Situationen i Belgien er ikke meget anderledes fra situationen i andre vesteuropæiske lande, bortset fra det faktum at de kan være værre her end andre steder, fordi Belgien er en kunstig stat uden nogen national identitet at forsvare.
Belgien er som resten af Europa konfronteret med velfærdsimmigration. De fleste immigranter i Belgien er fra Marocco. Der er også et anseeligt antal tyrkiske immigranter.
Den overvejende del af de muslimske immigranter kom ikke til Belgien som såkaldte ”gæstearbejdere” i 1960´erne og 1970´erne. De ankom udelukkende med det formål at kræve goder. De sympatiserer med partierne på venstrefløjen. Det er selve grunden til hvorfor det socialistiske etablissement har givet dem ret til at stemme.
I Antwerpen forsvarede den socialistiske borgmester Leona Detiege politikken om statsborgerskab (og deraf følgende ret til at deltage i valghandlinger) til så mange som muligt med den begrundelse, at indfødte flamske borgere er – citerer – ”politisk overrepræsenterede da immigranterne ikke har stemmeret”.
Belgien er konfronteret med fænomenet Islam-Socialisme – en alliance mellem muslimer og Socialistpartiet. Sidstnævnte har set sine lønarbejdere forsvinde til de konservative partier, i et håb om at finde en ny vælgerbase.
Strategien har båret frugt. Ved sidste års valg i Belgien tippede immigranterne balancen til fordel for venstrefløjen.
I Bruxelles er nu mere end en femtedel af kommunalt valgte nu immigranter af ikke europæisk herkomst. De fleste er muslimer, og de fleste af dem er blevet valgt af socialister, selvom mange også er blevet mødt velkommen af kristendemokraters fagforeninger, på listerne for Det Kristendemokratiske Parti.
I valgkredsen Sint-Joost-ten-Node i Bruxelles er 11 ud af 16 socialistiske kommunale byrådsmedlemmer af ikke europæisk herkomst, ligeledes 4 ud af 5 Kristendemokrater og 2 ud af 3 venstreorienterede.
I Antwerpen er hvert tredje socialistiske byrådsmedlem muslim, og ligeså hver tredje kristendemokratiske byrådsmedlem. Ifølge den marxistiske sociolog Jan Hertogen - citat - ”Reddede immigranterne demokratiet i Belgien”.
I andre byer er situationen lignende. I Ghent er hver fjerde socialistiske byrådsmedlem muslim. I Vilvoorde, en flamsk by 20 kilometer nord for Bruxelles, er halvdelen af de socialistiske repræsentanter muslimer.
Autoriteterne vender det blinde øje til de radikale, fordi de ønsker at købe den muslimske stemme, og de radikale kontrollerer den muslimske befolkning. Socialisterne hjælper endog de radikale i deres bestræbelser på at styre den muslimske befolkning.
Sidste år, umiddelbart efter valget, fyrede byrådet i Antwerpen Marij Uijt den Bogaard, en ansat der arbejdede i immigrantområder. Uijt den Bogaard bevidnede hvordan salafistiske ekstremister overtog nabolagene, og skrev alarmerende rapporter til byens myndigheder om den tiltagende radikalisering. Dette bragte hende i konflikt med både islamisterne og hendes chefer i byen.
Byen advarede hende om, at hendes rapporter var uacceptable, og at hun måtte – citat - ”ændre sin attitude”.
Da hun holdt fast, blev hun fyret, og hendes job blev givet til en radikal salafist. Sidstnævnte arbejder nu for byen, superviserende 25 moskeer.
Indtil videre har Belgien ikke været scene for muslimsk terrorisme, selvom islamisterne jævnligt bruger landet som logistisk støttebase for aktioner andetsteds. Terrorbombningerne i Madrid blev planlagt i Belgien. De belgiske myndigheder har altid kategorisk benægtet dette, men der findes vedholdende rygter om, at Bruxelles har lavet en handel med terroristerne om, at vende det blinde øje til de udklækkede konspirationer på belgisk jord i bytte for immunitet mod angreb. I en GIA erklæring rettet mod den belgiske konge Albert II, men sendt til den franske ambassade i juni 1999, refererede den algierske terrorbevægelse eksplicit til en sådan handel.
