Hans Boll-Johansen, "Penge – mellem kapitalisme og humanisme", 222 sider, 249,95 kr. Gyldendal. Netop udkommet.
Af Ole Olesen
Det er ikke hver dag, man støder på en universitetslærer, som er dr.phil. på en afhandling skrevet på fransk om den store romanforfatter Stendhal, og som samtidig interesserer sig så meget for forholdet mellem kapitalisme og humanisme, at han ligefrem har skrevet en bog om det.
Men det har Hans Boll-Johansen, uddannet på KU's humanistiske fakultet, altså gjort.
Humanister opfattes af mange som folk, der tror på, at mennesket bedst udvikles som menneske ved at tilegne sig kulturelle, dannelsesmæssige værdier. Folk som ser sig selv som modsætninger til forretningsfolk, som de betragter som mennesker, for hvem penge er det vigtigste i tilværelsen.
De to grupper betragter ofte hinanden uden den store forståelse eller ligefrem med foragt.
Men hvorfor og hvordan spærrer penge for forståelsen mellem humanister og kapitalister? Er det rigtigt, at den ene gruppe er retlinede, beskedne mennesker og den anden begærlige og amoralske? Kan forretningsfolk overhovedet være ”ordentlige mennesker”? - For nu at bruge et udtryk, som afdøde skibsreder Møller anvendte, idet han mente at være udstyret med en særlig bemyndigelse til at opdele folk i ordentlige og ikke-ordentlige mennesker.
For at få styr på disse forenklende spørgsmål har Boll-Johansen udsendt en vittig, velskrevet og i allerhøjeste grad vidensbaseret bog om pengenes betydning, når det drejer sig om sex og partnervalg, om penge og moral, om individets forhold til penge, om virksomheders sociale ansvar m.m.. En bog, hvori han afslører stor indsigt i økonomi, f.eks. i en skarpsindig analyse af det europæiske valutasamarbejde. Men hvori også indgår et broget galleri af personligheder fra den europæiske kultur, som ubesværet trækkes ind på scenen på de relevante steder.
Han inddeler mennesker i seks typer på grundlag af deres forhold til penge: spilleren, golddiggeren, spekulanten, iværksætteren, bonden og ødelanden. Listen dækker kun dem, som har et ”interessant” forhold til penge. Derfor er fx funktionærer ikke medtaget, men gniere, gerrige og griske er med som undergrupper. Altså folk der gemmer på pengene, fedter med dem og/eller rager dem til sig. Dem er vi ikke så begejstrede for.
Det giver Boll-Johansen flere eksempler på fra litteraturen. Men faktisk også et fra den virkelige danske verden: en vellønnet, skattefri lektor udsendt af den danske stat til et europæisk universitet, som havde et firma, der handlede med hundefoder, forlangte kompensation for tabte indtægter fra hundefoder under udlandsopholdet – og fik afslag. Ak ja, anmelderen kan afsløre, at den pågældende på et tidspunkt stillede op til kommunalbestyrelsen på Frederiksberg på et program om anlæg af toiletter til borgernes hunde. Og senere blev den næstsidste minister for Grønland, uden at nogen rigtig blev klar over, at han nogensinde havde været det.
Eksemplet med hundemanden nævnes udelukkende for at illustrere, at Boll-Johansen også kan begå sig på det meget jordnære plan. Så lad os hellere se på afsnittet om en anden personlighedstype, ødelanden, et eksempel hentet fra litteraturen, som er langt mere repræsentativt for bogens intellektuelle niveau.
Ødelanden er i modsætning til den påholdende og den bjergsomme et menneske, hvis største fornøjelse det er at bruge penge. Det er vigtigere for ham at bruge penge end at sætte dem i banken. Han følger sine lyster, han har et underholdende liv. Ham kan vi godt blive helt misundelige på. Og det er ingen ringere end Søren Kierkegaard, der bliver brugt som et af eksemplerne.
Kierkegaard var så heldig fra sine forældre at arve en stor formue, en slags Vorherres Uddannelsesstøtte, som gjorde, at han kunne koncentrere sit liv om sit forfatterskab. Men det blev for hosekræmmerens søn, der var opdraget til nøjsomhed, et samvittighedsspørgsmål, om det var moralsk forsvarligt at leve ødselt. Om han kunne tillade sig over for Gud at have privattjener, at spise på Københavns bedste restauranter, at køre Sjælland rundt i en lejet vogn med kusk mm: alt sammen for at kunne være parat, når inspirationen til at skrive meldte sig
Han ender med at måtte erkende, at han ikke magter at leve spartansk og dermed moralsk, men hans kristentro kommer ham til hjælp, og han udtænker en kristelig begrundelse for at leve et nydelsesfyldt liv: Han opfinder såmænd bare et nyt begreb, ”from ødselhed”, til forsvar for sin livsførelse: ”..selv Christus billiger en vis from Ødselhed som f.E., at den kostbare Salve (som Maria Magdalena smurte hans fødder med. O.O.) ødsledes paa ham. Og det gælder her, at Snerperiet er til Fordærvelse.”
Som man ser får han ikke alene gjort ødselhed from, men han får også gjort snerperi amoralsk. Tænk hvad man kunne tillade sig, hvis man var filosof!
