Erhvervslivets markedsføring, især den, der kaldes employer branding, har desværre fået lov til at bevæge sig ud ad så utroværdig en tangent, at forehavender som arbejde og karriere nu må betragtes som barnlige.
På vegne af kunder annoncerer et rekrutteringsfirma for tiden efter ansøgere, som kan ”bidrage positivt”, som er ”kommercielle” og som kan lede en ”kompetent og engageret organisation”. I andre af firmaets tv-reklamer optræder klassisk smukke og tillidsvækkende mennesker som arketypiske ledere.
Hele denne employer branding lyder og ser så seriøs og alvorlig ud. Men vi er kommet der til, at det er blevet rent ud sagt barnligt at gå på arbejde, hvis HR-konsulenternes næsegruse respekt for arbejdspladsen og dens ledertyper får lov til at brede sig uanfægtet.
Selvfølgelige kan der være virksomhedsøkonomisk og samfundsøkonomisk ræson i at etablere arbejdspladsen som det primære sted, hvorfra mennesket henter dets identitet. Men det fremmer ikke trivslen i bred forstand og næppe heller produktiviteten på lang sigt.
HR-branchens markedsføring er ikke værre end andre branchers. Man kunne lige så godt angribe virksomheders pludseligt opståede sociale ansvar og klimavenlighed, kulørte managementteorier eller diverse løfterige slogans, som fornærmer intelligente mennesker med udokumenterede påstande. Men den aktuelle, meget synlige tv-kampagne illustrerer fortræffeligt, hvilke værdier vi byder hinanden i arbejdslivet, så det bliver muligt at diskutere, om de også er de rigtige.
Platheder
De egenskaber, som headhuntere åbenbart efterspørger hos ansøgere, er en slags plathedspleonasmer, da man må spørge, om nogen dog kunne drømme om at bidrage negativt? Kan det overhovedet lade sig gøre at bidrage negativt? Det vækker heller ikke tillid, når tv-reklamen forsikrer om, at staben af medarbejdere så sandelig er ”engageret”, når postulatet slet ikke bliver dokumenteret eller blot sandsynliggjort.
Hvis man virkelig er født med de fysiske fortrin, som karakteriserer ledertypen i headhunterens univers, hvis man har granitkæben og den ranke holdning, så har man vel allerede nogle naturlige visioner og et netværk, så man ikke behøver at læse jobannoncerne for at realisere sit forehavende.
Kun hvis man med møje og besvær bedrager sig selv: spænder bevidst i kæben og knejser unaturligt med nakken, kan man fristes til at lade sig afprøve og kompetenceudvikle af professionelle personaleforvaltere.
Hel branche til grin
Erhvervslivet bliver til grin, når selv stillinger som administrerende direktør bliver slået op, som om ansøgerfeltet – til trods for modellernes adækvate fremtoning – er retarderet og derfor har brug for at blive mindet om, at kandidater til en stilling i forretningsverdenen forventes at ”bidrage positivt”, være ”kommercielle” og indstillede på at lede åh så dedikerede medarbejdere.
Man kan i øvrigt more sig over et udvalg af andre tv-reklamer, der ruller over skærmen med jævne mellemrum. Især den om ”toplederen”, hvori der zoomes ind på en nålestribet seniormodel med den dér klassiske kæbe og - desværre for troværdigheden - et hoved med usædvanlig lille omkreds. En stemme lånt fra traileren til en amerikansk actionfilm fortæller belærende: ”Om en leder har 10 eller 10.000 mennesker … under sig er sådan set ligegyldigt, hvis han ikke har sit team … med sig.”
En anden reklame portrætterer en tilsvarende kvindelig ledertype i lummer lårkort nederdel, og endelig er der reklamen, som postulerer, at hele verden kun har ”én markedsplads - nemlig den globale”.