I maj 2002 offentliggjorde den belgiske parlamentskomité der styrer statens efterretningstjeneste en rapport om dens ”undersøgelse omkring de måder efterretningstjenesten anskuer ekstremister og islamiske terroristaktiviteter”. Rapporten bekræfter, at Belgien er det logistiske samlingssted for islamiske terrorister. Rapporten erklærer, at den belgiske efterretningstjeneste ikke overvåger radikale muslimer, fordi den er
a: underfinansieret og underbemandet
b: den hviler på en gensidig forståelse med terroristerne om ikke at angribe Belgien
c: den frygter at blive anklaget for racisme eller xenofobi mod immigranter eller muslimer
Ifølge rapporten er det belgisk muslimske samfund siden midten af 1980´erne blevet svært infiltreret af officielt 350,000 fundamentalistiske ekstremister, af hvilke 200,000 er fra Marocco og 100,000 fra Tyrkiet.
30 af Belgien´s 300 moskeer, siger rapporten, drives af fundamentalistiske gejstlige. Jihadkandidater rekrutteres blandt muslimer i skoler, fængsler, hospitaler og sportscentre. Belgien har netop officielt anerkendt den muslimske religion, og som følge heraf støtter islamiske gejstlige og lærere finansielt. Sidstnævnte har fri adgang til folkeskolen. Myndighederne kontrollerer ikke hvad der propaganderes for. Rapporten advarer om, at fundamentalistiske Saudi-støttede salafistbevægelser er i færd med at skabe en religiøs stat i den belgiske stat. Den største moske i Belgien styres af Saudi-sekter. Den er centrum for den islamiske kultur i Belgien. Institutionen har ansat 600 muslimske lærere, hvis lønninger finansieres af den belgiske stat. Ifølge rapporten har centret sit eget ”islamiske politi”, der overvåger visse dele af Bruxelles med store koncentrationer af muslimer.
Rapporten siger, at Bruxelles er blevet et ideelt logistisk centrum for internationale terroristgrupper grundet Belgien´s åbne immigrationspolitik, myndighedernes velvillige ”forsigtigheds”-politikker mod moskeer og islamisk centre, Belgien´s geografiske position og det faktum at fransk er det officielle sprog i Bruxelles, hvilket gør byen attraktiv for nordafrikanere.
Godelieve Timmermans, chef for den belgiske statssikkerhed, trak sig tilbage efter at detaljer af rapporten var blevet lækket til pressen. Desværre er situationen ikke blevet bedre gennem de seneste år. Senest har man kunne høre Jean-Claude Delepiere, chef for OCAD, den belgiske regerings terrorismemonitor sige, at ”der er ingen substantielle beviser” på at et terrorangreb på Belgien er under opsejling, da – citat – ”Belgien omhyggeligt har undgået enhver aggressiv attitude der kan provokere negative reaktioner fra muslimer”.
Og Belgien passer sandelig på ikke at provokere negative reaktioner fra islamister. Dette er sandsynligvis også grunden til, at den seneste pan-europæiske anti-islamificeringsdemonstration blev forbudt af myndighederne, og hvorfor fredelige demonstranter blev tævet af politiet. Fredelige hensigter er intet nyt i Belgien. Belgien har gennem historien altid prøvet at forlige sig med sine fjender. Belgien har tilsyneladende ikke lært noget af sin historie.
Radikal Islam besejrer Belgien og Europa gennem massiv immigration og høje fødselsrater. Libyen´s Muammar Gadaffi formulerer det således: ”Vi har 50 millioner muslimer i Europa. De er et tegn på, at Allah vil give os sejr over Europa – uden sværd, uden kanoner, uden besejring. De 50 millioner muslimer i Europa vil indenfor få årtier gøre Europa muslimsk. Allah mobiliserer yderligere det muslimske Tyrkiet til E.U. Det er yderligere 50 millioner muslimer. Der vil da være 100 millioner muslimer in Europa. Albanien, der er et muslimsk land, er allerede i E.U. Bosnien der er et muslimsk land, er allerede i E.U. 50% af befolkningerne i disse lande er muslimsk”. (Al Jazeera den 10. april 2006). Gadaffi kan meget vel have ret.
