Det er vel ikke helt underligt, at danske børn halter bagud i internationale tests, hvis man tænker lidt over, hvordan timerne i skolen benyttes. Man bliver ikke god til noget, hvis ikke man øver sig. Skal man klare sig godt i en læsetest, skal man øve sig i at læse. Undervisningen burde ikke blive ringere af tests, gør den det, er det testen, der er noget galt med.
Hvad kunne man gøre anderledes?
Min ældste søn fortalte mig, da vi for et par år siden spadserede hjem fra skole, at han netop havde hørt om Babelstårnet. Jeg spurgte selvfølgelig til mytens handling, og om det havde været godt, og han svarede bekræftende (knægten elsker Biblens historier).
Jeg tænkte for mig selv, at det da var en mærkelig historie at beskæftige sig med. En fortælling, der skal forklare dels, hvordan de forskellige sprog blev til og dels, at vi ikke skal forsøge at gøre os til herre over verden; faktisk en fortælling om, at vi skal vare os for at samarbejde. Det er jo hul i hovedet. Og så i skoletiden, og oven i købet om et emne, hvor den genetiske antropologi har en relevant historie på rede hånd.
Det er den italienske forsker Cavalli-Sforzas fascinerende fortælling om en lille gruppe mennesker, der fandt vej fra det afrikanske kontinent til resten af verden for vist nok 90.000 år siden. Den gruppe delte sig langsomt og befolkede efterhånden hele kloden. Langsomt forandrede de adskilte gruppers sproglyde sig og blev til verdens mere end 5.000 sprog. Samtidig med, at disse menneskers sprog ændrede sig og blev til flere sprog skete det samme for deres gener. En genpopulation blev til flere genpopulationer, og således har man vist, at genetiske og sproglige forskelle følges ad.
Det er da viden, man kan bruge til noget. Og så er den opbyggelig og til at arbejde videre med i diverse fag og fordybelsesuger. Historien fortæller os, at henvisning til biologiske raceforskelle skal håndteres noget anderledes, end vi har været vant til – Darwin var af og til i tvivl om, hvorvidt racebegrebet gav mening i den kontinuerte strøm af variationer. Ofte får han alligevel skylden biologisk racisme. Vi har fælles ophav, og er i bund grund gjort af samme stof.
Kulturelle forskelle er langt større end genetiske, og de kulturelle forskelles konserveringsmiddel er ofte religion. Når nu man så er godt i gang med denne opbyggelige undervisning – det kunne være i et fag, der hed livssyn i stedet for kristendomskundskab – kunne man krydre med lidt kunst- og samfundshistorie og vise, hvordan EU-Parlamentets bygning i Strasbourg har slående ligheder med Pieter Bruegels maleri af Babelstårnet. Og endelig kunne man konkludere, at den Europæiske Union er et ugudeligt fredsprojekt. EU er et forsøg på at overvinde de kommunikationsproblemer, Gud ifølge det Gamle Testamente i sin tid påførte menneskeheden. (Udvidelse er vejen til total afspænding i Europa, sagde Per stig Møller så sent som i 2009, da han stadig var udenrigsminister). Der er religionshistorie i det, og det er bestemt relevant. Og der er samfundsfaglige perspektiver i det: man kunne fortsætte med at tale (og læse) om atombomber og den kolde krig (og den store), om de to fronter i krigen, marxismen, kommunismen, liberalismen, kapitalismen osv. Hvad skulle der egentlig være galt med det?
God fornøjelse.