Karma kamæleon
Der skal mere end et overambitiøst rekrutteringsfirma til at fastlåse arbejdslivets normer. Rene og skære gøglere på højere læreanstalter, der bl.a. ”beriger” os med socialreligiøse teorier om virksomheders karma, medvirker til forfladigelsen. Det gør åbenbart også masseproduktionen af kujoner med avancerede uddannelser i markedsføring og human resource management. Endnu er der vist ikke målt nogen aftagende efterplapring af direktionsgangenes ønsketænkning.
Der er ellers al mulig grund til at udfordre virksomhedsledere og -ejere. I en økonomi, hvor virksomhederne må konkurrere på kapitalismens markedsvilkår iført socialstatens systemiske spændetrøje skal man være temmelig naiv for at tro på, at ens humlebi letter fra jorden under konkurrencens modstand og bureaukratiets vægt.
Men den enfoldige humlebi slipper jo undertiden igennem truslernes finmaskede spind og ind til en blomst. Selvbilledet for disse få, succesrige særlinge vokser uundgåeligt til overmenneskelig størrelse og forhindrer en normal klædelig rødmen over HR-managerens socialdarwinistiske stempler som: ”eneren, de bredeste skuldre, bestyrelsens førstevalg og profilen udadtil”. Uden tvivlens nådegave fatter disse "enere" ikke, at deres ønsketænkning om virksomheden virker fuldkommen utroværdig på almindelige iagttagere, når den bliver kommunikeret.
Nye værdier
Når nogen febrilsk fastholder sine vrangforestillinger, kalder vi det sædvanligvis barnligt. Det burde i hvert fald få intelligente mennesker til at sukke og slå afværgende med hånden ad erhvervslivet, når det præsenterer sig så åndsforladt, afstumpet og ja, slet og ret barnligt.
Kan rekrutteringskampagnen i virkeligheden være et camoufleret PR-stunt for Dansk Industri? Engang besang man højt den nordeuropæiske arbejdsomhed og forklarede den med kapitalismens ånd og protestantismens etik. Men nu da produktiviteten rasler ned, må erhvervslivet være på udkig efter nye produktivitetsfremmende værdier. Dem kan HR-branchen have fået til opgave at fremelske ved at forherlige erhvervslederen og gøre ”organisationen” til folks naturlige, identitetsskabende gruppe. Kun på den måde kan man få intelligente mennesker til at føle og insistere på, at de skam ”brænder” for at sælge den ene eller den anden dippedut og til at negligere familien og alle de mangfoldige små bække, som, nuvel, sammen med arbejdslivets kilde – leder ud i det ocean, man kan fiske sin viden og personlige udvikling op af.
Man skal brænde
Det udløser næppe en lavine af misnøje og elendighed i opgaveløsningen, hvis man beholder lidt personlig integritet. Måske burde progressive personaleafdelinger aflægge sig sindelagskontrollen og tage udgangspunkt i et realistisk menneskesyn:
"Kære ansøger. Vi har brug for en ny medarbejder. Her på stedet ved vi, at dine bedste egenskaber nok skal vise sig og skabe værdi for os, når vi giver dig frihed til at være den, du er. Vi prøver at berige arbejdsdagen med hyggelige pauser, lækker kantinemad, faglige og sociale arrangementer og en hjælpende hånd til kolleger, der har en dårlig dag. Vi forsøger at fremelske kreativitet ved at tillade medarbejderne at sige deres mening om alt, hvad der foregår i virksomheden, så længe de bøjer sig loyalt, når ledelsen på et tidspunkt er nødt til at skære igennem. Til gengæld hænger der en boksebold i gymnastiksalen, som man kan afreagere på, mens man råber og skærer ansigt."
I en tid hvor det rapporteres, at stadigt flere bukker under for stress og må pensioneres før tid, kunne det være værd at diskutere, om vi holder fast i nogle forløjede forestillinger om arbejdslivet, f.eks. om, hvordan en rigtig ledertype bør optræde. Måske bør vi trække arbejdslivet lidt ned i jordhøjde og indse, at selv om det er nok så prisværdigt at være produktiv, så behøver vi ikke at tage myndige masker på for at demonstrere vores værdi eller optræde, lige så påtaget, andægtigt over for virksomheden og dens produkter.
