Jeg ved s’gu ikke hvordan de laver de opgørelser: Danmark er verdens næstbedste land. Det må være socialdemokrater allesammen, der står bag.
Talte i dag med en bekendt, der har fransk baggrund, om forskellene på livsstil i lande som Danmark og Frankrig. I Frankrig kan man købe ind af supergode råvarer og invitere venner over, uden at man skal gå og vende hver en øre. I Frankrig skal man ikke stå i kø på en café, som var det et skide cafeteria, fordi cafeen ikke har råd til at ansætte nok personale.
I Singapore har man et af verdens mest velfungerende sundhedsvæsener og et supergodt uddannelsessystem – efterhånden i international topklasse – med en skatteprocent omkring halvdelen af den danske.
I Norge og Danmark finder man en nærmest uudryddelig forestilling om, at det offentlige skal fylde meget, før man kan have et godt samfund. Det har garanteret noget med de homogene, sammenhængskraftige nationalstater at gøre.
En nærmest absurd dialog udspandt sig en anden dag mellem undertegnede og en anden bekendt, som er socialdemokrat. Han mener, at Liberal Alliance er langt ude og usympatiske i den måde, ‘de fører sig frem’.
Jeg spurgte den gode mand, om en skatteprocent på 40 – som Liberal Alliance jo går ind for – er ‘urimeligt lav’ (i sig selv et absurd spørgsmål – alle andre steder brokker man sig, når skatterne er urimeligt høje). Næbæh, mente bekendten, men det kan bare ikke hænge sammen økonomisk.
Det er altså argumentet: Der er i princippet ingen grænse for, hvor meget skatterne kan stige. Ethvert krav fra enhver vælgergruppe er principielt legitimt, og det er simpelthen ikke muligt at forestille sig, at man skærer velfærdsstaten til og sætter grænser for dens udøvelse, for så ‘hænger det ikke sammen’.
Og så er man sikkert også ’asocial’, ‘usolidarisk’, ‘egoist’ eller måske ligefrem ‘fascistoid’.
Velfærd er lig med stor stat i vor del af verden, men den forestilling kunne godt trænge til at blive revideret. Der er nok (relativt) fattige i Danmark, men de sidder stadig på bænken og kæver bajere, som de altid har gjort. Velfærdsstaten har altså ikke gjort noget særligt godt for dem.
Junkierne på Vesterbro er også en ussel, udsat og ugleset gruppe, som velfærdsstaten ikke ku' hjælpe. Og de gamle sidder alene og kukker i deres lejligheder eller går til på plejehjemmene. Er det velfærd?
Målt på BNP er de nordiske lande rige, men målt på hvor mange penge borgerne selv har at råde over, så ligger vi lige pludselig ikke så lunt i svinget, som det ser ud til. Madvarer, biler og fritidsfornøjelser er ekstremt dyre i Danmark og Norge sammenlignet med mange andre lande, og det er især den lavere middelklasse, der må se deres velstand udhulet som følge.
I Danmark og Norge har vi høje priser, høje lønninger og høje skatter, som gør det til kedelige lande at bo i, som hindrer tilvandringen af de veluddannede og entreprenante mennesker - som regeringen (af hvilken som helst farve) taler så meget om - og som på sigt vil blokere for yderligere vækst og velstandsudvikling.
Velfærd bør ikke gøres til et spørgsmål om ortodokst had eller kærlighed til ‘den amerikanske’ eller ‘den skandinaviske’ model, men blot handle om hvad velfærd egentlig består i, og om vi kan gøre det bedre. Ned med staten(s størrelse)! Det burde enhver anarkist med respekt for sig selv kunne skrive under på.
