Blå planet i grønne lænker

Der er få mennesker, der tør gå imod strømmen, men den tjekkiske præsident, Václav Klaus, er en af dem. Hans observationer og argumenter er interessante og relevante, og man kan ikke undgå at blive inspireret af hans mod og selvstændige tænkning. Det gjaldt, da han prøvede at sætte spørgsmålstegn ved ratificeringen af EU’s nye Lissabon-traktat for at få den til afstemning i medlemslandene. Men det gjaldt i endnu højere grad hans meget tidlige advarsel mod miljøideologerne, der har erobret klimadebatten, og på det seneste har sat deres tydelige spor hos stort set alle de politiske partier i Danmark og resten af verden. Václav Klaus’ opfattelse af den klimadebat, vi oplever overalt i verden i dag, er kontant, udfordrende og chokerende. Han mener, at debatten er ensidig, misvisende og farlig, fordi den leder til en irrationel afsporing af vores allerede snørklede vej mod økonomiske fremskridt og større personlig frihed. Hans bog ”Blå planet i grønne lænker – Hvad er truet: Klimaet eller friheden?”, som jeg sammen med People’s Press udgiver på dansk i dag, er et væsentligt bidrag til klimadebatten og en mulighed for, at danskerne kan høre andre synspunkter end dem, vi konstant får gentaget, men som sjældent bliver udfordret i den hjemlige debat. Václav Klaus har i flere år sagt og skrevet, at de såkaldte klimaændringer, og især den påståede menneskeskabte klimaændring, er blevet et af de mest farlige argumenter i den politiske debat. Han har advaret om, at den videnskabelige debat vedrørende klimaændringerne ikke har været dybtgående og seriøs nok, og at der ikke foreligger et tilstrækkeligt grundlag for politikernes initiativer. Endvidere påpeger han, at klimaargumentet er blevet misbrugt af visse politiske pressionsgrupper til at angribe de basale forudsætninger for et frit samfund. Ifølge Václav Klaus er kommunismen blevet delvist erstattet af truslen om en radikal miljøaktivisme. Han mener, at miljøideologerne ligesom kommunisterne forsøger at stoppe frie, menneskelige handlinger. Det var denne og lignende kontante – og meget politiske ukorrekte - udmeldinger, der oprindelig vakte min interesse for den tjekkiske præsident. Han ved trods alt, hvad han taler om, da han jo selv voksede op i et kommunistisk diktatur. Jeg har mødt en del politikere i min tilværelse, men især i de senere år har det stået klart for mig, at langt de fleste politikere ikke for alvor tør stå inde for deres synspunkter. Jeg synes, jeg kan huske, at det engang for længe siden var en lille smule anderledes, men i dag er politik blevet til spin, meningsmålinger og analyser af, hvad vælgerne kan tåle at høre snarere end lederskab og grundlæggende personlige holdninger. I det store og hele er ideologierne og modet væk. Men netop Václav Klaus har siden Murens fald – ja, endog før Murens fald og da under særdeles vanskelige forhold – været et fyrtårn for friheden og opgøret med misbrug og overgreb fra statsmagtens side. Først som dissident-økonom i Tjekkoslovakiet før kommunismens sammenbrud (Václav Klaus var 48 år gammel, da Muren faldt), efterfølgende som finansminister i Tjekkoslovakiets frihedsregering og sidenhen som premierminister og præsident for Tjekkiet efter landets deling. Václav Klaus var en af hovedarkitekterne bag den vellykkede privatisering af statsvirksomhederne i Tjekkoslovakiet, og han har efterfølgende været en kritisk og vigtig part i skabelsen af en af den tidligere Østbloks absolutte økonomiske succeshistorier. Tjekkiets økonomiske vækst har været imponerende, og landet nærmer sig i dag hastigt vesteuropæisk levestandard, kun to årtier efter at det kom forarmet ud af det økonomiske kaos, som Sovjetunionens kollaps efterlod. Med andre ord: Václav Klaus er en mand, der er værd at møde, hvis man tror på liberalisme og kapitalisme. Og det gør jeg. Så da jeg fik muligheden for at møde ham tidligere på året, glædede jeg mig meget til mødet med præsident Václav Klaus, selvom et møde med en sådan mand næsten kun kan føre til skuffelse. Det synes jo næsten givet, at man ikke kan fortsætte med at promovere en rendyrket tro på friheden og individets rettigheder, hvis man samtidig skal agere i det moderne, politiske rum. Det er i hvert fald den forklaring, man får af danske borgerlig-liberale