Baggrund. Jeg lever af at hjælpe virksomheder med løsning af en bestemt type opgave. Eftersom den offentlige sektor sidder på over halvdelen af nationens omsætning, har jeg selvfølgelig også kunder dér. Altså ser jeg organisationerne indefra og holder møder med offentligt ansatte. Mødekultur? Tro mig, det har de. Altså har jeg gjort nogle observationer, jeg finder det værd at dele med mine liberale ”brothers in arms” her på 180grader.
Ledelses- og jobkultur er klart den væsentligste udfordring for den offentlige sektor. Jeg har deltaget i besluttende møder med over 20 personer omkring bordet. Også om relativt små investeringer på 6 cifre. Kan man beslutte noget rationelt i sådan et forum? Nej! Hvorfor sidder de der så allesammen? Jo, enhver underafdeling til en mulig berørt afdeling skal høres. Det er nemlig en måde for lederen at slippe for at tage ansvar alene. ”Jamen du var jo selv med til mødet hvor vi besluttede at….” - fyld selv resten ud. Det er ikke god ledelse. I en ordentlig virksomhed havde højst 3 personer deltaget fra virksomhedens side. En beslutningstager, en der ved lidt om økonomi og en fagligt vidende. Ikke samtlige vicesouschefer fra perifere filialer i virksomheden. De tager evigheder de møder. Gæt engang hvad det betyder for prissætningen på produktet? Kan man som virksomhed forvente så voldsom mødeaktivitet på handlen, skruer vi selvfølgelig op for prisen. Tid er ikke gratis. Heller ikke i den private sektor.
Beslutningstagere bør tage beslutninger. Beslutningstagere bør turde gøre det de betales for og stå ved det de beslutter. Selvfølgelig kan de tage fejl. Men giver det mening at holde en fejlrate på 0 ved aldrig at udfylde den rolle lederen frivilligt har påtaget sig? Er det ikke reelt at holde en fejlrate på 100?
Denne ledelseskultur betyder at der er god grobund for en slags ”politiske partier” i organisationen, (fag)grupper der ender med at bekrige hinanden og bruge evigheder på det. Og så ender vi i situationen hvor alle skal høres om alt. OK, men hvornår skal opgaverne så udføres? Det er et voldsomt ansvar de offentlige ledere herved pådrager sig. For de evner ikke jobbet.
Hvorfor er det nu sådan? Forklaringen er ofte at lederen er fagmand, men ikke leder. Hverken af mennesketype eller uddannelse. Faktisk er det sådan at det i en række offentlige institutioner er et lovkrav at lederen er faguddannet. Skolelederen er lærere, bibliotekschefer er bibliotekarer og socialchefer er socialrådgivere. Men ingen af dem er faguddannede ledere. Sådan er det fordi fagforeningerne har lagt voldsomt pres på for at det skal være sådan. Ikke at det sikrer et bedre eller billigere produkt, blot sikrer det en fjer i hatten til obskure (fag)foreninger med ideologisk grundlag et sted mellem Karl Marx og Louis Pio.
Det fører os videre til arbejdskultur. Jeg har været på offentlige institutioner, været midt i at rode i vitale funktioner og så bliver klokken 15:30. ”Vi ses i morgen” er den samstemmende melding fra de kommunalt ansatte. For os i den private sektor er det selvfølgelig rart sådan uforvarende at få en halv fridag og gå allerede 15:30, det skal jeg ikke nægte. Men helt ærligt: Er det i borgerens og institutionens bedste interesse at se så firkantet på overenskomst og regler? Altså at der ikke er skygge af tvivl om at man, uanset hvad man har i hænderne, vælter ud af porten når klokken er slået?