På vegne af kunder annoncerer et rekrutteringsfirma for tiden efter ansøgere, som kan ”bidrage positivt”, som er ”kommercielle” og som kan lede en ”kompetent og engageret organisation”. I andre af firmaets tv-reklamer optræder klassisk smukke og tillidsvækkende mennesker som arketypiske ledere.
Hele denne employer branding lyder og ser så seriøs og alvorlig ud. Men vi er kommet der til, at det er blevet rent ud sagt barnligt at gå på arbejde, hvis HR-konsulenternes næsegruse respekt for arbejdspladsen og dens ledertyper får lov til at brede sig uanfægtet.
Selvfølgelige kan der være virksomhedsøkonomisk og samfundsøkonomisk ræson i at etablere arbejdspladsen som det primære sted, hvorfra mennesket henter dets identitet. Men det fremmer ikke trivslen i bred forstand og næppe heller produktiviteten på lang sigt.
HR-branchens markedsføring er ikke værre end andre branchers. Man kunne lige så godt angribe virksomheders pludseligt opståede sociale ansvar og klimavenlighed, kulørte managementteorier eller diverse løfterige slogans, som fornærmer intelligente mennesker med udokumenterede påstande. Men den aktuelle, meget synlige tv-kampagne illustrerer fortræffeligt, hvilke værdier vi byder hinanden i arbejdslivet, så det bliver muligt at diskutere, om de også er de rigtige.
Platheder
De egenskaber, som headhuntere åbenbart efterspørger hos ansøgere, er en slags plathedspleonasmer, da man må spørge, om nogen dog kunne drømme om at bidrage negativt? Kan det overhovedet lade sig gøre at bidrage negativt? Det vækker heller ikke tillid, når tv-reklamen forsikrer om, at staben af medarbejdere så sandelig er ”engageret”, når postulatet slet ikke bliver dokumenteret eller blot sandsynliggjort.
Hvis man virkelig er født med de fysiske fortrin, som karakteriserer ledertypen i headhunterens univers, hvis man har granitkæben og den ranke holdning, så har man vel allerede nogle naturlige visioner og et netværk, så man ikke behøver at læse jobannoncerne for at realisere sit forehavende.
Kun hvis man med møje og besvær bedrager sig selv: spænder bevidst i kæben og knejser unaturligt med nakken, kan man fristes til at lade sig afprøve og kompetenceudvikle af professionelle personaleforvaltere.
Hel branche til grin
Erhvervslivet bliver til grin, når selv stillinger som administrerende direktør bliver slået op, som om ansøgerfeltet – til trods for modellernes adækvate fremtoning – er retarderet og derfor har brug for at blive mindet om, at kandidater til en stilling i forretningsverdenen forventes at ”bidrage positivt”, være ”kommercielle” og indstillede på at lede åh så dedikerede medarbejdere.
Man kan i øvrigt more sig over et udvalg af andre tv-reklamer, der ruller over skærmen med jævne mellemrum. Især den om ”toplederen”, hvori der zoomes ind på en nålestribet seniormodel med den dér klassiske kæbe og - desværre for troværdigheden - et hoved med usædvanlig lille omkreds. En stemme lånt fra traileren til en amerikansk actionfilm fortæller belærende: ”Om en leder har 10 eller 10.000 mennesker … under sig er sådan set ligegyldigt, hvis han ikke har sit team … med sig.”
En anden reklame portrætterer en tilsvarende kvindelig ledertype i lummer lårkort nederdel, og endelig er der reklamen, som postulerer, at hele verden kun har ”én markedsplads - nemlig den globale”.
Karma kamæleon
Der skal mere end et overambitiøst rekrutteringsfirma til at fastlåse arbejdslivets normer. Rene og skære gøglere på højere læreanstalter, der bl.a. ”beriger” os med socialreligiøse teorier om virksomheders karma, medvirker til forfladigelsen. Det gør åbenbart også masseproduktionen af kujoner med avancerede uddannelser i markedsføring og human resource management. Endnu er der vist ikke målt nogen aftagende efterplapring af direktionsgangenes ønsketænkning.
