Hvad skal der egentligt til for at man kan blive folkekær? Bliver man det af at bringe Danmark på afgrundens rand? Af at efterlade et land med en rente på over 20%? Tja, skal man tro BT's anmeldelse af en ny Anker Jørgensen biografi der udkommer i morgen, så er Danmarks værste statsminister nogensinde “folkekær”.
Hvorfor blev hans efterfølger Poul Schlüter ikke folkekær? Helt klart fordi han førte en skrap økonomisk politik, der bragte Danmark på fode igen, den slags ansvarlighed bliver man aldrig folkekær af. Så hjælper det mere at være et ødeland og give alle mennesker det, de gerne vil have. Og så skal man vist også være socialdemokrat for at være folkekær. For nogle år siden udgav en række venstreorienterede musikere en hyldest-CD til Anker, og jeg lærer nok aldrig at forstå de rødes prioriteringer. Men mit gæt er, at det er en form for længsel tilbage til en uansvarlig tid, hvor man kunne være god uden at tænke på regningen.
Men fra S-SF-alliancen forsøger man givetvis også at spille på gode gamle Anker J. Han er stadigt i live, han er gammel og på plejehjem. Kort sagt der er nogle billige points at hente på at promovere ham som folkekær og som modpol til de fæle spareivrige borgerlige, der er kommet efter ham. Og hans økonomiske uansvarlighed, ja den er der kun højreorienterede bloggere, der bekymrer sig om. Og journalister og vælgerne fatter jo alligevel ikke en brik af økonomi, ellers ville Villy Søvndal jo for længst være blevet klædt af til skindet.
Og hovedpersonen, er han blevet klogere her 30 år efter sin udåd? Nej, i referatet fra bogen står at læse: ”Mogens Glistrup var en pestilens for alle partier i Folketinget og i høj grad også for mit parti. Det var den almindelige holdning, at han var en mand helt ude i hampen, som man ikke kunne regne med. Somme tider kunne han virke ligefrem sindssyg. Så skarpe ord har jeg aldrig brugt, men jeg har ofte tænkt noget i den retning. At han simpelthen var tosset.”
Hvem var det lige der var tosset og sindssyg? Vi ved i hvert fald, at Anker Jørgensens politik var tosset. Omkring 1990 udtalte Niels Helveg Petersen, at det havde kostet Danmark 300 mia., at man havde berøringsangst overfor Fremskridtspartiet. Alligevel kalder den politisk hovedansvarlige stadigt Mogens Glistrup for værende ude i hampen, og fastholder således den dag i dag den berøringsangst overfor sund økonomisk politik, som bragte Danmark på afgrundens rand.
Anker Jørgensen er stadig tosset og fatter ikke en pind om økonomi. Og det værste er, at han er 88 år gammel, så han dør sikkert snart. Og så skal vi proppes med store nekrologer om, hvor folkekær han var. Den mand fortjener ikke mere end en 2 liniers notits i avisen på side 13. Men man kan da altid håbe på en af Abels nekrologer.
Hvorfor blev hans efterfølger Poul Schlüter ikke folkekær? Helt klart fordi han førte en skrap økonomisk politik, der bragte Danmark på fode igen, den slags ansvarlighed bliver man aldrig folkekær af. Så hjælper det mere at være et ødeland og give alle mennesker det, de gerne vil have. Og så skal man vist også være socialdemokrat for at være folkekær. For nogle år siden udgav en række venstreorienterede musikere en hyldest-CD til Anker, og jeg lærer nok aldrig at forstå de rødes prioriteringer. Men mit gæt er, at det er en form for længsel tilbage til en uansvarlig tid, hvor man kunne være god uden at tænke på regningen.
Men fra S-SF-alliancen forsøger man givetvis også at spille på gode gamle Anker J. Han er stadigt i live, han er gammel og på plejehjem. Kort sagt der er nogle billige points at hente på at promovere ham som folkekær og som modpol til de fæle spareivrige borgerlige, der er kommet efter ham. Og hans økonomiske uansvarlighed, ja den er der kun højreorienterede bloggere, der bekymrer sig om. Og journalister og vælgerne fatter jo alligevel ikke en brik af økonomi, ellers ville Villy Søvndal jo for længst være blevet klædt af til skindet.
Og hovedpersonen, er han blevet klogere her 30 år efter sin udåd? Nej, i referatet fra bogen står at læse: ”Mogens Glistrup var en pestilens for alle partier i Folketinget og i høj grad også for mit parti. Det var den almindelige holdning, at han var en mand helt ude i hampen, som man ikke kunne regne med. Somme tider kunne han virke ligefrem sindssyg. Så skarpe ord har jeg aldrig brugt, men jeg har ofte tænkt noget i den retning. At han simpelthen var tosset.”
Hvem var det lige der var tosset og sindssyg? Vi ved i hvert fald, at Anker Jørgensens politik var tosset. Omkring 1990 udtalte Niels Helveg Petersen, at det havde kostet Danmark 300 mia., at man havde berøringsangst overfor Fremskridtspartiet. Alligevel kalder den politisk hovedansvarlige stadigt Mogens Glistrup for værende ude i hampen, og fastholder således den dag i dag den berøringsangst overfor sund økonomisk politik, som bragte Danmark på afgrundens rand.
Anker Jørgensen er stadig tosset og fatter ikke en pind om økonomi. Og det værste er, at han er 88 år gammel, så han dør sikkert snart. Og så skal vi proppes med store nekrologer om, hvor folkekær han var. Den mand fortjener ikke mere end en 2 liniers notits i avisen på side 13. Men man kan da altid håbe på en af Abels nekrologer.