En anden tidsrøver er at tillidsmænd skal involveres i dette og hint. Nogle steder er det faktisk sådan at det reelt er tillidsrepræsentanten der sidder med den reelle magt, for vedkommende kan til enhver tid stikke en kæp i hjulet på ethvert projekt. Eftersom det jeg sælger betyder rationaliseringer – og altså også mulighed for personalereduktioner – er tillidsrepræsentanten ofte instinktivt imod. Hvorfor? Fordi den givne faggruppe mister kolleger og indflydelse når vi f.eks. kan lave noget der kan spare et antal kontorfunktionærer væk. Er det i borgerens interesse?
Hvad kan vi så gøre ved det? Det er givet at det er stort set umuligt at ændre i den nuværende kultur. Det er givet at det bliver umuligt at ændre den offentligt ansattes tilgang til det at have et job hvor det ikke handler om faggrupper, magt og politik, til noget der handler om rationel drift og kunden/borgeren i centrum. Jeg ser kun én vej. Tvang. Tving ledere og personale til at skulle kunne leve af det de faktisk udfører. Udlicitér. Sørg for at der er en bundlinje at tage hensyn til, herunder en kundekreds at tilfredstille og fastholde. Stæk fagforeningerne. Det er ganske simpelt ikke rimeligt at de har den reelle magt i de offentlige virksomheder. Det forhold er til ufattelig stor skade for dem det burde handle om: Os borgere. Vi er både kunder og ejere. Blot er indflydelsen på tilbuddene blevet stjålet fra os, så i stedet er vi i dag klienter og tvangsfinansieringskilde.
Hvad gør vi så som borgere? Magten er jo taget fra os, kampen mod den offentlige syge er næsten tabt. Vi bor jo i landet med den største og dyreste offentlige sektor. Den voldsommeste svulst i verden der tærer vore kræfter, vore ressourcer. Var jeg stadig ung og idealist, ville jeg mene det var en patriotisk borgerpligt at skatteunddrage. Men det hjælper jo kun mig, ikke mine medborgere. Så reelt har vi som voksne mennesker kun to mulighed. Forlade landet hurtigst muligt eller – om man fortsat har en rest kærlighed tilbage til mor Danmark – sikre at Liberal Alliance for så meget magt som overhovedet muligt. Meld dig ind, donér penge, stem på det parti der tør, kan og vil helbrede den offentlige syge.
Ledelses- og jobkultur er klart den væsentligste udfordring for den offentlige sektor. Jeg har deltaget i besluttende møder med over 20 personer omkring bordet. Også om relativt små investeringer på 6 cifre. Kan man beslutte noget rationelt i sådan et forum? Nej! Hvorfor sidder de der så allesammen? Jo, enhver underafdeling til en mulig berørt afdeling skal høres. Det er nemlig en måde for lederen at slippe for at tage ansvar alene. ”Jamen du var jo selv med til mødet hvor vi besluttede at….” - fyld selv resten ud. Det er ikke god ledelse. I en ordentlig virksomhed havde højst 3 personer deltaget fra virksomhedens side. En beslutningstager, en der ved lidt om økonomi og en fagligt vidende. Ikke samtlige vicesouschefer fra perifere filialer i virksomheden. De tager evigheder de møder. Gæt engang hvad det betyder for prissætningen på produktet? Kan man som virksomhed forvente så voldsom mødeaktivitet på handlen, skruer vi selvfølgelig op for prisen. Tid er ikke gratis. Heller ikke i den private sektor.
Beslutningstagere bør tage beslutninger. Beslutningstagere bør turde gøre det de betales for og stå ved det de beslutter. Selvfølgelig kan de tage fejl. Men giver det mening at holde en fejlrate på 0 ved aldrig at udfylde den rolle lederen frivilligt har påtaget sig? Er det ikke reelt at holde en fejlrate på 100?
Denne ledelseskultur betyder at der er god grobund for en slags ”politiske partier” i organisationen, (fag)grupper der ender med at bekrige hinanden og bruge evigheder på det. Og så ender vi i situationen hvor alle skal høres om alt. OK, men hvornår skal opgaverne så udføres? Det er et voldsomt ansvar de offentlige ledere herved pådrager sig. For de evner ikke jobbet.