Det er især protestantismen med dens krav om flid, nøjsomhed, og sparsommelighed, der i perioder nærmest har kriminaliseret nydelse og ødselhed. Men som ifølge den tyske sociolog Max Weber også har været forudsætningen for den kapitalakkumulation, som har skabt velstanden i den vestlige verden.
Det var allerede Moses som, da han steg ned fra bjerget med lovens tavler, blev voldsomt vred over at se sit folk i lystig dans omkring Guldkalven og slog 3000 festdeltagere ihjel. Men også i Det Ny Testamente lægges klar afstand til rigdom og overflod. De fattige formanes om ikke at ”samle sig skatte på jorden, som møl og rust kan fortære.” Og Jesus indskærper farisæerne, at deres dyrkelse af pengene som afgud ikke er foreneligt med at tilbede Gud: ”... ingen slave kan tjene to herrer ... I kan ikke tjene både Gud og Mammon.”
Kristendommen er åbenbart ikke i tvivl om, at penge har en skadelig virkning på folk. Men Boll-Johansen nævner to måder, som kirken i modsætning til de troende kan arbejde med penge på:
Enten ved som den katolske kirke selv at blive kapitalejer (den katolske kirke ejer både jord, industri og banker) eller ved at samle penge ind. Som f.eks. da pave Benedikt XVI under et besøg i Storbritannien i sommeren 2010 tog mellem 12 og 30 euro for en almindelig messe, men i Glasgow , hvor Hans Hellighed optrådte sammen med X Factor-sangerinden Susan Boyle kostede det 24 euro at blive velsignet.
Eller ved som visse protestanter at finde en moralsk måde at være kapitalist på. Som det f.eks. skete for de hollandske calvinister i 1500- og 1600-tallet. Calvinisterne var både meget rige og meget fromme, og det ser jo umiddelbart ikke så pænt ud i forhold til Jesu ord om, at man ikke kan tjene både Gud og Mammon på samme tid.
Denne modsætning lykkedes det i 1904 den tyske sociolog Max Weber at ophæve gennem sin teori om ”den protestantiske etik og kapitalismens ånd” (det er stærke kræfter, der er på spil her!).
Calvinisterne betragter den rige som én af Guds udvalgte og hans rigdom som en gave og dermed ikke omfattet af den bibelske fordømmelse af pengene. Og kapitalismens ånd består i en systematisk orientering mod fortjeneste, konkurrence og arbejde som et mål i sig selv og en pligt til at akkumulere formue. Men der er i calvinismen samtidig et krav om ikke at hengive sig til nydelse af formuen og at opretholde et vist moralsk niveau i forhold til andre mennesker, f.eks. ved at yde støtte til dårligt stillede.
Ved hjælp af dette idealbillede redder Weber så at sige den calvinske kapitalist, og hans teori er blevet tillagt afgørende betydning for væksten i den vestlige verden ( det samme kan man ikke sige om Kierkegaards fromme ødselhed).
Men hverken Weber eller andre har svar på, om man, dvs andre end ortodokse calvinister, kan drive forretning på et moralsk forsvarligt grundlag. Spørgsmålet er også, om man overhovedet kan eller skal forlange, at virksomhederne af sig selv skal udvise moralsk adfærd?
Problemet er i følge Boll-Johansen snarere, at når en virksomhed henviser til det smukke ordpar moral&etik , så betyder det, at nogen vil have os til at tro, at de vil ”det gode”. Og så skal vi gøre pistolen klar.
Det skal være så fint og så rigtigt alt sammen. Virksomheden skal have en vision, svarende til en profets åbenbaring i bibelen, og den skal også have en mission, hvorved man – ofte sikkert uden at vide det – antyder, at virksomheden ligesom Jesus, der sendte sine apostle ud i hele verden for at gøre alle mennesker kristne, vil ”frelse” så mange mennesker som muligt ved at gøre dem til sine kunder.
Og man vil leve op til sit ansvar over for samfundet, corporate social responsibilty som det hedder. For slet ikke at tale om mantraet om HRM, human ressource management, hvor M'et lige så godt kunne stå for manipulation.
Det virker, som om alt det her dækker over dårlig samvittighed over at danse om guldkalven. Som om det var noget at skamme sig over? Som om en virksomhed ikke først og fremmest er sat i verden for at tjene penge, så den kan overleve og fortsætte med at skabe beskæftigelse.
Hele dette cirkus, ”den udbredte etik-palaver”, som han kalder det, spidder Boll-Johansen skarpt og elegant. Ikke fordi han er modstander af kapitalismen, men fordi det er hykleri at besmykke sig med ædle motiver for, at man gerne vil tjene penge. Især når man bare gør et stykke arbejde, som mange nyder godt af.
Den tyske jurist og filosof Georg Simmel, der i 1907 udgav en bog med den fascinerende titel Pengenes filosofi, citeres for at have skrevet, at pengene indtager Guds plads i det øjeblik religionen svækkes dvs. i de sækulariserede, vestlige samfund.
Men der er åbenbart stadig en vis respekt tilbage, siden konsulentbranchen arbejder så hårdt på at pakke sine produkter ind i vision og mission. Og det er måske også et udtryk for respekt for religionen, at den søde lille guldkalv på bogens forside står lidt usikkert på benene.
Denne artikel er kommet i stand takket være penge fra 180Graders superbrugere, der har tegnet et abonnement til 39 kr. om måneden. Du kan blive superbruger ved at klikke her.
