Af
Niels Westy, cand. polit.
Igennem mere end 100 år har man med stadig stigende intensitet ført, hvad Nixon-administrationen i slutningen af 1960erne døbte, en "krig mod narko". Omkostningerne er astronomiske. Alene i USA regner man med, at de direkte udgifter for skatteyderne i år løber op i 50 mia. dollars, mens de herhjemme skønnes at ligge på den forkerte side af 5 mia. kroner. Alt tyder dog på at der er tale om en frugtesløs indsats og dermed et gigantisk spild af skatteydernes penge.
Siden man i USA (endnu) en gang skruede indsatsen i vejret i slutningen af 1980erne i et forsøg på at begrænse udbuddet af narkotika, er priserne på de illegale stoffer faldet markant. Prisen på heroin er faldet til en femtedel siden begyndelsen af 1990erne, mens priserne på kokain og cannabis er halveret. I Colombia, hvor USA bruger mia. af dollars i et forsøg på at mindske udbuddet af kokain, er coca høsten steget ca. 1/3 siden 1999.
Forsøg på at begrænse efterspørgslen udviser samme mangel på succes - både i udlandet og herhjemme. Varierende typer af narkotikas stigende og faldende popularitet synes primært at være styret af faktorer, som intet har med kampen mod narko at gøre (økonomisk udvikling, skiftende ungdomskulturer osv.).
Da regeringen herhjemme for et par år siden lancerede sin nye og skrappere narkopolitik, lagde man vægt på, at den førte politik de seneste 30-40 år har virket. Påstanden er, at kun 26% af befolkningen over 16 år har prøvet cannabis, 5% kokain og under 1% heroin. Med andre ord, uden den førte politik ville tallet have været meget højere.
Denne påstand er helt hen i vejret - og de "lave" tal fremkommer kun, fordi man inddrager aldersgrupper, der allerede havde lagt deres ungdom bag sig, da en række narkotika for alvor blev kendt uden for en snæver kreds. Det er mere relevant at begrænse sig til at se på gruppen 16-44 årige, da alle i denne aldersgruppe har haft deres opvækst under skiftende regeringers forsøg på at begrænse forbruget af illegale stoffer. Her viser det sig, at næsten halvdelen af de 16-44 årige havde prøvet at ryge hash, mens 10% havde prøvet andre former for narkotika - en hyppighed der er langt højere end blandt de, der havde gennemlevet deres ungdom uden oplysende pjecer, SSP, advarende foredrag af tidligere narkomaner osv. osv.
Har "kampen mod narko" kun haft ringe eller ingen indflydelse på udbud og efterspørgsel, har den indebåret store samfundsøkonomiske og menneskelige omkostninger, ligesom en betydelig del af samfundets volds- og berigelseskriminalitet er direkte narkotikarelateret.
De der først og fremmest har profiteret på den førte narkotikapolitik, har været den organiserede kriminalitet og i stigende grad en lang række terrororganisationer verden rundt, fra FARC i Colombia til Talliban i Afghanistan.
Hermed kommer "kampen mod narko" i direkte konflikt med "kampen mod terror" som den har udfoldet sig efter 11. september 2001.
Netop i Afghanistan er kampen mod narko og mod terror sammenblandet i en sådan grad, at det kan risikere at være en af hovedårsagerne, hvis Afghanistan tabes på sigt, hvilket desværre er et realistisk scenario.
Betydningen af valmuedyrkningen i Afghanistan - der i dag tegner sig for ca. 90% af det globale udbud - kan næppe overvurderes, hverken som finansieringskilde for Talliban eller som eksistensgrundlag for den almindelige afghaner. Man regner således med, at dyrkning og salg af valmuer udgør ca. halvdelen af Afghanistans samlede nationalindkomst.
De løbende rapporter fra NATOs indsats i Afghanistan er ikke opløftende læsning. Et er, at militærstyrken formentlig er alt for lille, ligesom det er en stor logistisk udfordring at koordinere en militær indsats med et hav af deltagerlande, der alle har deres egne begrænsninger på, hvor deres kontingent af styrker må operere, og hvad de må lave. Noget andet er hvilken effekt det har på kampen om lokalbefolkningens "hearts and minds", når lokalbefolkningen i "befriede" områder (næppe til de militære styrkers udelte tilfredshed) efterfølgende oplever, at deres eksistensgrundlag forsvinder i takt med at man destruerer årets valmuehøst.
Et gammelt ordsprog siger, at vejen til en mands hjerte går gennem hans mave. Hvorvidt det passer i vores velstående del af verden kan nok betvivles, men mon ikke det gælder i et af verdens fattigste lande?
Helt absurd bliver det med tanke på, at vores forbud mod narkotika og de enorme summer der bruges på at bekæmpe salg og forbrug af samme, i realiteten finansierer en lang række terrororganisationers blodige aktiviteter. Den umiddelbare effekt af en afkriminalisering ville nemlig være et drastisk fald i fortjenesten på produktion og ikke mindst distribution af narkotika, hvorved terroristerne ville få svære ved at finansiere deres blodige aktiviteter.
Også herhjemme vil effekterne af en afkriminalisering være gunstige. Volds- og berigelseskriminaliteten vil falde, besparelsen på de offentlige budgetter vil kunne finansiere en nedsættelse af topskatten med indtil flere procentpoints, og den kummerlige tilværelse de fleste narkomaner i dag fører, vil være mindre kummerlig.
Nogle vil sikkert indvende, at en afkriminalisering af narkotika medfører en stigning i antallet af narkomaner, men det er der næppe grund til at frygte. Et sådan scenario forudsætter at man tror på, at forbud og straf er de væsentligste pejlemærker for vores adfærd. Ydermere kræver det at man i bund og grund forudsætter at vi er idioter, der ikke er i stand til at vurdere risici ved indtagelse af narko.
