”Internettet er som et politisk eksperimentarium”, udtaler forskningschef i journalistisk filosofi på Journalisthøjskolen, Ejvind Hansen (EH), og vi, der måske umiddelbart ville have tendens til at mene, at ”et politisk eksperimentarium” lyder både spændende og som lige netop det, der er brug for i vor tid, kan godt spare vores glade nikken. ”Et politisk eksperimentarium” skal nemlig, når det kommer fra EH’s mund, opfattes som en dommedagsklokke. Og det er ikke en overdrivelse fra min side: EH mener, at konsekvensen af internettets anarkistiske given plads til en uendelig variation af synspunkter ligefrem kan blive at ”demokratiet smuldrer” og at ”det politiske fællesskab ender med at gå i opløsning.”
EH forstår vist "det politiske fællesskab" som noget meget omfattende, der bør inkludere en ordentlig og velafrettet befolkning, som skal lade sig vejlede værdimæssigt af dette ”fællesskab”. Således udtaler han, at en af internettets farer er, at "Der er mindre vished for, hvor vi skal orientere os hen, når vi skal vælge værdier at leve efter.” Og han spekulerer bekymret videre: ”Skal det være i nogle af fællesskaberne på internettet eller Folketinget.”
Personligt kan jeg meget nemt i komme i tanker om eksempler, hvor jeg hellere ville lade mig vejlede værdimæssigt af ting, jeg har læst på internettet, end af, hvad der kommer fra Folketinget. Faktisk har jeg en anelse svært ved at komme i tanker om eksempler på det modsatte. Et eksempel på det første er den fra bl.a. disse sider kendte Lars Kragh Andersen (LKA), som EH bruger som skrækeksempel i sin argumentation for internettets fortrædeligheder. På helt utroligt snedig vis får EH indirekte givet internettet skylden for, at der her i landet er en politibetjent, som af personlige samvittighedsgrunde ikke vil udføre alle sine arbejdsopgaver. ”Han lever i det fællesskab, han har etableret på internettet”, udtaler EH ildevarslende om LKA, så selv den sløveste kniv i skuffen må kunne forstå, at den er helt, helt gal. Jeg tillader mig at gå ud fra, at LKA også lever andre steder end på internettet, og jeg er i øvrigt i tvivl om, hvad det er for et ”fællesskab”, EH mener, ”HAN” - altså LKA - "har etableret" – 180 Grader? Facebook?
Hvorom alting er, er det ikke tilfældigt, at EH trækker LKA frem som eksempel. For LKA personificerer to ting, som en forsvarer af det gamle, autoritære fællesskab som EH må anse som foruroligende:
1: LKA’s historie er en historie om, at vi mennesker faktisk ikke udelukkende er små hjul, hvis pligt det er at få et eller andet ”fællesskab” til at køre gnidnigsløst rundt. Hvor meget var rædselsregimer som Nazityskland og Sovjetunionen blevet til, hvis typer som LKA, der følger deres samvittighed frem for at bøje nakken for systemets påtvungne konsensus, var mere udbredte i menneskeheden? LKA repræsenterer nogle værdier, jeg og mange andre (heldigvis) beundrer, og som man skal kigge langt efter på Christiansborg, hvorfra de fleste meldinger i disse år handler om diverse pseudoproblemer og beskedne, økonomiske justeringer med det formål at bevare en maskine – socialstaten – hvis hele grundlag for længst har tabt sin berettigelse.
2: LKA personificerer ydermere selve internettets nødvendighed, som kommer sig af, at de af de gamle medier, hvori der foregår samfundsdebat på et vist niveau, simpelthen er så vanskeligt tilgængelige som debatfora for ”almindelige” mennesker, at der i praksis er meget ringe mulighed for at udtrykke sig i dem, hvis man ikke er et kendt ansigt eller evt. forskningschef på Journalisthøjskolen – eller en kombination af helt usædvanligt velskrivende og heldig. Men der sidder faktisk mange ikke-kendte og ikke-akademiske mennesker derude bag skærmene, der har fornuftige, inspirerende og ikke mindst tiltrængte input til samfundsdebatten, og hvor er det heldigt for dem, for os andre og for samfundet – man fristes næsten til at tilføje: ”og for fællesskabet” - at vi har internettet og det anarkistiske væld af folkelige og tilgængelige medier, som findes her. Og for lige at vende tilbage til EH’s bemærkning om demokratiet, der skulle være i fare for at smuldre pga. internettet, så er det snarere de gamle medier, der med deres snævre, elitære lukkethed udgør et problem for demokratiet.
EH fremstår desværre som endnu et tydeligt eksempel på, at de, der prædiker om farerne ved internettets nye fællesskaber, ikke blot nærer en ubehagelig mistro til menneskers evne til at tænke og handle selvstændigt, uden det mytologiske gamle ”fællesskab”s kærlige, men bestemte vejledning, men heller ikke har forstået et klap af, hvad internettet overhovedet er:
Det giver ligeså lidt mening at sige, at internettet er godt eller dårligt, som at sige at bøger er gode eller dårlige. Bogtrykkerkunsten har ført til vidt forskellige udgivelser som Libération, Alt for Damerne, Mein Kampf og Weekend Sex. Få ville vist mene, at det giver mening at give disse udgivelser en samlet karakter. Der foregår negative og destruktive ting på internettet (vist nok ca. som alle andre steder, hvor mennesker færdes), men at blæse i dommedagsbasunen og tale om demokratiets opløsning, fordi der er opstået nye fællesskaber, hvor mennesker kan udtrykke sig mere frit end i de gamle medier – og måske endda driste sig til at have holdninger, der afviger fra det Christiansborgske fællesskabs konsensus – er både uigennemtænkt og udtryk for en ubehageligt autoritær, fremtidsangst og tilbageskuende tankegang.
