Mit take på begivenhederne i Køln og på feministernes latterlige, selvmodsigende reaktioner:
Nu skulle man tro, at feministerne ville kaste sig savlende over sexangrebene i Køln. Omsider viste mandens evige undertrykkelse af kvinden sig. Endelig eksploderede mandens voldelige sind og demonstrerede hans selverklærede ejerskab over kvindens krop. Dette for feministerne så åbenlyse faktum skulle ikke længere blot være et diffust mønster i påståede undertrykkelsesstrukturer i det onde, patriarkalsk dominerede samfund. Der var bare ét lille problem. Overgrebene blev begået af ikke-hvide mænd. Fra en ikke-vestlig kultur. Satans også!
...
Nu kunne du, hvis der eksisterede bare én rationel celle i dit enorme korpus, spørge dig selv, om det så hjælper på de triste realiteter at fortsætte med at importere horder af mænd fra et sted, hvor de gudhjælpemig allerede har et navn for de massekrænkelser, de nu har beriget den vestlige verden med. I stedet fremturer du med absurde påstande om, at de stakkels brune mænd er ofre for et kulturchok, og at det i virkeligheden er hvide mænd, der nu forsøger at sløre deres egne krænkelser ved at udstille de brune mænd som farlige. Gudfaderbevares! Man skulle nærmest tro, I ønsker at blive holdt fast og skambamset. Er det virkelig det? Er I fanget i et Stockholm-syndrom, hvor I ubevidst er tiltrukket af den dominerende mand, I i så mange år desperat har bekæmpet, og får I ham legemliggjort i den brune indvnadrer, når I nu nærmest har udraderet ham fra de hvide, ynkelige eksemplarer af mandekønnet, der stadig trisser duknakkede rundt på den nordvestlige halvkugle?
