Multikulturalisme kan forstås som en kombination af kræfter og indflydelser, forskellige men ikke indbyrdes udelukkende.
Én måde at anskue dette på er, at multikulturalismen ”bare skete”, et tilfældigt resultat af teknologisk globalisering. Selvom globalt migrationspres og moderne kommunikation afgjort har bidraget, er denne tese i mine øjne næsten helt sikkert forenklet. Der er overvældende beviser på, at multikulturalismen af varierende grupper blev tilskyndet med hensigt. Hvis noget er den et indirekte resultat af globaliseringen, gennem multinationale selskaber, og skabelsen af en international elite, hvis gensidige loyalitet tiltagende overgik nationale interesser.
Det siges at alle de mest destruktive ideologier i den moderne æra, er opstået i Europa. Men man kan overveje, om Multikulturalisme er én af de få stupide ideer amerikanerne har eksporteret til Europa. Den danske skribent Lars Hedegaard påstår, at multikulturalismen stammer fra U.S.A. i kølvandet på 1960´ernes borgerrettighedsbevægelse. Ved nærmere eftertanke virker denne forklaring sandsynlig.
Måske er Multikulturalisme en anti-europæisk ideologi, med U.S.A. – og senere Canada, Australien og New Zealand – distancerende dem selv fra deres europæiske arv, hvor Europa i den forbindelse har distanceret sig fra sig selv. En amerikansk blogger skrev, at det er fuldstændigt på sin plads på enhver mulig måde at skrotte europæisk kultur, men da der forsigtigt blev stillet nogle spørgsmål, om effekten af den massive latinamerikanske immigration, udelukkende ville være nyttig, blev denne anklaget for at være racist.
Det er blevet foreslået, at multikulturalismen opstod i Canada. En enkelt har foreslået Schweiz. Men med al respekt må den kulturelle indflydelse fra Schweiz eller Canada siges at være begrænset. U.S.A. har på den anden side udøvet kraftfuld kulturel oversøisk indflydelse verden over efter Anden Verdenskrig, og har været i en position til eksporten af en ideologi.
Borgerrettighedsbevægelsen fandt sted på baggrund af et vestligt ungdomsoprør med marxistisk indflydelse. Selvom multikulturalismen måske ikke er direkte rodfæstet i marxistisk lære, så er dens anti-vestlige attituder og radikale egalitarisme i det mindste kompatibel med ideerne om tvangslighed, og aspekter af multikulturalismen er tilstrækkeligt lig marxismen til at forklare, hvorfor dens mest glødende tilhængere er venstreorienterede, og hvorfor Politisk Korrekthed, den bløde totalitære form for censur indlagt til styrkelse af multikulturalismen, af disse findes så appellerende.
Hvis vi postulerer, at Multikulturalisme og Politisk Korrekthed oprindeligt blev født ud af et vestligt tab af kulturel selvsikkerhed, men senere af venstrefløjen i det store hele er blevet udnyttet, ville dette forklare hvorfor den findes over hele den vestlige verden, men stærkest i Vesteuropa, som har været under større marxistisk indflydelse og større historisk tab af selvtillid end U.S.A. Dette ville forklare hvorfor østeuropæere, der netop har oplevet årtier med marxistisk indoktrinering, er noget mere resistente end vesteuropæerne. Østeuropæerne har også været meget mindre udsatte for Den Europæiske Union´s Eurabere, der hyller multikulturalismen for egen vindings skyld.
Summeringen kan se nogenlunde sådan ud:
Multikulturalismen opstod i U.S.A. under borgerrettighedsbevægelsen i 1960´erne, der startede en fuldstændig omtænkning af amerikansk kulturel identitet, til fordel for afvisningen af arven af europæiske aspekter, i transformationen til en ”universel” nation. Multikulturalismen blev eksporteret til resten af den vestlige verden gennem amerikansk kulturel indflydelse, og blev samlet op af Vesteuropa, der stadig sundede sig efter følgerne af næsten at være selvdestrueret gennem to verdenskrige, og som på det tidspunkt var midt i processen at forlade sine kolonier, og led af postkolonial skyldskompleks, og identitetskrisen der deraf fulgte.