Der er ellers al mulig grund til at udfordre virksomhedsledere og -ejere. I en økonomi, hvor virksomhederne må konkurrere på kapitalismens markedsvilkår iført socialstatens systemiske spændetrøje skal man være temmelig naiv for at tro på, at ens humlebi letter fra jorden under konkurrencens modstand og bureaukratiets vægt.
Men den enfoldige humlebi slipper jo undertiden igennem truslernes finmaskede spind og ind til en blomst. Selvbilledet for disse få, succesrige særlinge vokser uundgåeligt til overmenneskelig størrelse og forhindrer en normal klædelig rødmen over HR-managerens socialdarwinistiske stempler som: ”eneren, de bredeste skuldre, bestyrelsens førstevalg og profilen udadtil”. Uden tvivlens nådegave fatter disse "enere" ikke, at deres ønsketænkning om virksomheden virker fuldkommen utroværdig på almindelige iagttagere, når den bliver kommunikeret.
Nye værdier
Når nogen febrilsk fastholder sine vrangforestillinger, kalder vi det sædvanligvis barnligt. Det burde i hvert fald få intelligente mennesker til at sukke og slå afværgende med hånden ad erhvervslivet, når det præsenterer sig så åndsforladt, afstumpet og ja, slet og ret barnligt.
Kan rekrutteringskampagnen i virkeligheden være et camoufleret PR-stunt for Dansk Industri? Engang besang man højt den nordeuropæiske arbejdsomhed og forklarede den med kapitalismens ånd og protestantismens etik. Men nu da produktiviteten rasler ned, må erhvervslivet være på udkig efter nye produktivitetsfremmende værdier. Dem kan HR-branchen have fået til opgave at fremelske ved at forherlige erhvervslederen og gøre ”organisationen” til folks naturlige, identitetsskabende gruppe. Kun på den måde kan man få intelligente mennesker til at føle og insistere på, at de skam ”brænder” for at sælge den ene eller den anden dippedut og til at negligere familien og alle de mangfoldige små bække, som, nuvel, sammen med arbejdslivets kilde – leder ud i det ocean, man kan fiske sin viden og personlige udvikling op af.
Man skal brænde
Det udløser næppe en lavine af misnøje og elendighed i opgaveløsningen, hvis man beholder lidt personlig integritet. Måske burde progressive personaleafdelinger aflægge sig sindelagskontrollen og tage udgangspunkt i et realistisk menneskesyn:
"Kære ansøger. Vi har brug for en ny medarbejder. Her på stedet ved vi, at dine bedste egenskaber nok skal vise sig og skabe værdi for os, når vi giver dig frihed til at være den, du er. Vi prøver at berige arbejdsdagen med hyggelige pauser, lækker kantinemad, faglige og sociale arrangementer og en hjælpende hånd til kolleger, der har en dårlig dag. Vi forsøger at fremelske kreativitet ved at tillade medarbejderne at sige deres mening om alt, hvad der foregår i virksomheden, så længe de bøjer sig loyalt, når ledelsen på et tidspunkt er nødt til at skære igennem. Til gengæld hænger der en boksebold i gymnastiksalen, som man kan afreagere på, mens man råber og skærer ansigt."
I en tid hvor det rapporteres, at stadigt flere bukker under for stress og må pensioneres før tid, kunne det være værd at diskutere, om vi holder fast i nogle forløjede forestillinger om arbejdslivet, f.eks. om, hvordan en rigtig ledertype bør optræde. Måske bør vi trække arbejdslivet lidt ned i jordhøjde og indse, at selv om det er nok så prisværdigt at være produktiv, så behøver vi ikke at tage myndige masker på for at demonstrere vores værdi eller optræde, lige så påtaget, andægtigt over for virksomheden og dens produkter.
