Gennem skatten modarbejder vi simpelthen nye talenter, er det virkelig en offentlig opgave?
For efterhånden mange år siden betød forfatterskab at man dagligt led økonomisk, indtil man enten slog igennem eller opgav. Selvfølgelig opgav de fleste, sådan er det nu engang indenfor kunst, for hver gang der er 1 god er der 100 ”dårlige”.
Men der kommet en kultur, hvor det er synd.
Hvorfor den ene fremfor den anden?
Da jeg søgte støttekroner til min tegneserie fik jeg et blankt nej. Det generede mig ikke voldsomt, men hvad der til gengæld generede mig var, at en anden tegneserie skaber fik støtte til at lave et projekt om dronning Margrethe. Ikke kun fordi han fik det i sig selv, men fordi at jeg skulle slås mod en helt urimelig modstander. Nemlig staten. Jeg er sikker på, at jeg ville få lavet væsentligt flere produkter, hvis jeg ikke skulle have et arbejde ved siden af og sidder og laver det om aftenen. Hvis man vil lave en tegneserie om droningen, så endelig gør det. Men hvorfor skal hele Danmark blandes ind i det? Hvad rager det mig?
Da jeg udgav et par bøger på mit forlag, så var mange andre forfattere støttet med statskroner, mens jeg måtte klare mig uden. Min forfatter måtte nøjes med en mindre symbolsk betaling og hun solgte vist omkring 150 eksemplarer af den første bog og det blev vist til et par tusinde eller tre. Samme dag udkom også en tresser-forfatter med en eller anden digtsamling, der øjeblikkeligt blev købt af alle landets biblioteker. Ifølge bibliotekslisten er den udlånt 8 gange siden år 2009. Udover biblioteks salget var salget under 20. Tyve. Til gengæld fik forlaget støtte til udgivelsen og forfatteren får livslang støtte hvert år. Han udgav en bog i tresserne som rykkede som bred ymer og var kodylsej. Åbenbart skal man så have støtte resten af livet?!
Undskyldningen er at ”produktionen af smalle produkter”.
Hvis kun 20-40 gider købe en bog, så er det ikke fordi den er dårligt skrevet, dårligt markedsført eller bare ren og skær uheld, så er det ”et smalt produkt”. Det kunne være en bog om brandbiler eller om Commodore Amiga. Og et smalt kulturelt produkt skal da have statsstøtte. Hvis det smalle projekt altså er i ministeriets smag. Ellers så er grunden en af de tre første grunde.
Sådan har det været i årtier indenfor bogbranchen, hvor det er lykkes en håndfuld, engang, succesrige, forfattere at leve på overførselsindkomst (i halve millionklassen), mens de udgiver den ene bog efter den anden, som de færreste gider læse, men som pr. automatik købes til bibliotekerne. Da det de laver per definition er "stor fin kunst" og derfor ikke sælger godt. Generelt er folk nemlig for dumme til at fatte stor kunst - det kunne selvfølgelig også være det er bare dårligt eller uinteressant.
Ironisk nok er Danmarks mest succesrige forfattere (i nyere tid) Peter Høgh og Jussi Adler-Olsen. De har ikke modtaget en krone i statsstøtte.”Det er ikke kunst” lyder det fra de lærde, mens de giver sig selv og hinanden støttekroner i størrelser, deres skriveri aldrig har gjort sig i nærheden af fortjent til. Heller ikke H.C. Andersen, Pontoppidan og mange andre modtog statsstøtte og de klarede den alligevel. Så måske behøves der slet ikke statsstøtte?
Misforstå mig ikke, man kan godt skrive en fremragende bog, der har et begrænset publikum, og det skal man da endelig gøre, hvis man vil det. Men hvorfor skal hele Danmark blandes ind i det?
Når jeg arbejder på en bog om Commodore 64, så hedder den 0 kroner i støtte og arbejde ved siden af. En anden forfatter får 680.000 i tre år for at ”undersøge BZ miljøet i 80’erne”. Han udtaler om arbejdet ”måske kommer som en bog eller en rapport”. 3 år med 680.000 i løn hvert år og måske kommer vi til at høre om hans resultater? Måske ender han også med bare at drikke kaffe på en cafe i tre år. Hvem ved? Fakta er dog at han gennem sin uddannelse ved hvordan man bevæger sig igennem junglen af papir for at skaffe sig støtten.