I Antwerpen bor der omkring 70.000 muslimer, eller op mod 15% af befolkningen. I de kommunale folkeskoler i Antwerpen repræsenterer muslimske børn over en tredjedel af eleverne. Dette tal forøges hvert år. Hvis denne udvikling fortsætter vil Antwerpen være muslimsk i år 2050. I Bruxelles er udviklingen endnu mere dramatisk. I dag er den oprindelige befolkning allerede en minoritet i Bruxelles. Over halvdelen af befolkningen i Bruxelles har fremmede rødder. En tredjedel af befolkningen i Bruxelles er muslimsk. Det oftest valgte fornavn for nyfødte i Bruxelles og Antwerpen, er Muhammed.
Samtidig har man registreret en forfærdelig radikaliseringstrend blandt muslimske unge i Flandern. En undersøgelse blandt 500 muslimske unge afslører, at halvdelen af dem mener, at Koranen bør følges bogstaveligt. To tredjedele indikerede, at de vil tvinge deres børn til også at blive muslimer. Kun en fjerdedel af respondenterne svarede benægtende på spørgsmålet om, hvor vidt muslimer er bedre mennesker end ikke-muslimer. Denne radikalisering anspores af jævnlige besøg på radikale islamiske hjemmesider. Næsten enhver muslim har adgang til satellitfjernsyn, hvor de ser radikale islamiske kanaler.
Den tiltagende demografiske vægt af det muslimske samfund, og den tiltagende radikalisering blandt muslimer, sætter samfundene under stort pres. Både Bruxelles og Antwerpen har været scener for etnisk og religiøs vold. Unge muslimer bringer ødelæggelse, de chikanerer den oprindelige befolkning og endog politiet. Vælgermæssige overvejelser og frygten for eskalering former politikkerne til eftergivelse overfor muslimske samfund. Selv grundlæggende vestlige demokratiske principper og landvindinger er i fare, som eksempelvis ligestillingen mænd og kvinder imellem, eller delingen mellem stat og kirke.
Her er nogle eksempler fra Antwerpen:
Antwerpen var den første af mange byer i Flandern der tillod forbudte tidspunkter for mænd i offentlige svømmehaller, til fordel for kvinder, eftersom deres partnere ikke tillader mænd i nærheden af deres kvinder.
Al skolemad i Antwerpen er tilberedt ”halal” ifølge muslimske forskrifter. Skoleregulativer nævner eksplicit, at gris eller hest er fuldstændigt forbudt i skolemenuerne – selv for kristne elever. Dette alene for at imødekomme muslimske krav.
Neutraliteten af offentlig service i Antwerpen blev forgiftet af et tiltagende antal muslimske gejstlige i receptioner. Derfor ville byrådet forbyde alle religiøse udtryk overhovedet. Dette skulle gælde for både muslimske slør, kristne kors og jødiske hovedbeklædninger. Muslimerne protesterede rasende, og krævede et generelt forbud mod julepynt og påskechokolade på arbejdspladser. Forbudet mod muslimske slør blev omgående trukket tilbage, men mystisk nok blev forbudet mod kristne kors og jødiske hovedbeklædninger ikke trukket tilbage.
Det må i mellemtiden stå klart, at teorien om ”fred” har slået fejl. Jo mere vi giver efter for muslimske krav, jo større er de næste krav. Flandern´s ledende islamolog i Europa, professor Urbain Vermeulen, efterlader intet rum for fejlfortolkning vedrørende den muslimske motivation:
De vil simpelthen ikke integreres. Hvis de ønsker en integration, så er det i overensstemmelse med deres islamiske moral. De vil leve i VORE lande ifølge DERES regler. Og hvis dette vantro regime tillader det, så er det så meget bedre for dem. Derfor vover jeg at sige, at slørbæring, det kontinuerlige krav om generaliseringen af islamiske regler, håndhævelsen af muslimske regler i den konstitutionelle separation af kirke – undskyld – moske og stats navn, alle essentielt er afvisninger af vort samfund som hele”.