Multikulturalismen havde derfor oprindeligt sine rødder i en kulturel identitetskrise i vesten, men blev hurtigt udnyttet af grupper der havde deres egne agendaer. Denne periode, 1960´erne og 1970´erne, var også fødslen af vestlig kulturel revolution, et hippieungdomsoprør mod etablissementet. Vestlig kultur og institutioner var dybt influeret af marxistisk inspirerede ideologier. Den anti-vestlige komponent i multikulturalismen passede dem fint. Efterfølgende enden på Den Kolde Krig i de sene 1980´ere og tidlige 1990´ere, da økonomisk marxisme led et troværdighedstab, selvom den dog ikke døde, skiftede store segmenter af den vestlige politiske venstrefløj til Multikulturalisme og masseimmigration, som led i garantien for deres politiske livs overlevelse, og udøvede censuren fra Politisk Korrekthed og ”anti-racisme”, som en ideologisk kølle til at banke deres ideologiske modstandere med, og fortsætte undermineringen af vestlige institutioner.
Oven på den marxistiske indflydelse i Europa, har vi haft andre grupper af Euro-føderalister og Eurabere, med et andet, men overlappende mål for nedbrydningen af nationale kulturer, gennem promoveringen af multikulturalismen, i den nye kunstige identitets favør. Globaliseringsprocessen skabte ikke disse impulser af vestlig selvlede, som indikeret af det faktum, at ikke-vestlige lande, såsom Japan, ikke er blevet invaderet af immigration, i det samme omfang som vesten, men den forstærkede nogle af dem.
Teknologisk globalisering har forøget migrationspresset til hidtil usete højder, men den har også muliggjort en global politisk og økonomisk elite af individer, inklusive nogle centrister og højreorienterede, der ikke længere føler noget nært tilhørsforhold til deres lande, men hovedsagligt til den internationale elite, der forsyner dem med karrieremuligheder.
Disse centrister, højreorienterede og Big Business-støtter, er måske ikke så aktivt fjendtlige mod vestlig kultur, som venstrefløjen er, men de gør heller ikke noget for at bevare den, og bruger multikulturalismen til at skjule det faktum, at de har tabt og forkastet kontrollen over nationale grænser. Globaliseringen har derfor samtidigt skabt mere migration og mindre vilje til at kontrollere migrationen.
Kombinationen af alle disse faktorer, i tilføjelse til genopstandelsen af global islamisk jihad, skaber gradvist en demografisk og demokratisk krise i vesten. Mange vestlige opfatter, at medierne og deres politikere ikke længere lytter til dem, og de har helt ret. De der føler loyalitet mod deres kultur og deres nationalstat, føler sig forrådte, fordi de ér blevet forrådte.
Én måde at anskue dette på er, at multikulturalismen ”bare skete”, et tilfældigt resultat af teknologisk globalisering. Selvom globalt migrationspres og moderne kommunikation afgjort har bidraget, er denne tese i mine øjne næsten helt sikkert forenklet. Der er overvældende beviser på, at multikulturalismen af varierende grupper blev tilskyndet med hensigt. Hvis noget er den et indirekte resultat af globaliseringen, gennem multinationale selskaber, og skabelsen af en international elite, hvis gensidige loyalitet tiltagende overgik nationale interesser.
Det siges at alle de mest destruktive ideologier i den moderne æra, er opstået i Europa. Men man kan overveje, om Multikulturalisme er én af de få stupide ideer amerikanerne har eksporteret til Europa. Den danske skribent Lars Hedegaard påstår, at multikulturalismen stammer fra U.S.A. i kølvandet på 1960´ernes borgerrettighedsbevægelse. Ved nærmere eftertanke virker denne forklaring sandsynlig.
Måske er Multikulturalisme en anti-europæisk ideologi, med U.S.A. – og senere Canada, Australien og New Zealand – distancerende dem selv fra deres europæiske arv, hvor Europa i den forbindelse har distanceret sig fra sig selv. En amerikansk blogger skrev, at det er fuldstændigt på sin plads på enhver mulig måde at skrotte europæisk kultur, men da der forsigtigt blev stillet nogle spørgsmål, om effekten af den massive latinamerikanske immigration, udelukkende ville være nyttig, blev denne anklaget for at være racist.
Det er blevet foreslået, at multikulturalismen opstod i Canada. En enkelt har foreslået Schweiz. Men med al respekt må den kulturelle indflydelse fra Schweiz eller Canada siges at være begrænset. U.S.A. har på den anden side udøvet kraftfuld kulturel oversøisk indflydelse verden over efter Anden Verdenskrig, og har været i en position til eksporten af en ideologi.
