Annette Vilhelmsens budskab er fup; Vi får mere politisk teater, men ingen ændringer

Når Annette Vilhelmsen ikke har villet udtale sig om "sit hold", er det ikke fordi hun ikke har en plan - det er simpelthen udtryk for politisk pli

Christian Melgaard,

14. oktober 2012

Når Annette Vilhelmsen ikke har villet udtale sig om "sit hold", er det ikke fordi hun ikke har en plan - det er simpelthen udtryk for politisk pli. Hun vil informere Helle Thorning først, så statsministeren kan opretholde sin illusion om at det er hende der sætter ministerholdet.

Men AV har naturligvis bestemt sig både med hensyn til SF´s kurs fremover, og med hensyn til det hold der skal sætte kursen.

Om holdet er det ikke så meget at sige; Nogle af "fjenderne" skal fjernes, dels for at statuere hvem der har sejret og dels (væsentligst) for at give baglandet den luns kød de forventer. Ole Sohn er allerede på vej ud, så han har leveret en ministerstol til AV. Thor Möger er det store symbolske offer, og hans plads skal bruges til at belønne Holger K for støtten. Alt det er forudsigeligt, men om AV har modet til at gå skridtet videre og foretage en klassisk udrensning er tvivlsomt. Hun ville formentlig hjertens gerne fyre Søvndal og skaffe sig af med børnebanden, men tør hun?

Hvis hun ikke fjerner nogle af kritikerne vil de blot være på slæb og vente på at hun snubler. Hun skal ikke forvente megen hjælp fra den kant.   

Om SF´s kurs fremover er der mere at sige - og så måske alligevel ikke? Annette Vilhelmsen har reelt kun lovet to ting: Dels at SF bliver i regeringen, og at SF vil være tro mod regeringsgrundlaget, hvilket reelt er det samme som ingenting, og dels at SF skal have en selvstændig profil. Det er vist det mange vil kalde business as usual - og det er det eneste der reelt interesserer S og R.

I sin yderste konsekvens er den eneste ændring at SF fremover vil agere fuldstændig som EL har ageret siden valget - de vil råbe op, være indignerede på "de svages" vegne og lufte en masse holdninger, men når det kommer til handlinger, så følger de blindt S, der lige så blindt følger R.

Den Korte Avis sammenligner Vilhelmsens budskab med en velkendt bifigur i mange westernfilm, nemlig manden der sælger slangeolie. I malende vendinger beskriver han oliens fantastiske virkning, men det er fup. De mange der stemte på AV ved formandsvalget, har købt hendes salgstale for slangeolien, og i modsætning til westernfilmenes fidusmager, så tror AV formentlig selv på virkningen. Men om hun i praksis kan forene den erklærede loyalitet overfor regeringens reformlinje med SF’s røde mærkesager er mere end tvivlsomt.

Sandheden er nok, at endnu en SF´er er vågnet op til realiteterne. Bliver der ændret på regeringens politiske linje - ikke en døjt.