Koblingen mellem teknologidesign og samfundsøkonomi ignores i debatten som næsten kun orienteres mod graden af omfordeling og diverse forbud.
Det forhold at FInansministeriet er i færd med at tvangsudbrede den rene DDR-økonomiske tilgang via teknologitiltag fylder meget lidt i samfundsdebatten.
Man kunne sagtens have tænkt borgeren i centrum, men går det stort set aldrig. I stedet bliver processen til noget halvdesparate forsvar mod stadigt grovere planøkonomiske tiltag som rammer stadigt flere processer og borgere, når man centraliserer og tvangsensretter.
Den negative effekt på konkurrence- og innovationsevnen af Finansminsteriets tekniske fejldesign fokuseret på centralt detailstyring af alt og tvungne one-size-fits-all kan opgøres til en eksponentielt stigende bekastning.Den er ikke blot med til (formentlig den primære del) at forstærke den offentlige sektors produktivitetskrise, men nu ser vi i stigende grad hvordan staten tvangseksporterer denne til den private sektor.Når man aktivt forhindrer behovet i at trække tilpasningen af værdikæderne, så svarer det til at træde på innovationsbremsen med hele sin vægt.
Det løser intet at sætte skatten ned, hvis du ikke har frihed til at handle eller ret til at vælge. Det er som at lade nogen side i ørkenen med masser af penge, mens de dør af tørst fordi de ikke kan få adgang til at lave løsninger som finder den nærmeste oase som atlernativ til en vandpyt med en lang kø og en gatekeeper som kunstigt overtakserer adgangen fordi de fik helt til at få udstedet et monopol..
Det forhold at FInansministeriet er i færd med at tvangsudbrede den rene DDR-økonomiske tilgang via teknologitiltag fylder meget lidt i samfundsdebatten.
Man kunne sagtens have tænkt borgeren i centrum, men går det stort set aldrig. I stedet bliver processen til noget halvdesparate forsvar mod stadigt grovere planøkonomiske tiltag som rammer stadigt flere processer og borgere, når man centraliserer og tvangsensretter.
Den negative effekt på konkurrence- og innovationsevnen af Finansminsteriets tekniske fejldesign fokuseret på centralt detailstyring af alt og tvungne one-size-fits-all kan opgøres til en eksponentielt stigende bekastning.Den er ikke blot med til (formentlig den primære del) at forstærke den offentlige sektors produktivitetskrise, men nu ser vi i stigende grad hvordan staten tvangseksporterer denne til den private sektor.Når man aktivt forhindrer behovet i at trække tilpasningen af værdikæderne, så svarer det til at træde på innovationsbremsen med hele sin vægt.
Det løser intet at sætte skatten ned, hvis du ikke har frihed til at handle eller ret til at vælge. Det er som at lade nogen side i ørkenen med masser af penge, mens de dør af tørst fordi de ikke kan få adgang til at lave løsninger som finder den nærmeste oase som atlernativ til en vandpyt med en lang kø og en gatekeeper som kunstigt overtakserer adgangen fordi de fik helt til at få udstedet et monopol..