Borgerrettighedsbevægelsen fandt sted på baggrund af et vestligt ungdomsoprør med marxistisk indflydelse. Selvom multikulturalismen måske ikke er direkte rodfæstet i marxistisk lære, så er dens anti-vestlige attituder og radikale egalitarisme i det mindste kompatibel med ideerne om tvangslighed, og aspekter af multikulturalismen er tilstrækkeligt lig marxismen til at forklare, hvorfor dens mest glødende tilhængere er venstreorienterede, og hvorfor Politisk Korrekthed, den bløde totalitære form for censur indlagt til styrkelse af multikulturalismen, af disse findes så appellerende.
Hvis vi postulerer, at Multikulturalisme og Politisk Korrekthed oprindeligt blev født ud af et vestligt tab af kulturel selvsikkerhed, men senere af venstrefløjen i det store hele er blevet udnyttet, ville dette forklare hvorfor den findes over hele den vestlige verden, men stærkest i Vesteuropa, som har været under større marxistisk indflydelse og større historisk tab af selvtillid end U.S.A. Dette ville forklare hvorfor østeuropæere, der netop har oplevet årtier med marxistisk indoktrinering, er noget mere resistente end vesteuropæerne. Østeuropæerne har også været meget mindre udsatte for Den Europæiske Union´s Eurabere, der hyller multikulturalismen for egen vindings skyld.
Summeringen kan se nogenlunde sådan ud:
Multikulturalismen opstod i U.S.A. under borgerrettighedsbevægelsen i 1960´erne, der startede en fuldstændig omtænkning af amerikansk kulturel identitet, til fordel for afvisningen af arven af europæiske aspekter, i transformationen til en ”universel” nation. Multikulturalismen blev eksporteret til resten af den vestlige verden gennem amerikansk kulturel indflydelse, og blev samlet op af Vesteuropa, der stadig sundede sig efter følgerne af næsten at være selvdestrueret gennem to verdenskrige, og som på det tidspunkt var midt i processen at forlade sine kolonier, og led af postkolonial skyldskompleks, og identitetskrisen der deraf fulgte.
Multikulturalismen havde derfor oprindeligt sine rødder i en kulturel identitetskrise i vesten, men blev hurtigt udnyttet af grupper der havde deres egne agendaer. Denne periode, 1960´erne og 1970´erne, var også fødslen af vestlig kulturel revolution, et hippieungdomsoprør mod etablissementet. Vestlig kultur og institutioner var dybt influeret af marxistisk inspirerede ideologier. Den anti-vestlige komponent i multikulturalismen passede dem fint. Efterfølgende enden på Den Kolde Krig i de sene 1980´ere og tidlige 1990´ere, da økonomisk marxisme led et troværdighedstab, selvom den dog ikke døde, skiftede store segmenter af den vestlige politiske venstrefløj til Multikulturalisme og masseimmigration, som led i garantien for deres politiske livs overlevelse, og udøvede censuren fra Politisk Korrekthed og ”anti-racisme”, som en ideologisk kølle til at banke deres ideologiske modstandere med, og fortsætte undermineringen af vestlige institutioner.
Oven på den marxistiske indflydelse i Europa, har vi haft andre grupper af Euro-føderalister og Eurabere, med et andet, men overlappende mål for nedbrydningen af nationale kulturer, gennem promoveringen af multikulturalismen, i den nye kunstige identitets favør. Globaliseringsprocessen skabte ikke disse impulser af vestlig selvlede, som indikeret af det faktum, at ikke-vestlige lande, såsom Japan, ikke er blevet invaderet af immigration, i det samme omfang som vesten, men den forstærkede nogle af dem.
Teknologisk globalisering har forøget migrationspresset til hidtil usete højder, men den har også muliggjort en global politisk og økonomisk elite af individer, inklusive nogle centrister og højreorienterede, der ikke længere føler noget nært tilhørsforhold til deres lande, men hovedsagligt til den internationale elite, der forsyner dem med karrieremuligheder.
Disse centrister, højreorienterede og Big Business-støtter, er måske ikke så aktivt fjendtlige mod vestlig kultur, som venstrefløjen er, men de gør heller ikke noget for at bevare den, og bruger multikulturalismen til at skjule det faktum, at de har tabt og forkastet kontrollen over nationale grænser. Globaliseringen har derfor samtidigt skabt mere migration og mindre vilje til at kontrollere migrationen.
Kombinationen af alle disse faktorer, i tilføjelse til genopstandelsen af global islamisk jihad, skaber gradvist en demografisk og demokratisk krise i vesten. Mange vestlige opfatter, at medierne og deres politikere ikke længere lytter til dem, og de har helt ret. De der føler loyalitet mod deres kultur og deres nationalstat, føler sig forrådte, fordi de ér blevet forrådte.