politikere, når man bebrejder dem deres knæfald for socialdemokratismen, velfærdshungeren og “lighedsmageriet”. De hævder næsten alle, at det er en nødvendig betingelse, hvis man vil have magt og indflydelse, at man går på kompromis igen og igen. Derfor var det også med visse bange anelser, at jeg sad i bilen på vej opad bakken til præsidentpaladset – for mon ikke endnu en skuffelse ventede? Heldigvis var min bekymring ubegrundet. Endelig en politiker der ikke var underlagt politisk korrekthed, og som havde sine meningers mod. Og som i øvrigt havde solid intellektuel og ideologisk forankring for disse meninger. I stedet for blot at have en overfladisk holdning og have lært nogle slagord og one-liners udenad, så var her en mand, der havde sit filosofiske og videnskabelige benarbejde på plads. Hvor er det en fornøjelse at vide, at der et sted i verden findes en sådan statsleder! En mand der står op for frihed, for kapitalisme, for markedskræfterne, og som tør tale lodret imod den politiske korrekthed, hvad enten det drejer sig om euroen og EU, klimahysteriet eller mange andre områder, hvor debatten efterhånden er blevet mere og mere skinger, og hvor politikerne overbærende fremfører helt arbitrære og uunderbyggede argumenter med en arrogant “vi alene vide”-attitude. Ytringsfriheden er noget, vi alle sætter på den højeste piedestal overalt i vores del af verden, og alligevel er den truet af en stigende intolerance overfor divergerende synspunkter og kritik af “the conventional wisdom”. Det liberale demokrati er under voldsomt pres, fordi demokrati har udviklet sig til et flertalsdiktatur, hvor 51 procent af stemmerne menes at give ret til at udføre de voldsomste indgreb og overgreb – overgreb som i mange tilfælde ville have imponeret diktatorer fra svundne tider. Vi er ved at miste enhver respekt for individets personlige rettigheder og benytter stadig nye undskyldninger for yderligere indgriben i dets frihed. Derfor er folk som Václav Klaus vigtigere end nogensinde. Ikke overraskende er de også mindre vellidte blandt andre politikere end nogensinde, fordi de råber vagt i gevær overfor de stadigt mere uberettigede og ubeherskede overgreb, der udføres i demokratiets navn. Som læseren nok kan forstå, var jeg imponeret af Václav Klaus, og jeg tilbød ham derfor at hjælpe til med at udgive en af hans bøger på dansk. Danskerne trænger til at høre fra en mand som ham – til at høre ærlig og klar tale uanset emnet, og jeg overlod det derfor til ham selv at vælge, hvilken af hans bøger det skulle være. Han var ikke i tvivl og foreslog omgående ”Blå planet i grønne lænker”. Jeg er ikke ekspert på klimaspørgsmål. Det er der vist heller ikke ret mange andre, der er, men jeg indrømmer det gerne. Til gengæld synes jeg, at jeg har opbygget en vis fornemmelse for at kunne genkende, når politikere arbejder ud fra skjulte agendaer og vælger symbolik og varm luft frem for at gøre noget ved de virkelige problemer, vi står over for i Danmark og resten af den vestlige verden. Jeg synes også, at det bliver mere og mere gennemskueligt, når erhvervsvirksomheder lader sig forblinde af muligheden for at få snablen ned i de bundløse statskasser i stedet for at konkurrere på lige vilkår med andre forretningsfolk og andre brancher. Irrationel politik og dubiøse forehavender lader sig kun gennemføre, hvis man skræmmer folk og lægger et tungt røgslør ud – ellers gennemskuer befolkningen det. Og røgsløret er exceptionelt tungt, og skræmmebillederne særligt horrible og uansvarlige, når det gælder klimaet. Hvis ikke man kan skræmme befolkningen og vildlede den, skal man jo dømmes på sin reelle indsats, og det gør det langt sværere at være politiker eller at drive erhvervsvirksomhed. Så hvad Václav Klaus skriver om klimahysteriet og den nyreligiøse intensitet, som præger debatten, kan jeg sagtens genkende. Ligesom jeg kan genkende den antivækst– og antifrihedsagenda, der ligger bag. Jeg synes også, jeg kan genkende mange af persontyperne, deres historiske forbilleder og deres bevæggrunde, selvom mange ellers fornuftige mennesker desværre også er blevet lokket med på klimagalejen. De mange udokumenterede påstande, den uhæmmede tro på rigtigheden af egne synspunkter, på egen berettigelse og moralske overlegenhed, den totale mangel på vilje til at