Bertel Haarder: Op mod strømmen – med højskolen i ryggen, 334 sider, 300 kr., Gyldendal, november 2012
Af Ole Olesen
Det et nogle fremragende erindringer, Bertel Haarder har skrevet. Måske fordi størstedelen af dette første bind ikke så meget drejer sig om hans politiske karriere som om hans barndom og ungdomsliv. Om de år hvor man dannes, som man siger i den højskoleverden, som Bertel blev født ind i den 7. september 1944. Det skete seks timer inden midnat, så han til sin store ærgrelse ikke blev født på samme dato som Grundtvig. Den uheldige timing forhindrede dog ikke, at han blev en flammende engageret grundtvigianer.
Dannelse er et ord, som mange har et kejtet forhold til og derfor sjældent bruger. Og kun i exceptionelle tilfælde om politikere.
Sørine Gotfredsen skrev sidste år en ætsende karateristik af Den åndløse Dansker, som hun er stødt på mange steder i samfundet, også blandt politikere. Hun ønsker, at politikerne skal være vores åndelige fyrtårne og spiller uden tøven - og en anelse højrøvet - ud med en lang liste over, hvad en politiker bør have kendskab til af idéhistorie, litteratur, filosofi m.m. Bogen kom nogenlunde samtidig med sidste års valgkamp, som hjerteskærende klart illustrerede, hvor meget der mangler i forhold til Sørines idealer blandt dem, vi har at vælge imellem.
Men netop når det drejer sig om Bertel Haarder, gennem hvis liv dannelsen løber som en blå tråd, er det fuldt berettiget at tale om et åndeligt fyrtårn. Højt og bredt, men også med en lidt hidsig rytme i blinkene, som kan gøre det risikabelt at navigere efter.
Bertel blev født ind i den grundtvigske dannelse. Hans far var forstander på Rønshoved Højskole ved Flensborg Fjord i et område, der havde været under tysk herredømme fra 1864 til 1920. Så Bertel voksede op i det traditionelle højskolemiljø, hvor karle og piger fra landbruget gennem generationer havde fået en enestående mulighed for at indhente og supplere det, de ikke havde nået gennem deres syv år i landsbyskolen.
Bogen giver en fin beskrivelse af livet i en skoleform, der var meget forskellig fra nutidens skole, og som gav sine elever et kulturelt løft for resten af livet og samtidig et godt grundlag for at deltage i den andelsbevægelse, der med mejerier, slagterier m.m. blev af afgørende betydning for udviklingen af landbruget til et stort eksporterhverv.
Højskoleopholdene fik også betydning for udviklingen i partiet Venstre. Man taler ligefrem om Højskolevenstre, som senere blev set i modsætning til Handelshøjskolevenstre.
Højskolen var en livsform og for lærere og forstandere nærmest et 24 timers job det meste af året. Rønshoved var i en del år en privat skole, som Haarders forældre havde købt for 70.000 kr., og de hang selv på økonomien. Rønshoved var som de fleste andre højskoler i udpræget grad en bondehøjskole i 50'erne.
Det sås straks ved elevernes ankomst til Rinkenæs Station med deres vadsække og dragkister: ”Kornfede piger med kraftige overarme og rødmossede karle med forbrændte nakker og høje hvide pander – aftryk af deres uundværlige kasket i sommerens sol.”
På skolen var der ingen skillelinie mellem skolen og hjemmet. Familien spiste alle måltider sammen med eleverne, og om aftenen kom eleverne ind i forstanderfamiliens private stuer til kaffe og aftensang. Sang (Højskolesangbogen) var der i det hele taget meget af, men dansk var særlig højt prioriteret.
Eleverne blev fra starten indplaceret på seks niveauer efter skrivefærdighed, en spredning, der viser forskellen i udbyttet af de syv år i landsbyskolen. Og så blev der ellers terpet dansk på alle niveauerne. Forudsætningerne skulle være i orden, og mange elever gav senere udtryk for, at de var taknemmelige for, at lærerne havde gidet terpe med dem. Det var anerkendt, at paratviden er en rigtig god ting! Og der skulle gås til den, for et højskoleophold varede kun seks måneder om vinteren (karle og piger) og tre om sommeren (hvor der kun gik piger).
Højskolens mundtlige tradition blev holdt i hævd. Forstanderen holdt to foredrag om dagen, og der blev læst op af dansk litteratur, og lærerne opførte dramaer og lystspil: Hostrup, Holberg, Shakespeare, Ibsen m.fl.