De store "stjæler"
Tidligere var det sådan at man udgav fx en Stephen King bog, tjente en sum penge på den, og udgav udover så 3-4 danske forfattere, der enten gav underskud eller kun løb rundt. Man opbyggede navnet og en gang imellem kom der en guldfugl. I dag er beskeden typisk: ”vi udgiver ikke danske debutforfattere”. Firmaet skal tjene penge og sådan er det. Direktørerne er i dag oftest heller ikke ansat i firmaet i længere tid, så en forfatter der først indtjener penge efter 6 bøger er ikke interessant.
Men det er værre end det, for når de små forlag har taget de 2-4 ”debutbøger” og opbygget navnet, så kommer de store forlag og napper dem. De små forlag står tilbage med tab og stopper derfor med at udgive debutbøger. Det kan ikke betale sig - heller ikke på længere sigt. Og som om det ikke er nok, så gives statsstøtten netop til de store forlag, der menes at kunne klare opgaven med at udgive bedre end de små - og så kan de finde ud af papirjunglen.
Det betyder så at mange forfattere i dag er tvunget i at udgive selv eller fx gennem ”Underskoven”.
Hvis man virkelig vil støtte forfatterskab, så er det da virkelig oplagt at støtte netop ”forlag” som Underskoven, der udgiver/distribuere udelukkende danske forfattere og ikke afdankede has been forfattere, der udgav en sællert for 40 år siden. Men disse afdankede forfattere er jo faktisk efterstræbt af forlagene. Tænk at kunne udgive en bog og være sikker på at den sælger (til bibliotekerne) og være sikker på den bliver omtalt (vennerne på aviserne, selvom der er tyndet ud gennem årene). Fantastisk. Staten betaler udgivelsen, staten køber, statsstøttet aviser anmelder dem. Kan det blive bedre? I hvert fald ikke set gennem brillerne af forlaget, der får indirekte statsstøtte.
Retfærdiggørelsen?
Hvordan retfærdiggør man at den ene kunstner skal leve for lud og koldt vand for at producerer sin vision, mens en anden forgyldes fra dag 1?
Nu kommer så klagesangen fra spilbranchen. Branchen, hvor spil som World of Warcraft hiver milliarder hjem, Halo flås ned af hylderne, Angry Birds er solgt i tocifrede millionantal osv. Der er så kritikken, at ”kulturelle produkter” glemmes. Man går kun efter salgstal. Man vil ikke opnå produkter som 1864 eller Nymphomaniac lyder det fra spil direktøren fra Play Press.
”Man kan interagere med hinanden og se på, hvad systemerne gør ved os. Vi har også lavet et flaskehalsspil, der skal få folk til at se på hinanden, røre hinanden og tale sammen. Vi prøver at udforske, hvad spillene gør ved os. Det er en meget kulturel agenda, og der ligger nogle danske værdier under det her spil.” udtaler Lau Korsgaard, Play Press, til DR.
Jeg kan ikke se den kulturelle revolution i dette, men det er da også helt uinteressant om jeg kan det eller ej. Når firmaet ikke kan tjene penge på at lave et ”flasken drejer på spil”, så skal de lade være eller lave det fordi de synes det er sjovt. Det kan og skal ikke være en sag for hele landet, hvis de vil lave et spil for et smalt publikum.
Kunne vi ikke bare lade brancherne passe sig selv, så skal markedet nok bestemme, hvad der er kunst og hvad der er ikke er?
Når jeg en dag har skrevet min slankebog, computerbog, roman, digtsamling eller hvad det måtte være, færdig, så er det komplet urimeligt at jeg ikke kun skal slås med de enorme mængder af bureaukrati, skattevæsenet, men også kulturministeriets smagsdommere, der sikre at deres kæledægger kan få deres skrammel trykt i 2000 eksemplarer og være sikker på salg til landets biblioteker - som så netop ikke har penge til at købe "debut" (=ikke etablerede) forfattere hjem.
Gennem skatten modarbejder vi simpelthen nye talenter. Er det en offentlig opgave at forhindre talenter i at udfolde sig?
