Kurt Strand, "Poul Schlüter – Det var vel ikke så ringe endda", 316 sider, 299 kr., People’sPress. Udkommet 12. oktober 2011.
Af Ole Olesen
Det er en god interviewbog, Kurt Strand har lavet med den 82-årige forhenværende statsminister Poul Schlüter, som fortæller så friskt og så åbent, som man kan forvente af en mand, der har været med i dansk politik i rigtig mange år. 68 år, hvis man medregner hans medlemsskab af KU’s bestyrelse fra han var 14 år. Regner man fra valget til folketinget i 1964 til hans udtræden af Europaparlamentet i 1998, bliver det 34 år.
Interviewene tager afsæt i fotografier og tegninger fra forskellige vigtige episoder og perioder i Schlüters liv, og handler først og fremmest om hans politiske liv. Og især om hans indsats som statminister fra 1982-1993, en post han beklædte i over 10 år. Dermed blev han Danmarks længst siddende statsminister efter socialdemokraten Thorvald Stauning.
Hans sidste år som statsminister var præget af Tamilsagen, som endte med, at Schlüter og den borgerlige regering måtte gå af i 1993, mens forhenværende justitsminister Erik Ninn-Hansen fik en vanærende straf på seks måneders betinget fængsel for at have syltet asylansøgninger fra tamilske flygtninge. Det var en grim sag, også for Schlüter, som i de to svageste afsnit i bogen tørrer sit – efter min mening ubestridelige – ansvar for ikke at have stoppet Ninn i tide af på justitministerens og sin egen departementschef. Ligesom Ninn havde prøvet at tørre sit ansvar af på regeringen.
Ninn var en endog meget stædig og rethaverisk mand – en mand, som Justitsministeriets afgående departementschef advarede sine ledende embedsmænd imod på et møde kort inden sin afgang. Det fremgår af Søren Mørchs bog fra 2004 om 26 danske statsministre. “Han er farlig,“ sagde departementschefen: “Han kan ødelægge jeres liv og jeres karriere.” Og det viste sig sørgeligt sandt for flere af dem.
Kurt Strand spørger Schlüter om, hvorfor han ikke havde talt med Ninn om at stå ved sit ansvar for sagen? “Næ,” svarer Schlüter, “... Og jeg tror ikke, at det ville have ført til noget, for han havde gennem hele sit politiske liv været præget af stædighed som en elefant.”
En stædighed, som Ninn gennem årene havde demonstreret adskillige gange, og som har bidraget stærkt til, at de mange uskønne magtkampe i Det Konservative Folkeparti ofte har fået én til at tænke på skorpionernes parringsdans.
Ja, Tamilsagen kaster lange skygger, men kan på ingen måde overskygge Schlüters indsats som statsminister i fem regeringer gennem mere end 10 år.
Udgangspunktet var for så vidt det bedst mulige, for det var nærmest et fallitbo, han overtog fra Anker Jørgensen, hvis regering havde kørt økonomien i sænk fra 1975 og frem, indtil han uden at udskrive valg overlod magten til Schlüter i efteråret 1982. Der var faktisk den lighed med situationen i dag, at problemerne var så alvorlige, at politikerne var pisket til at handle, oven i købet uden at kunne give internationale forhold skylden.
Og handle det viste Schlüter sig at kunne, selvom der ikke var mange, der troede, han ville magte opgaven. Selv var han heller ikke alt for sikker. Som han siger til Kurt Strand: ”... hvis vi overlevede nytårsaften, så ville man i historiebøgerne skrive Regeringen Poul Schlüter 1982-83.” Til sin kone sagde han: “... nu har jeg i hvert fald sikret mig retten til at blive kaldt forhenværende statminister resten af mine dage.”
Under alle omstændigheder ville han gøre sig umage. Som han sagde til Dronningen, da han præsenterede sin første regering: “Ingen er forpligtet over sin evne, men i nogen tid vil vi, Deres Majestæt, i hvert fald lade som om, vi er det.” Sådan demonstrerede han fra begyndelsen sin selvironi og humoristiske sans, hvori også lå en evne til at løse op for en anspændt situation, som han ofte brugte i sit politiske arbejde.
Faktisk var det – for nu at bruge hans egne ord – slet ikke så ringe endda, hvad Schlüter i sin regeringstid kom igennem med at løse af store problemer, som havde plaget dansk økonomi i mange år.
For det første lykkedes det efter de socialdemokratiske regeringers gentagne devalueringer at få den faste valutakurs indført. For det andet kom de offentlige finanser så meget under kontrol, at Danmark kom ud af sin gældsætningsøkonomi. For det tredje accepterede fagbevægelsen nu afskaffelse af dyrtidsregulering af lønningerne og indkomstpolitik (løntilbageholdenhed) uden modydelse i form af “økonomisk demokrati” (lønmodtagerfonde). For det fjerde fik han uden om Svend Auken og Socialdemokratiet taget hul på indførelse af arbejdsmarkedspensioner sammen med LO. Og desuden fik de borgerlige regeringer i kraft af Schlüters personlige indsats og et par folkeafstemninger forhindret de værste skadevirkninger af Socialdemokraternes uansvarlige såkaldte fodnotepolitik i forhold til EF og NATO.
Schlüter-regeringerne gjorde disse ting uden for alvor at anfægte velfærdsstaten og bekræftede for så vidt Mogens Lykketofts (senere) påstand om, at “man kunne kun opnå en lang periode med borgerlig regering, hvis man undlod at tage en frontal konfrontation med den socialdemokratiske velfærdsmodel”.
Henning Fonsmark tilskriver det i Schlüters Danmark fra 1992 to væsentlige egenskaber hos Schlüter, at hans regeringsperiode blev så vellykket: Han er ikke stridbar af gemyt, og han er ikke priciprytter. Eller som han selv har sagt: “Jeg er ikke så konservativ, at det gør noget “. Og: “Ideologier er noget bras.” Trods det kunne han holde styr på baglandet i sit eget parti. Derfor må man sige, at lederevner er en tredje væsentlig egenskab, som har hjulpet ham igennem sine mange år som statsminister.
Anders Fogh Rasmussen og Venstre har i VK-regeringerne siden 2001 demonstreret en endnu mere ekstrem pragmatisme i forhold til deres principielle, liberale udgangspunkt, men Venstre har dog ved at være det parti, der tog initiativet til tilbagetrækningsreformen, vist mod til at påbegynde revisionen af den socialdemokratiske velfærdsmodel. Til gengæld har de genindført de store underskud på de offentlige finanser, som mange med gru husker fra Anker Jørgensens tid.
Nu bliver det så den nye regering med det stærke islæt af røde partier, der kommer til gå videre med det uundgåelige opgør med den tunge arv efter den fallerede socialdemokratiske velfærdsmodel.
Det bliver en fæl opgave, som paradoksalt nok kræver nogenlunde de samme egenskaber hos regeringens leder, som Schlüter var i besiddelse af.
