Det Konservative Folkepartis krise, der vel på mange måder startede, da en beruset partiformand kørte ind i en betonklods, er en politisk Matrjosjka–dukke. Partiet har siden Hans Engell i 1997 haft hele fem forskellige partiformænd. For hver ny formand mente man, at lavpunktet var nået, men alligevel flækkedes dukken, og et nyt og endnu mindre Konservativt Folkeparti viste sit ansigt gang på gang. Med meningsmålinger solidt plantet under 3%, romantiseres der nu om gamle dage under mr. 10%, Bendt Bendtsen. Men sagen er den, at det jo ikke er Lars Barfoed, der startede partiets nedtur.
Det er derfor nyttesløst, når der i indre rækker hos De Konservative tales om formandsskifte. Hvad skulle en ny formand kunne gøre, som utallige andre ikke har forsøgt tidligere? Man mangler simpelthen forståelse for baggrunden for partiets nedtur, hvis man tror, at problemet forsvinder som ved et slag med en tryllestav med en ny formand.
Groft sagt, kan man inddele baggrunden for partiets krise i tre grupper:
1. Partiet har en identitetskrise. Det handler ikke så meget om politik, men mere at vælgerne ikke kan forholde sig til partiet. De ved ikke, hvad det fortæller om dem som person, at de stemmer konservativt. Det var ikke svært tidligere, men det kan i dag være vanskeligt for mange at forestille sig, hvad det vil sige at stemme på partiet, når der er så mange andre og mere spændende ’tilbud’ til vælgerne.
2. Partiet har også en politisk krise. Dels fordi de er presset på den økonomiske politik fra Liberal Alliance og på den værdimæssige fra Dansk Folkeparti, men også fordi man længe har forsøgt at stå på for mange ben, politisk set. I forsøget på at krybe sig op på de 15, 10 eller nu 5%, prøver man desperat at appellere til så mange vælgergrupper, at man ender med ikke at nå nogen. Partiets noget tvetydige EU-linje er et godt eksempel på dette.
3. Tredje problem, som egentlig er et resultat af årtier uden løsninger på de to ovenstående, er den demografiske udvikling. Ifølge tal fra Danmarks Radio tidligere på året er ca. 36% af partiets vælgere over 56 år gamle, hvorimod kun 18% er under 34 år (sammenlignet med Liberal Alliances 61% blandt unge vælgere). Lidt kynisk set kunne man sige, at en stor del af de resterende vælgere hos partiet dør år for år. Set over 20-30 år har dette kunnet mærkes.
Lars Barfoed eller en evt. ny formand står foran, at skulle løse disse 3 problemer, før partiet kan rejses igen. Ligeså meget som jeg gerne så en stærk konservativ stemme til at hjælpe med at skubbe samfundet i den rigtige retning, ligeså lidt tiltro har jeg til, at det er en opgave Det Konservative Folkeparti kan løfte i fremtiden. Det mest sandsynlige er, at partiet langsomt vil forsvinde ud af den politiske kampplads. Næppe ved næste folketingsvalg, men partiet vil uundgåeligt lide dødsstødet, hvis det bliver sat udenfor indflydelse i den næste borgerlige regering med parlamentarisk grundlag i LA, sådan som alt peger mod for tiden. Det ville nok også være til det bedste.