Det var udtryk for højskoleånden, som Haarder beskriver som ”et åndeligt, kulturelt fællesskab, som er nedfældet i historien, litteraturen, kunsten, salmer og sange. Dette fællesskab binder ikke blot folket sammen, men er også udgangspunktet for det kristne fællesskab. - Ligesom myterne, de nordiske, græske og jødiske, der for grundtvigianerne var bindeleddet mellem hedenskab og kristenliv”. Et ideal, som ikke ligger særlig langt fra Sørine Godtfredsens.
Det er, som bogens titel siger, med højskolen i ryggen, at ildsjælen Haarder gennem hele sit liv er gået op mod strømmen. Og han noterer sig med glæde, at antallet af højskoler har holdt sig mellem 70 og 100. Hertil lægger han de 255 efterskoler, der, som han skriver, ”på mange måder har overtaget højskolernes værdier og opdragende mission. Ca. halvdelen af en ungdomsårgang kommer nu på højskole eller efterskole”.
Men han gør opmærksom på, at der er forskel på før og nu. Før kom eleverne med en sand tørst efter kundskaber og åndelig oplysning. I dag ankommer eleverne med dynejakke, mobil og skateboard. Ofte stopfodrede med uddannelse og alvorligt skoletrætte efter at have tilbragt hele deres liv på offentlige institutioner. ”Nogle er selvcentrerede og og svære at motivere ... Men netop derfor har de brug for at dyrke andet end sig selv og opleve fællesskabets forpligtelser”. Sådan taler en mand, der er optimist på højskolens vegne, fordi han har fået den ind ind med modermælken!
Selv startede han med at gå et par år på en lille treklasset skole, men blev taget ud og undervist hjemme i fire år, fordi han blev mobbet.
”Hjemmeundervisning var en fiks idé blandt grundtvigianere, som jeg kom til at lide endnu mere under end mine søskende,” skriver han, og det var begrænset, hvad forældrene havde tid til, men han kunne det vigtigste, læse og skrive, da han kom i den almindelige skole i 6. klasse og sluttede folkeskolen med topkarakterer.
Derefter gik det lidt mere normalt gennem gymnasiet, hvor det sønderjyske lå som et grundlag/en baggrund for det hele og skulle respekteres. For eksempel betød de danske sange meget. Både ved morgensangen og i timerne. Det med sang i klasseværelserne var der en ny rektor, som forsøgte at lave om på, men det slap han ikke godt fra.
Bertel var en aktiv og diskussionslysten gymnasiast, og det var i gymnasiet, at han blev erklæret Venstre-mand, bl.a. provokeret af sin socialdemokratiske rektors synspunkter. Den samme rektor hjalp ham i øvrigt til to stipendier, så han kunne udnytte sit tårnhøje gennemsnit til at komme et år på college i USA.
Bonderøv med hjemvé kalder han afsnittet om USA, som han ikke desto mindre fik meget ud af efter at være kommet sig over chokket over, at amerikanske studerende arbejdede 50 timer om ugen. Altså med studierne!
Intellektuelt var kulminationen på USA-opholdet, at han kvalificerede sig til et økonomi-seminar på Harvard med bl.a. Milton Friedman, som gav holdet en strålende pædagogisk indføring i monetarismen.
Tilbage i Danmark gennemførte han i hurtigt tempo et statskundskabsstudium og blev så først højskolelærer i Askov og senere i et par år seminarielærer i Ålborg. Det var i de år han blev kendt som debattør og foredragsholder, begyndte at skrive bøger og i det hele taget at gå op mod strømmen.
Godt et dusin bøger er det blevet til, og bare nogle få eksempler på hans titler viser klart, at det var en liberal intellektuel, der nu meldte sig på den offentlige scene: Statskollektivisme og spildproduktion (1973), Institutionernes tyranni (1974), Midt i en klynketid (1980), Slip friheden løs (1990), Den bløde kynisme og selvbedraget i Tornerose-Danmark (1997).
Den første bog kom i 1973, og han fortsatte med at skrive bøger i en jævn og provokerende strøm, også efter at han i 1975 blev valgt ind i Folketinget for Venstre.
Dette bind af erindringerne dækker også en del af den politiske karriere, og Haarder giver mange interessante detaljer og personkarakteristikker fra de første år og pisker også nogle af sine mange politiske kæpheste rundt i manegen. Det sker her rimeligt kortfattet og fascinerende, også i de tilfælde, hvor man ikke er enig med ham.
Man må håbe, at selvdisciplinen (og forlagsredaktøren) vil være stærk nok til, at andet bind bliver lige så velskrevet, vittigt og læseværdigt som det første.
Denne artikel er kommet i stand takket være penge fra 180Graders superbrugere, der har tegnet et abonnement til 39 kr. om måneden. Du kan blive superbruger ved at klikke her.