Hvorfor er det nu sådan? Forklaringen er ofte at lederen er fagmand, men ikke leder. Hverken af mennesketype eller uddannelse. Faktisk er det sådan at det i en række offentlige institutioner er et lovkrav at lederen er faguddannet. Skolelederen er lærere, bibliotekschefer er bibliotekarer og socialchefer er socialrådgivere. Men ingen af dem er faguddannede ledere. Sådan er det fordi fagforeningerne har lagt voldsomt pres på for at det skal være sådan. Ikke at det sikrer et bedre eller billigere produkt, blot sikrer det en fjer i hatten til obskure (fag)foreninger med ideologisk grundlag et sted mellem Karl Marx og Louis Pio.
Det fører os videre til arbejdskultur. Jeg har været på offentlige institutioner, været midt i at rode i vitale funktioner og så bliver klokken 15:30. ”Vi ses i morgen” er den samstemmende melding fra de kommunalt ansatte. For os i den private sektor er det selvfølgelig rart sådan uforvarende at få en halv fridag og gå allerede 15:30, det skal jeg ikke nægte. Men helt ærligt: Er det i borgerens og institutionens bedste interesse at se så firkantet på overenskomst og regler? Altså at der ikke er skygge af tvivl om at man, uanset hvad man har i hænderne, vælter ud af porten når klokken er slået?
En anden tidsrøver er at tillidsmænd skal involveres i dette og hint. Nogle steder er det faktisk sådan at det reelt er tillidsrepræsentanten der sidder med den reelle magt, for vedkommende kan til enhver tid stikke en kæp i hjulet på ethvert projekt. Eftersom det jeg sælger betyder rationaliseringer – og altså også mulighed for personalereduktioner – er tillidsrepræsentanten ofte instinktivt imod. Hvorfor? Fordi den givne faggruppe mister kolleger og indflydelse når vi f.eks. kan lave noget der kan spare et antal kontorfunktionærer væk. Er det i borgerens interesse?
Hvad kan vi så gøre ved det? Det er givet at det er stort set umuligt at ændre i den nuværende kultur. Det er givet at det bliver umuligt at ændre den offentligt ansattes tilgang til det at have et job hvor det ikke handler om faggrupper, magt og politik, til noget der handler om rationel drift og kunden/borgeren i centrum. Jeg ser kun én vej. Tvang. Tving ledere og personale til at skulle kunne leve af det de faktisk udfører. Udlicitér. Sørg for at der er en bundlinje at tage hensyn til, herunder en kundekreds at tilfredstille og fastholde. Stæk fagforeningerne. Det er ganske simpelt ikke rimeligt at de har den reelle magt i de offentlige virksomheder. Det forhold er til ufattelig stor skade for dem det burde handle om: Os borgere. Vi er både kunder og ejere. Blot er indflydelsen på tilbuddene blevet stjålet fra os, så i stedet er vi i dag klienter og tvangsfinansieringskilde.
Hvad gør vi så som borgere? Magten er jo taget fra os, kampen mod den offentlige syge er næsten tabt. Vi bor jo i landet med den største og dyreste offentlige sektor. Den voldsommeste svulst i verden der tærer vore kræfter, vore ressourcer. Var jeg stadig ung og idealist, ville jeg mene det var en patriotisk borgerpligt at skatteunddrage. Men det hjælper jo kun mig, ikke mine medborgere. Så reelt har vi som voksne mennesker kun to mulighed. Forlade landet hurtigst muligt eller – om man fortsat har en rest kærlighed tilbage til mor Danmark – sikre at Liberal Alliance for så meget magt som overhovedet muligt. Meld dig ind, donér penge, stem på det parti der tør, kan og vil helbrede den offentlige syge.