Belgien er som resten af Europa konfronteret med velfærdsimmigration. De fleste immigranter i Belgien er fra Marocco. Der er også et anseeligt antal tyrkiske immigranter.
Den overvejende del af de muslimske immigranter kom ikke til Belgien som såkaldte ”gæstearbejdere” i 1960´erne og 1970´erne. De ankom udelukkende med det formål at kræve goder. De sympatiserer med partierne på venstrefløjen. Det er selve grunden til hvorfor det socialistiske etablissement har givet dem ret til at stemme.
I Antwerpen forsvarede den socialistiske borgmester Leona Detiege politikken om statsborgerskab (og deraf følgende ret til at deltage i valghandlinger) til så mange som muligt med den begrundelse, at indfødte flamske borgere er – citerer – ”politisk overrepræsenterede da immigranterne ikke har stemmeret”.
Belgien er konfronteret med fænomenet Islam-Socialisme – en alliance mellem muslimer og Socialistpartiet. Sidstnævnte har set sine lønarbejdere forsvinde til de konservative partier, i et håb om at finde en ny vælgerbase.
Strategien har båret frugt. Ved sidste års valg i Belgien tippede immigranterne balancen til fordel for venstrefløjen.
I Bruxelles er nu mere end en femtedel af kommunalt valgte nu immigranter af ikke europæisk herkomst. De fleste er muslimer, og de fleste af dem er blevet valgt af socialister, selvom mange også er blevet mødt velkommen af kristendemokraters fagforeninger, på listerne for Det Kristendemokratiske Parti.
I valgkredsen Sint-Joost-ten-Node i Bruxelles er 11 ud af 16 socialistiske kommunale byrådsmedlemmer af ikke europæisk herkomst, ligeledes 4 ud af 5 Kristendemokrater og 2 ud af 3 venstreorienterede.
I Antwerpen er hvert tredje socialistiske byrådsmedlem muslim, og ligeså hver tredje kristendemokratiske byrådsmedlem. Ifølge den marxistiske sociolog Jan Hertogen - citat - ”Reddede immigranterne demokratiet i Belgien”.
I andre byer er situationen lignende. I Ghent er hver fjerde socialistiske byrådsmedlem muslim. I Vilvoorde, en flamsk by 20 kilometer nord for Bruxelles, er halvdelen af de socialistiske repræsentanter muslimer.
Autoriteterne vender det blinde øje til de radikale, fordi de ønsker at købe den muslimske stemme, og de radikale kontrollerer den muslimske befolkning. Socialisterne hjælper endog de radikale i deres bestræbelser på at styre den muslimske befolkning.
Sidste år, umiddelbart efter valget, fyrede byrådet i Antwerpen Marij Uijt den Bogaard, en ansat der arbejdede i immigrantområder. Uijt den Bogaard bevidnede hvordan salafistiske ekstremister overtog nabolagene, og skrev alarmerende rapporter til byens myndigheder om den tiltagende radikalisering. Dette bragte hende i konflikt med både islamisterne og hendes chefer i byen.
Byen advarede hende om, at hendes rapporter var uacceptable, og at hun måtte – citat - ”ændre sin attitude”.
Da hun holdt fast, blev hun fyret, og hendes job blev givet til en radikal salafist. Sidstnævnte arbejder nu for byen, superviserende 25 moskeer.
Indtil videre har Belgien ikke været scene for muslimsk terrorisme, selvom islamisterne jævnligt bruger landet som logistisk støttebase for aktioner andetsteds. Terrorbombningerne i Madrid blev planlagt i Belgien. De belgiske myndigheder har altid kategorisk benægtet dette, men der findes vedholdende rygter om, at Bruxelles har lavet en handel med terroristerne om, at vende det blinde øje til de udklækkede konspirationer på belgisk jord i bytte for immunitet mod angreb. I en GIA erklæring rettet mod den belgiske konge Albert II, men sendt til den franske ambassade i juni 1999, refererede den algierske terrorbevægelse eksplicit til en sådan handel.
