Arbejdet kontra arbejderen

I et rationelt og overproducerende erhvervsliv vil fuld beskæftigelse ikke længere, undtagen i tider med miljøbelastende overforbrug, være aktuelt.

På den tid i den industrialiserede verden, hvor det enkelte menneskes eksistenskamp stadig var knyttet direkte til manuelt arbejde, hvor der stort set ikke fandtes verdensomspændende virksomheder med enorme kapitalkoncentrationer og stor politisk indflydelse, og hvor erhvervslivet hovedsagligt bestod af små og kun ganske få mellemstore og større virksomheder, herskede en kontrastfyldt holdning til det manuelle arbejde. Selve arbejdet blev hædret big time; direkte oversat fra tysk hed det dengang: Arbejde gør fri. Og i socialistiske stater blev det manuelle arbejde udråbt som superlimen i samfundets struktur. Arbejdet blev 'kunstnerisk' skildret i en fysiskgjort, idealiseret arketype, som eksempelvis fro bondekarle og koncentrerede maskinarbejdere med nøgne, muskuløse overkroppe, omgivet af skønne, rødmossede jomfruer. Men det bemærkelsesværdige er, at det var selve arbejdet og ikke arbejderen, der blev skildret på denne måde. For i kontrast til den overdrevne respekt for arbejdet, såvel i øst som i vest, blev arbejderen betragtet som hørende hjemme på samfundets bund og udsat for fornedrende behandling af såvel arbejdsgivere som stat i form af kontant fysisk og psykisk undertrykkelse. Noget, der efter 2. verdenskrig blev lagt større og større afstand til, men som i dag i samfundsøkonomiens 'hellige' navn forsøges sneget ind ad bagdøren igen.

Udviklingen i erhvervslivet har i dag ført til langt større producerende enheder end tidligere. Det manuelle arbejde som den afgørende faktor i den tidligere eksistenskamp, har i denne udvikling flyttet sig til et andet niveau, ikke mindst uddannelsesmæssigt, og omkostningerne pr. produceret enhed er faldet mange gange. Det større overskud herfra derfor også burde anvendes til forsørgelse af dem, der ikke længere er plads til i det rationelle samarbejde, arbejdsmarkedet er i dag.

Forsørgelsesgrundlaget for borgerne i et samfund er nemlig ikke længere selve arbejdet, men samarbejdet i erhvervslivet og den kapital, der opstår herved. Derfor er det heller ikke relevant, at især det politiske liv fortsat udelukkende fokuserer på fuld beskæftigelse som 'medicinen' for manglende vækst. Billedet ser faktisk helt anderledes ud, da det nemlig er lægen (det politiske liv og erhvervslivet i samarbejde) der selv har skabt sygdommen (væksten) , som har gjort patienten (samfundet) syg. Men lægen forsøger nu at kurere patienten med endnu mere af det, der gjorde ham syg, nemlig vækst. Og væksten skal komme fra et håbløst og urealistisk scenarie: Fuld beskæftigelse.