Mange liberale borgere, tænkere og politikere retter ofte kritik mod det danske samfund og dansk lovgivning, som mange af disse mener er lovgivning og regulering, som indskrænker den personlige frihed. Man kan ofte høre Anders Samuelsens og chefjurist i den borgerligt liberale tænketank Cepos, Jacob Mchangamas stemme i debatten, hvor de retter en alvorlig kritik mod “regelsamfundet”, som har udviklet sig til et bigmother-samfund, hvor det personlige ansvar er helt fraværende.
Desværre er der for mange liberale tænkere, som Anders Samuelsen og Jacob Mchangama, der er så forhippede på at være liberale, at de glemmer nuancerne i vores samfund og helt ukritisk påtager sig en alt for liberal holdning, som virker mere kunstig end ægte, i hvert fald på visse punkter.
Mange liberale tænkere er per definition imod lovgivning, blot fordi det er lovgivning, og denne liberale tankegang kan jeg på ingen måde tilslutte mig, og jeg forstår heller ikke liberalisters ihærdige ønske om at give for mange rettigheder (forstå mig ret), til den enkelte borger i et samfund som det danske, hvor alle samfundsøkonomiske regninger i alle henseender ender ude hos skatteyderne.
Konkrete eksempler på disse "mange liberale tænkere", som per definition er imod lovgivning blot fordi, det er lovgivning, kan nævnes hele Venstres og Konservatives folketingsgruppe (65-70 personer), som jo klart sagde nej tak til en særlovgivning, der ville få de unge ud af solarierne, selvom det i sidste ende er skatteyderne, der skal betale for de unges kræftbehandling.
Jeg bliver dybt provokeret, når jeg ser hårdtarbejdende danskeres skattebetalinger ende i lommen på alkoholikere, som står uden for arbejdsmarkedet. Jeg provokeres af kontanthjælpen, som ender i lommen på narkomanen, som bruger hele sin bistand på at købe heroin og samtidig holder gang i pusherens kriminelle foretagende for skatterydernes penge, og jeg bliver lige så provokeret når jeg hører, at liberalister er imod lovgivning som f.eks. alderslovgivning med hensyn til brug af solarier for unge mennesker, når regningen for deres kræftbehandlingen ender ude hos den enkelte skatteyder.
Det personlige ansvar i Danmark er chokerende lille, hvis ikke totalt fraværende, og det er ifølge mig ét af de største udfordringer vores samfund står overfor; nemlig at kræve noget mere af dem, som sagtens kan tage et personligt ansvar samt målrette velfærden mod dem, som reelt har behov for den.
Men når danske statsborgere ser over halvdelen af deres indkomst blive spist op af verdens højeste skattetryk, og den resterende halvdel bliver spist af ekstreme afgifter og en moms på 25 %, så vil jeg som skatteyder så sandelig også have en indflydelse på de milliarder, vi som skatteydere kaster ind på offentlige konti.
Jeg støtter fuldkommen de føromtalte personers kamp for en større personlig frihed, et markant større personligt ansvar, mindre regulering og kampen mod frihedsfratagende lovgivning. Men vi bliver også nødt til at erkende, at første skridt på denne vej er lavere skatter, mere brugerbetaling, målretning af velfærden, afskaffelse af de kollektive velfærdsydelser, liberale skattereformer og sundhedsreformer mv.
Som samfundet ser ud i dets nuværende form, støtter jeg tanken om, at misbrugere på overførselsindkomster ikke skal have bistand udbetalt som et kontant beløb, men derimod som madbilletter. Jeg støtter tanken om at forbyde unge mennesker i at gå i solarier, når deres hudkræft skal behandles for skatteydernes regning. Jeg støtter tanken om aldergrænser for køb af tobak og høje afgifter på alkohol (også selvom dette skaber mere grænsehandel), når det er den enkelte skatteyder, der skal finansiere behandlingen af lungekræftspatienter og behandlingen af personer med skrumpelever.
Sådan kunne jeg blive ved, for jeg støtter faktisk ganske mange frihedsfratagende initiativer, som samfundet ser ud i dets nuværende form.
Men der er slet ingen tvivl om, at kontrol, regulering og forbud ikke hører et demokrati til. Disse elementer bør vi for alt i verden søge at reducere, og det kræver, at skatten sænkes, brugerbetalingen styrkes og den offentlige sektor mindskes.
Men sænkes skatten? Den mest ekstreme form for brugerbetaling i Danmark, er det ikke når du har glemt at aflevere en bog på biblioteket, og herefter skal betale 10 kr. i bøde? Har du en fornemmelse af, at den offentlige sektor er blevet mindre de sidste 10 år?
Jeg støtter visse indskrænkninger, men det gør jeg udelukkende ud fra en betragtning af vores skattetryk. Når jeg ser danske borgere betale verdens højeste skat, verdens højeste afgifter og verdens højeste moms, så finder jeg det også kun rimeligt, at vi begrænser den enkelte borgers frihed, når regningen for denne frihed skal betales af den enkelte skatteyder, og giver skatteryderne mere selvbestemmelse over brugen af deres indkrævede midler.
Jeg savner nogle kritiske liberalister i debatten, som ikke blot snakker om et større personligt ansvar og mere personlig frihed, fordi det står på side 1 i en liberalistisk lærebog.
Jeg savner liberalister, som til deres argumentation tilføjer, at mere personlig frihed, færre forbud og langt mindre regulering kræver en mindre offentlig sektor, et markant lavere skattetryk og målretning af vores velfærdsydelser, og jeg savner i den grad liberalister, som tør vægte nuancerne i vores samfund.
