktieudbytte fuldstændig blev fjernet, mens beskatningen på kapitalindtægt blev halveret. Under Brundtland blev elforsyningen desuden sat fri på markedsvilkår. Efter at Norges nuværende statsminister, Jens Stoltenberg, fik magten for første gang i 2001, privatiserede den socialdemokratisk ledede regering det nationale olieselskab, Statoil. De fleste af disse ting var noget, som man offentligt knap nok turde tale om hos de borgerlige.
Der kommer en masse åndssvagt fra venstrefløjen, men når man med rationelle briller skal se på, når der rent faktisk er blevet gennemført økonomisk politik, der på nogen måde har været ansvarlig eller markedsorienteret, er det faktisk primært sket under socialdemokratiske regeringer.
Socialdemokraterne skal heller ikke lovprises eller ses som noget fornuftigt alternativ, men man kan fristes at tænke tanken, at der intet fornuftigt, regeringsdygtigt alternativ findes. Det er udpræget pest og kolera mellem enten en stilstand og ideologisk motivationsmangel til at reformere i en holdbar og bæredygtig liberal retning under socialdemokratisk ledelse eller en kombination af reformangst og velhaverskattelettelser under en borgerlig regering. I min sidste klumme skrev jeg, at indflydelse til Liberal Alliance kunne udhule grundlaget for en borgerlig regering pga. forskellige ræsonnementer, der mest kunne kategoriseres som beroende på generel vælgerangst.
Men det er inderligt ligegyldigt, hvor vidt en regering er borgerlig eller rød, da de borgerlige konsekvent udviser en aversion mod liberal politik, mens socialdemokraterne med lidt held ofte kan være mere ansvarlige end det man kan forvente af dem set på arven efter Anker- og Preben Møller Hansen-typer.
Da det er så ligegyldigt, bør man stemme på Liberal Alliance. Der er ingen grund til at lade være.
En stemme på Liberal Alliance er en stemme på et parti, der rent faktisk er født som et resultat af ønsket om et opbrud mod de herskende tilstande og som rent faktisk tør stå op for liberale værdier i praksis og økonomisk liberalisme, der kun kan komme ved reele økonomiske og strukturelle reformer, som det er meget tvivlsomt at vores etablerede borgerlig partier vil arbejde for, før det er for sent.