I maj 2002 offentliggjorde den belgiske parlamentskomité der styrer statens efterretningstjeneste en rapport om dens ”undersøgelse omkring de måder efterretningstjenesten anskuer ekstremister og islamiske terroristaktiviteter”. Rapporten bekræfter, at Belgien er det logistiske samlingssted for islamiske terrorister. Rapporten erklærer, at den belgiske efterretningstjeneste ikke overvåger radikale muslimer, fordi den er
a: underfinansieret og underbemandet
b: den hviler på en gensidig forståelse med terroristerne om ikke at angribe Belgien
c: den frygter at blive anklaget for racisme eller xenofobi mod immigranter eller muslimer
Ifølge rapporten er det belgisk muslimske samfund siden midten af 1980´erne blevet svært infiltreret af officielt 350,000 fundamentalistiske ekstremister, af hvilke 200,000 er fra Marocco og 100,000 fra Tyrkiet.
30 af Belgien´s 300 moskeer, siger rapporten, drives af fundamentalistiske gejstlige. Jihadkandidater rekrutteres blandt muslimer i skoler, fængsler, hospitaler og sportscentre. Belgien har netop officielt anerkendt den muslimske religion, og som følge heraf støtter islamiske gejstlige og lærere finansielt. Sidstnævnte har fri adgang til folkeskolen. Myndighederne kontrollerer ikke hvad der propaganderes for. Rapporten advarer om, at fundamentalistiske Saudi-støttede salafistbevægelser er i færd med at skabe en religiøs stat i den belgiske stat. Den største moske i Belgien styres af Saudi-sekter. Den er centrum for den islamiske kultur i Belgien. Institutionen har ansat 600 muslimske lærere, hvis lønninger finansieres af den belgiske stat. Ifølge rapporten har centret sit eget ”islamiske politi”, der overvåger visse dele af Bruxelles med store koncentrationer af muslimer.
Rapporten siger, at Bruxelles er blevet et ideelt logistisk centrum for internationale terroristgrupper grundet Belgien´s åbne immigrationspolitik, myndighedernes velvillige ”forsigtigheds”-politikker mod moskeer og islamisk centre, Belgien´s geografiske position og det faktum at fransk er det officielle sprog i Bruxelles, hvilket gør byen attraktiv for nordafrikanere.
Godelieve Timmermans, chef for den belgiske statssikkerhed, trak sig tilbage efter at detaljer af rapporten var blevet lækket til pressen. Desværre er situationen ikke blevet bedre gennem de seneste år. Senest har man kunne høre Jean-Claude Delepiere, chef for OCAD, den belgiske regerings terrorismemonitor sige, at ”der er ingen substantielle beviser” på at et terrorangreb på Belgien er under opsejling, da – citat – ”Belgien omhyggeligt har undgået enhver aggressiv attitude der kan provokere negative reaktioner fra muslimer”.
Og Belgien passer sandelig på ikke at provokere negative reaktioner fra islamister. Dette er sandsynligvis også grunden til, at den seneste pan-europæiske anti-islamificeringsdemonstration blev forbudt af myndighederne, og hvorfor fredelige demonstranter blev tævet af politiet. Fredelige hensigter er intet nyt i Belgien. Belgien har gennem historien altid prøvet at forlige sig med sine fjender. Belgien har tilsyneladende ikke lært noget af sin historie.
Radikal Islam besejrer Belgien og Europa gennem massiv immigration og høje fødselsrater. Libyen´s Muammar Gadaffi formulerer det således: ”Vi har 50 millioner muslimer i Europa. De er et tegn på, at Allah vil give os sejr over Europa – uden sværd, uden kanoner, uden besejring. De 50 millioner muslimer i Europa vil indenfor få årtier gøre Europa muslimsk. Allah mobiliserer yderligere det muslimske Tyrkiet til E.U. Det er yderligere 50 millioner muslimer. Der vil da være 100 millioner muslimer in Europa. Albanien, der er et muslimsk land, er allerede i E.U. Bosnien der er et muslimsk land, er allerede i E.U. 50% af befolkningerne i disse lande er muslimsk”. (Al Jazeera den 10. april 2006). Gadaffi kan meget vel have ret.