høre på divergerende meninger, forsøgene på at mistænkeliggøre, skjule og sågar forhindre enhver kritik af meningen på bjerget, den uafvendelighed hvormed klimakatastrofen hævdes at nærme sig, tilsidesættelsen af alle andre hensyn til fordel for “menneskehedens og planetens frelse” – alle disse virkemidler genkendes fra totalitære politiske og religiøse systemer. Det skræmmer mig og burde skræmme enhver, der er tilhænger af frihed og personlige rettigheder. Jeg afviser ikke, ligesom de fleste andre skeptikere vist heller ikke gør det, at der er klimaændringer i gang. Det ville også være rigtigt dumt, for klimaet ændrer sig hele tiden og har altid gjort det. Jeg afviser heller ikke, at mennesker spiller en rolle i påvirkningen af klima og miljø - det kan man jo se overalt i verden, selvom denne påvirkning langtfra er entydigt negativ. Snarere må man sige, at menneskehedens slidsomme arbejde med at kontrollere sine omgivelser igennem århundrederne har dannet det uundværlige grundlag for, at mere end seks milliarder mennesker i dag kan overleve på Jorden. Men jeg forholder mig yderst skeptisk over for, at vi skulle have tilstrækkelig indsigt til definitivt at vurdere konsekvenserne af disse ændringer til fulde på nuværende tidspunkt – især når vi kun lytter til halvdelen af argumenterne. Jeg forholder mig yderst skeptisk over for, at den individuelle menneskelige rationalitet og intelligens sættes ud af spil, og beslutningerne centraliseres hos politikere. Jeg forholder mig yderst skeptisk over for, at den økonomiske vækst, der har skabt så meget bedre et liv for store dele af Jordens befolkning i helt konkrete termer, begrænses af hensyn til ukendte virkninger om hundrede år. Og jeg går fra blot at være skeptisk til at være helt overbevist om, at “grøn økonomisk vækst”, der består i at konfiskere penge fra rationelle overskudsgivende aktiviteter og overføre dem til irrationelle underskudsgivende aktiviteter, ikke fører til vækst – hverken grøn eller af nogen anden farve. Jeg er derimod overbevist om, at videnskabelig og kommerciel udvikling og vækst vil føre til, at vi om få årtier har langt mere effektive og økonomisk rationelle måder at afhjælpe mulige problemer, der ligger så langt ude i fremtiden. Jeg er helt overbevist om, at fremtidige generationer vil bebrejde os, at vi ikke løste langt mere presserende strukturelle problemer i stedet for at spilde tiden med luftkasteller og gøre deres udgangspunkt dårligere og fattigere, end det kunne have været. Jeg er helt overbevist om, at politikere, der her har fundet en “sikker sag”, og grønne virksomheder, der har fundet en nem måde at tjene penge på, ikke kan opfattes som objektive sandhedsvidner i klimaspørgsmål. Men jeg er egentlig også ret overbevist om, at Jordens befolkning på et tidspunkt vil gennemskue hele menageriet og holde politikerne ansvarlige for deres omfattende “grønne” ressourcespild, efterhånden som katastroferne udebliver, og den videnskabelige hæderlighed vender tilbage. Det er nødvendigt at høre andre synspunkter end dem, der kommer fra den tidligere amerikanske vicepræsident Al Gore og FN’s klimapanel. Det er intellektuelt alt for dovent ikke at afdække problemstillingerne langt mere nuanceret, og det er politisk alt for farligt ikke at undersøge, hvad der er baggrunden for den nuværende klimadebat og de drastiske løsningsforslag. På de sidste sider i bogen skriver Václav Klaus, at det bedste ville være at acceptere en vis klimaændring nu, hvor vi ikke med sikkerhed ved hvad den skyldes, og fremme den økonomiske udvikling, hvilket vil skabe den nødvendige kapital til investering i mere effektive teknologier i fremtiden. Derefter kommer han med en række forslag til, hvad vi skal gøre i den nuværende situation, som jeg vil opfordre alle til at læse og tænke over - ikke mindst stats- og regeringscheferne der deltager ved klimatopmødet i København i næste uge. Jeg håber, at udgivelsen af ”Blå planet i grønne lænker” vil medvirke til en mere nuanceret debat og til, at danskerne ikke ukritisk accepterer politikernes ensretning på dette – og mange andre – områder. Vores demokrati er i stadig større fare for selvcensur og ikke kun grundet udefra kommende angreb på vores ytringsfrihed: Vores egen politiske korrekthed er mindst lige så farlig.