Mads Holger skriver i sit seneste indlæg 'Fremtidens Ideologiske Slagmark' om en forestående ideologisk slagmark mellem liberalismen og konservatismen - set i forlængelse af, at socialismen bortfalder. Slagmarken, den ny og intra-borgerlige kulturkamp, kan fra konservativ side bl.a. retfærdiggøres ved at se på og vurdere de samfundsnegative effekter i 00erne, et individ-liberalistisk årti præget af: voldsom individualisme, skruppelløs finanssektor, stadigt mere liberal kultur, tidens egoisme. Vi har gennemlevet en alt for åndsliberal epoke og ansvarsflugten truer nu de sårbareste medborgere, der er afhængige af fællesskabet. Derfor, mener Holger, skal det kulturelle fællesskab styrkes, og varsler samtidig en ny kulturkamp, som kan tegne fremtidens samfundsdebat.
Hvad skal man tænke? Åh ja, rollen som parvenu, som var den frisk fra fad, når den faktisk har eksisteret siden Arilds Tid (sådan cirka), kan man da altid ty til. I ved, det er fortællingen om den grådige og ukultiverede opkomling, her i form af liberalisten, der altid overfylder sin tallerken ved tag selv-bordet. Hele hans liv drejer sig om jagten på materiel velstand, og han ænser ikke det spor af normløshed og opløsningstendenser han efterlader på sin vej. Nogenlunde sådan, kan det siges og menes. Holger sender også flg. svada afsted:
Den vedvarende økonomiske krise kalder på en aktualisering af dette ansvar, fordi de svageste i vort samfund vil få vanskeligere ved at klare sig. Så meget desto vigtigere er det nu blevet, at vi alle formående går på arbejde, som mænd har gjort det siden tidernes morgen. Imidlertid er der en forskel på den mand, der drager af sted for at sikre dem, han elsker derhjemme, og den mand, der virker for sin egen lykke alene. I denne tid er det som sjældent før vigtigt, at vi begynder at lægge afstand til tidligere tids egoisme og husker, at den saftigste frugt af vores arbejde netop er at sikre de ældste en værdig alderdom, de yngste en ordentlig skolegang, de syge den bedste behandling, de svageste de største muligheder for at styrkes og kommende generationer en arv.
"Jeg er ked af at måtte meddele eksempelvis Liberal Alliances mange ungdomspolitikere, at det hele ikke kan gå til håndvåben og strippere."
Mads Holger går altså nu i brechen for udvalgte samfundsgrupper med nyfunden og veludviklet retfærdighedssans. Jamen - ikke et øje er tørt. Den socialkonservative giver indtryk af barmhjertighed og af at have ægte samfundssind; underforstået, vi noterer liberalistens fravær af interesse og mangel på indføling.
Det er lidt som at ville genopføre en omvendt Matador, der ender i Korsbæk tilbage i 1929; den gode, gamle samfundsorden kan genetableres - sammenhængskraften reddet på målstregen. Naturligvis og som den mest selvfølgelige ting i verden melder en af det bedre borgerskabs egne sig og tager også gerne lige den opståede ledige plads i "the establishment" med, tak tak og det var da det mindste! For ikke at nævne, at så bliver magtforholdet også lige sat på plads.
Det er jo det med ånd og det med indsigt og det med den gode smag osv. osv.
Mads Holger vil holde litterær salon, vil han, men opkomlinge (liberalister) er forvist til en anden saloon, nemlig Al Swearengens saloon i Deadwood. Her er håndvåben tilladt, og der er hasardspil og skøger, så de fordærvelige tanker nemt kan materialiseres. Og det går jo sådan med dem, som ikke kan spæge deres kød - for den er vel næppe god med moralen og de nedre regioner - at de ikke kan få skærpet deres ånd:
... så ikke vores gensidige ansvar og genkendelighed svinder bort, for da bortføres også motivationen, når først stripperne er nøgne.
Stiilfuldt, ja endda gentleman-like klasket! Nu musiceren fra salonen, Holger slår let på harpen, den skønånd!
For hvad var det nu Holger havde set? Ja, sådan set bare socialismens endeligt - i både ideologisk og i praktisk forstand. Det lyder jo som et drømmescenarie, når han forudsiger:
Det er for mig indlysende, at fremtidens ideologiske slagmark er at finde mellem vor tids allierede i de rent ideologisk liberalistisk og konservativt sindede ...
Det vil sige, at de afgørende, fremtidige skillelinjer skal altså trækkes i det fælles-borgerlige land. Holger danner en parallel til Jalta, 1944, lige før krigens ende, hvor et enormt puslespil skulle lægges af de sejrende parter. Efter dansk målestok, kan det omskrives til, at konservative og liberalister går i fred og fordragelighed fra delingen af det socialistiske dødsbo, men det, der engang syntes at være en harmonisk, borgerlig familie, får den drejning, at man ender som frygtelige uvenner i et internt borgerligt opgør.
Forinden vi går videre med ovenstående fremstilling, kunne man jo dryppe malurt i bægeret ved at spørge: som konservativ, hvor er det lige man henvender sig, hvis man vil stive moralen af? Her, lige før de konservatives 100-årsjubilæum, så fremstår dette parti jo noget udlevet, ja faktisk som en gammel, aflægs frakke - lige til at smide ud! Og så er der DF, de har jo aldrig udgjort et konservativt parti, det beviser de så rigeligt i disse dage.
Hverken socialismen eller venstrefløjen stiller nogen træsko (højst et par stiletter) foreløbig. For der er en grundlæggende venstre-højre-konflikt indgroet i den vestlige tradition; en binær måde at tænke/opfatte på, og den forhindrer venstrefløjen i at udånde for sidste gang. Det handler for venstrefløjen om at lære sin nye plads at kende (en læringsproces der skal måles i antallet af formænd). Ét er at tabe den offentlige mening; noget andet er at falde helt ud af debatten. For tænk over følgende, som gør sig gældende lige nu: hvis folk virkelig vil have en socialistisk ført politik, hvorfor er der så stadig mere end 55-57 %, der påtænker at stemme borgerligt (medregnet DF)? Altså, hvad skulle det overhovedet bringe venstrefløjen samlet set at føre en mere venstreorienteret politik? Man forventer vel ikke at kunne gå på hugst blandt de 55-57 %?
Dermed ikke være sagt, at brudlinjerne i økonomisk, kulturel og politisk henseende vil stå i morgen som de står lige nu. Nej, de kan flytte sig hurtigt og vil overordnet bevæge sig mod højre, fordi en svækket venstrefløj nødtvungent tillader det, og en rå virkelighed dikterer det.
Men igen, højrefløjens fremgang er jo heller ikke nogen garanti for mere frihed. Fx er der fortsat gode grunde til at frygte for frihedsrettighederne; et lille vue over de sidste 10 års indgreb, borger ikke just for et opgør med den fortsatte bevægelse mod mindre personlig frihed. Hvorimod økonomiske realiteter er ved at bundfælde sig og blive til en tanke, der er klar og selvindlysende, så det næsten ikke behøver et rationale - derfor kan den enkelte skatteborger over tid regne med at stå med lidt mere tilbage end tidligere.
Holger får det sidste ord - og med dette in mente lad det være sagt, at der fremover og fra begge sider velsagtens måske nok vil blive skulet en anelse mere end hvad der ellers hidtil har været rimelig anledning til:
Så kære liberalister, vi kæmper skam endnu skulder mod skulder, ... , men vi er begyndt i det små at føre samtaler med de erobrede territoriers åndelige raketforskere til fremtidens ideologiske slagmark.
