LEDER: Med jævne mellemrum mindes den borgerlig-liberale vælger om, at hvor skønt det end er med folketingsmedlemmer hos Venstre og de Konservative, der højt tør efterlyse en borgerlig-liberal reformpolitik i forhold til vores lånefinansierede socialstat, så er det bare ikke nok til at drive reformerne igennem. Mønstret er det samme hver gang, i disse så meningsmålingsfokuserede tider: Reformkravene kommer, mens folketingsmedlemmet endnu befinder sig uden for magtens cirkler i sit parti og ikke kan gøre den store forskel på den førte politik. Kommer vedkommende først tæt på partitoppen, hvor en fastholdelse af principperne måske ville kunne gøre en reel forskel, så forstummer også kravet om, at der skal føres borgerlig-liberal politik.
Fænomenet har senest kunnet betragtes hos Venstres politiske ordfører, Peter Christensen, som i Anders Fogh Rasmussens tid som Venstre-formand og statsminister holdt den liberale fane beundringsværdigt højt – og ikke uden personlige omkostninger. Ved Lars Løkke Rasmussens mellemkomst i spidsen for Venstre og regeringen er Peter Christensen imidlertid selv blevet en del af Venstre-toppen, solidarisk med Løkkes private ambitioner og helt ude af stand til andet end at fungere som megafon for den seneste fokusgruppeundersøgelse blandt de medianvælgere, som afgør, hvem der kommer til at sidde for bordenden i Statsministeriet efter næste valg.
”Vi mener sådan set, at de udfordringer, vi ved der kommer, kan vi løse på anden vis end ved efterlønnen,” siger han nu. I sommeren 2003, da han og Søren Pind m.fl. stod bag de ’10 liberale teser’, som de ville gøre til Venstre-politik, var holdningen en anden. Dengang lød tese nummer 4, 5 og 6 som følger:
"Det er vigtigere at fastholde den enkeltes ansvar for fællesskabet end at lade fællesskabet overtage ansvaret for den enkelte. Det er vigtigere at opmuntre til personlig opsparing og uafhængighed end at tilbyde tilskud og afhængighed. Det er vigtigere, at det altid kan betale sig at arbejde end at bevare offentlig forsørgelse, der gør arbejde formålsløst."
Hvis nogen kan finde plads til offentlig forsørgelse af arbejdsføre danskere i alderen 60-65 år i den tekst, så har de vundet en banan!
Af tilfældet Peter Christensen m.fl. kan borgerlig-liberale danskere kun drage én konklusion: Det er ikke nok med kække folketingsmedlemmer hos Venstre og de Konservative, som vil alt det rigtige, så længe de ikke har mulighed for at føre deres idéer ud i livet, men som bakker tilbage, når lederne af deres parti lokker med ministerposter. Det er også nødvendigt med et parti, hvor selve ledelsen vil gennemføre de borgerlig-liberale reformer, sætte dem på dagsordenen i Folketinget og i medierne, og gå til forhandling med regeringen med det formål, at få reformerne gennemført. Hvis et sådant parti havde f.eks. otte mandater og afgørende indflydelse på regeringens overlevelseschancer, så ville der blive ført en anden politik. Ikke før.
Fænomenet har senest kunnet betragtes hos Venstres politiske ordfører, Peter Christensen, som i Anders Fogh Rasmussens tid som Venstre-formand og statsminister holdt den liberale fane beundringsværdigt højt – og ikke uden personlige omkostninger. Ved Lars Løkke Rasmussens mellemkomst i spidsen for Venstre og regeringen er Peter Christensen imidlertid selv blevet en del af Venstre-toppen, solidarisk med Løkkes private ambitioner og helt ude af stand til andet end at fungere som megafon for den seneste fokusgruppeundersøgelse blandt de medianvælgere, som afgør, hvem der kommer til at sidde for bordenden i Statsministeriet efter næste valg.
”Vi mener sådan set, at de udfordringer, vi ved der kommer, kan vi løse på anden vis end ved efterlønnen,” siger han nu. I sommeren 2003, da han og Søren Pind m.fl. stod bag de ’10 liberale teser’, som de ville gøre til Venstre-politik, var holdningen en anden. Dengang lød tese nummer 4, 5 og 6 som følger:
"Det er vigtigere at fastholde den enkeltes ansvar for fællesskabet end at lade fællesskabet overtage ansvaret for den enkelte. Det er vigtigere at opmuntre til personlig opsparing og uafhængighed end at tilbyde tilskud og afhængighed. Det er vigtigere, at det altid kan betale sig at arbejde end at bevare offentlig forsørgelse, der gør arbejde formålsløst."
Hvis nogen kan finde plads til offentlig forsørgelse af arbejdsføre danskere i alderen 60-65 år i den tekst, så har de vundet en banan!
Af tilfældet Peter Christensen m.fl. kan borgerlig-liberale danskere kun drage én konklusion: Det er ikke nok med kække folketingsmedlemmer hos Venstre og de Konservative, som vil alt det rigtige, så længe de ikke har mulighed for at føre deres idéer ud i livet, men som bakker tilbage, når lederne af deres parti lokker med ministerposter. Det er også nødvendigt med et parti, hvor selve ledelsen vil gennemføre de borgerlig-liberale reformer, sætte dem på dagsordenen i Folketinget og i medierne, og gå til forhandling med regeringen med det formål, at få reformerne gennemført. Hvis et sådant parti havde f.eks. otte mandater og afgørende indflydelse på regeringens overlevelseschancer, så ville der blive ført en anden politik. Ikke før.
