I forbindelse med kvindernes internationale kampdag skrev Anne Sophie Hermansen i en kronik på Berlingske følgende om sine madlinge bekendtskaber:
Men er Anne Sophie Hermansens vennekreds så repræsentativ for de fleste mænd og kvinder i landet?
Næppe.
Slå op i Velfærdskommissionens analyserapport fra marts 2005 på side 124: Der er en tabel, der viser, at kvinder (den gennemsnitlige kvinde) henover livet *modtager* 2,35 millioner fra det offentlige, mens mænd (den gennemsnitlige mand) *betaler* 920 tusind til det offentlige.
Det stemmer ikke helt overens med det billede Anne Sophie maler af mænd som nogen, der mener sig i deres gode ret til at leve for andres regning eller kvinder som nogen, der svarer enhver sit.
Måske skyldes denne inkongruens, at Anne Sophie Hermansen tiltrækker og omgiver sig med demaskuliniserede mænd. Modsætninger tiltrækker jo som bekendt.
Det er naturligvis også en mulighed, at Anne Sophies vennekreds bare er "foran" os andre. Måske er hendes vennekreds en smagsprøve på fremtidens mænd og kvinder. Det kan sagtens tænkes.
Måske har hendes mandlige bekendte opdaget er velfærdsstaten er en skidt forretning for mænd. Hvorfor pukle røven ud af bukserne, når staten gør, hvad den kan for at underminere den rolle, mænd har spillet altid?
Vi kalder i dag mange af de mænd for BØVer, børnevoksne, og mindre kærligt for tabermænd, og jeg må ærligt indrømme, at jeg egentlig er mere bekymret for dem end for antallet af kvinder i bestyrelserne. Uddannelsesstatistikker bevidner også faktuelt om, at der nu er flere kvinder end mænd, som får en videregående uddannelse, for mændene falder fra undervejs og sumper i stedet rundt på Props eller i Parken med en fadøl i hånden. Ærgerligt tab af talentmasse. Da jeg selv læste humaniora i 90erne, var der bemærkelsesværdigt mange af mine mandlige medstuderende, som fandt det »under niveau« at arbejde ved siden af studiet, medmindre de kunne assistere en professor i semiotik eller redigere et tidsskrift med artikler om ingenting. De drømte om at blive kunstnere eller filminstruktører. Skrev digte og kom fra ressourcestærke familier, men de var flyttet hjemmefra uden en regulær opfattelse af at modtage deres SU for en dag at skulle betale samfundet tilbage. Enkelte af dem er i dag i slutningen af 30erne og har et absolut minimum af erhvervserfaring, og det har også vist sig at være unødvendigt, når de har kunnet leve et liv henslængt på sociale ydelser. Og samtidig kunnet instruere lidt musikvideo. Interessant nok har jeg aldrig mødt kvinder med den holdning.De mænd Anne Sophie kender er åbenbart dovne, narcissistiske og på sociale ydelser. Omvendt har hun aldrig mødt kvinder af den mangel på kaliber.
Men er Anne Sophie Hermansens vennekreds så repræsentativ for de fleste mænd og kvinder i landet?
Næppe.
Slå op i Velfærdskommissionens analyserapport fra marts 2005 på side 124: Der er en tabel, der viser, at kvinder (den gennemsnitlige kvinde) henover livet *modtager* 2,35 millioner fra det offentlige, mens mænd (den gennemsnitlige mand) *betaler* 920 tusind til det offentlige.
Det stemmer ikke helt overens med det billede Anne Sophie maler af mænd som nogen, der mener sig i deres gode ret til at leve for andres regning eller kvinder som nogen, der svarer enhver sit.
Måske skyldes denne inkongruens, at Anne Sophie Hermansen tiltrækker og omgiver sig med demaskuliniserede mænd. Modsætninger tiltrækker jo som bekendt.
Det er naturligvis også en mulighed, at Anne Sophies vennekreds bare er "foran" os andre. Måske er hendes vennekreds en smagsprøve på fremtidens mænd og kvinder. Det kan sagtens tænkes.
Måske har hendes mandlige bekendte opdaget er velfærdsstaten er en skidt forretning for mænd. Hvorfor pukle røven ud af bukserne, når staten gør, hvad den kan for at underminere den rolle, mænd har spillet altid?