EH forstår vist "det politiske fællesskab" som noget meget omfattende, der bør inkludere en ordentlig og velafrettet befolkning, som skal lade sig vejlede værdimæssigt af dette ”fællesskab”. Således udtaler han, at en af internettets farer er, at "Der er mindre vished for, hvor vi skal orientere os hen, når vi skal vælge værdier at leve efter.” Og han spekulerer bekymret videre: ”Skal det være i nogle af fællesskaberne på internettet eller Folketinget.”
Personligt kan jeg meget nemt i komme i tanker om eksempler, hvor jeg hellere ville lade mig vejlede værdimæssigt af ting, jeg har læst på internettet, end af, hvad der kommer fra Folketinget. Faktisk har jeg en anelse svært ved at komme i tanker om eksempler på det modsatte. Et eksempel på det første er den fra bl.a. disse sider kendte Lars Kragh Andersen (LKA), som EH bruger som skrækeksempel i sin argumentation for internettets fortrædeligheder. På helt utroligt snedig vis får EH indirekte givet internettet skylden for, at der her i landet er en politibetjent, som af personlige samvittighedsgrunde ikke vil udføre alle sine arbejdsopgaver. ”Han lever i det fællesskab, han har etableret på internettet”, udtaler EH ildevarslende om LKA, så selv den sløveste kniv i skuffen må kunne forstå, at den er helt, helt gal. Jeg tillader mig at gå ud fra, at LKA også lever andre steder end på internettet, og jeg er i øvrigt i tvivl om, hvad det er for et ”fællesskab”, EH mener, ”HAN” - altså LKA - "har etableret" – 180 Grader? Facebook?
Hvorom alting er, er det ikke tilfældigt, at EH trækker LKA frem som eksempel. For LKA personificerer to ting, som en forsvarer af det gamle, autoritære fællesskab som EH må anse som foruroligende:
1: LKA’s historie er en historie om, at vi mennesker faktisk ikke udelukkende er små hjul, hvis pligt det er at få et eller andet ”fællesskab” til at køre gnidnigsløst rundt. Hvor meget var rædselsregimer som Nazityskland og Sovjetunionen blevet til, hvis typer som LKA, der følger deres samvittighed frem for at bøje nakken for systemets påtvungne konsensus, var mere udbredte i menneskeheden? LKA repræsenterer nogle værdier, jeg og mange andre (heldigvis) beundrer, og som man skal kigge langt efter på Christiansborg, hvorfra de fleste meldinger i disse år handler om diverse pseudoproblemer og beskedne, økonomiske justeringer med det formål at bevare en maskine – socialstaten – hvis hele grundlag for længst har tabt sin berettigelse.
2: LKA personificerer ydermere selve internettets nødvendighed, som kommer sig af, at de af de gamle medier, hvori der foregår samfundsdebat på et vist niveau, simpelthen er så vanskeligt tilgængelige som debatfora for ”almindelige” mennesker, at der i praksis er meget ringe mulighed for at udtrykke sig i dem, hvis man ikke er et kendt ansigt eller evt. forskningschef på Journalisthøjskolen – eller en kombination af helt usædvanligt velskrivende og heldig. Men der sidder faktisk mange ikke-kendte og ikke-akademiske mennesker derude bag skærmene, der har fornuftige, inspirerende og ikke mindst tiltrængte input til samfundsdebatten, og hvor er det heldigt for dem, for os andre og for samfundet – man fristes næsten til at tilføje: ”og for fællesskabet” - at vi har internettet og det anarkistiske væld af folkelige og tilgængelige medier, som findes her. Og for lige at vende tilbage til EH’s bemærkning om demokratiet, der skulle være i fare for at smuldre pga. internettet, så er det snarere de gamle medier, der med deres snævre, elitære lukkethed udgør et problem for demokratiet.
EH fremstår desværre som endnu et tydeligt eksempel på, at de, der prædiker om farerne ved internettets nye fællesskaber, ikke blot nærer en ubehagelig mistro til menneskers evne til at tænke og handle selvstændigt, uden det mytologiske gamle ”fællesskab”s kærlige, men bestemte vejledning, men heller ikke har forstået et klap af, hvad internettet overhovedet er:
Det giver ligeså lidt mening at sige, at internettet er godt eller dårligt, som at sige at bøger er gode eller dårlige. Bogtrykkerkunsten har ført til vidt forskellige udgivelser som Libération, Alt for Damerne, Mein Kampf og Weekend Sex. Få ville vist mene, at det giver mening at give disse udgivelser en samlet karakter. Der foregår negative og destruktive ting på internettet (vist nok ca. som alle andre steder, hvor mennesker færdes), men at blæse i dommedagsbasunen og tale om demokratiets opløsning, fordi der er opstået nye fællesskaber, hvor mennesker kan udtrykke sig mere frit end i de gamle medier – og måske endda driste sig til at have holdninger, der afviger fra det Christiansborgske fællesskabs konsensus – er både uigennemtænkt og udtryk for en ubehageligt autoritær, fremtidsangst og tilbageskuende tankegang.