I Antwerpen bor der omkring 70.000 muslimer, eller op mod 15% af befolkningen. I de kommunale folkeskoler i Antwerpen repræsenterer muslimske børn over en tredjedel af eleverne. Dette tal forøges hvert år. Hvis denne udvikling fortsætter vil Antwerpen være muslimsk i år 2050. I Bruxelles er udviklingen endnu mere dramatisk. I dag er den oprindelige befolkning allerede en minoritet i Bruxelles. Over halvdelen af befolkningen i Bruxelles har fremmede rødder. En tredjedel af befolkningen i Bruxelles er muslimsk. Det oftest valgte fornavn for nyfødte i Bruxelles og Antwerpen, er Muhammed.
Samtidig har man registreret en forfærdelig radikaliseringstrend blandt muslimske unge i Flandern. En undersøgelse blandt 500 muslimske unge afslører, at halvdelen af dem mener, at Koranen bør følges bogstaveligt. To tredjedele indikerede, at de vil tvinge deres børn til også at blive muslimer. Kun en fjerdedel af respondenterne svarede benægtende på spørgsmålet om, hvor vidt muslimer er bedre mennesker end ikke-muslimer. Denne radikalisering anspores af jævnlige besøg på radikale islamiske hjemmesider. Næsten enhver muslim har adgang til satellitfjernsyn, hvor de ser radikale islamiske kanaler.
Den tiltagende demografiske vægt af det muslimske samfund, og den tiltagende radikalisering blandt muslimer, sætter samfundene under stort pres. Både Bruxelles og Antwerpen har været scener for etnisk og religiøs vold. Unge muslimer bringer ødelæggelse, de chikanerer den oprindelige befolkning og endog politiet. Vælgermæssige overvejelser og frygten for eskalering former politikkerne til eftergivelse overfor muslimske samfund. Selv grundlæggende vestlige demokratiske principper og landvindinger er i fare, som eksempelvis ligestillingen mænd og kvinder imellem, eller delingen mellem stat og kirke.
Her er nogle eksempler fra Antwerpen:
Antwerpen var den første af mange byer i Flandern der tillod forbudte tidspunkter for mænd i offentlige svømmehaller, til fordel for kvinder, eftersom deres partnere ikke tillader mænd i nærheden af deres kvinder.
Al skolemad i Antwerpen er tilberedt ”halal” ifølge muslimske forskrifter. Skoleregulativer nævner eksplicit, at gris eller hest er fuldstændigt forbudt i skolemenuerne – selv for kristne elever. Dette alene for at imødekomme muslimske krav.
Neutraliteten af offentlig service i Antwerpen blev forgiftet af et tiltagende antal muslimske gejstlige i receptioner. Derfor ville byrådet forbyde alle religiøse udtryk overhovedet. Dette skulle gælde for både muslimske slør, kristne kors og jødiske hovedbeklædninger. Muslimerne protesterede rasende, og krævede et generelt forbud mod julepynt og påskechokolade på arbejdspladser. Forbudet mod muslimske slør blev omgående trukket tilbage, men mystisk nok blev forbudet mod kristne kors og jødiske hovedbeklædninger ikke trukket tilbage.
Det må i mellemtiden stå klart, at teorien om ”fred” har slået fejl. Jo mere vi giver efter for muslimske krav, jo større er de næste krav. Flandern´s ledende islamolog i Europa, professor Urbain Vermeulen, efterlader intet rum for fejlfortolkning vedrørende den muslimske motivation:
De vil simpelthen ikke integreres. Hvis de ønsker en integration, så er det i overensstemmelse med deres islamiske moral. De vil leve i VORE lande ifølge DERES regler. Og hvis dette vantro regime tillader det, så er det så meget bedre for dem. Derfor vover jeg at sige, at slørbæring, det kontinuerlige krav om generaliseringen af islamiske regler, håndhævelsen af muslimske regler i den konstitutionelle separation af kirke – undskyld – moske og stats navn, alle essentielt er afvisninger af vort samfund som hele”.
