At rejse er at leve...Og hvad så?
Det var H.C. Andersen der kom med disse bevingede ord. Men han levede i en anden tid. Derfor.
At rejse kan være et helvede. Især hvis man har prøvet at tilbringe flere døgn i en lufthavn uden information, uden adgang til toiletter, uden adgang til at sove, uden adgang til at få noget at spise, uden adgang til at komme væk.
Alt er kaos.
Det var, hvad man oplevede i London her i julen på grund af vejret, endda i én af verdens største lufthavne, hvor man skulle tro, at man kunne forudse visse afbræk i naturens orden.
En SAS pilot kom med følgende bemærkning: "Englænderne har som det eneste folkefærd i verden en tilbøjelighed til at gøre tingene værre, end de er".
Enten går de i panik. Eller også resignerer de.
Det sidste er nok det mest nærliggende.
Lufthavnsdirektøren gav frivilligt afkald på sin julebonus. Noget skulle man jo kompensere med. Om end i det mindste af moralske grunde. Han lyttede til sig selv og ikke til andre. Han var klogere. Men hvad skal de rejsende med direktørens afkald på en bonus, når de sidder midt i lortet og ikke kan komme hjem?
Guddommelige kræfter skal man ikke udfordre med verdslige tiltag.
Jeg var én af de mange tusinde, der opholdt mig i lufthavnen i de kritiske dage uden at vide, hvordan verden var omkring mig. Folk skreg og hylede. Man var havnet midt i en flygtningelejr.
Jeg henvendte mig til en politibetjent for at udtrykke min harme. Det mindste man kunne gøre var at få en smule skik på situationen ved at kunne navigere gennem moderne kommunikationsmidler. Service var en by i Rusland. Infrastruktur et begreb uden indhold og logistik noget man først var istand til at kunne stave til.
Betjenten svarede mig, at han ikke kunne se et problem i situationen. Det tror da pokker. For kan kunne slet ikke se noget på grund af de mange mennesker omkring ham. Sådan er åbenbart den bizarre logik blandt englændere. Men de er også de dygtigste her i denne verden til at spille teater. Det må man sige.
Jeg tør slet ikke at tænke på, hvis jeg var havnet i Charles de Gaule lufthavnen. For er der noget franskmændene ikke kan, så er det at spille teater.
Forfatteren Charles Baudelaire havde foragt for den moderne rejseform. Han skulle prøve at leve i dag. Han var af den opfattelse i modsætning til H.C. Andersen, at det var meget bedre at rejse indad, uafhængig af andre, hvis rejsen ikke skulle have andet formål end at komme væk.
Man sparede sig selv for meget.
Man kom langt dybere ind, ud eller ned i sindets dybeste afkroge, hvad man aldrig kommer med moderne transportmidler, hvor man som en prop kun sidder fast.
For er først kaos løs er rejsen hjem brolagt med traumer og håbløshed, mens den indre rejse byder på uanede muligheder med hensyn til at komme frem og tilbage.
