Hvad har vores Lars von Trier til fælles med den hollandske politiker Geert Wilders? Og hvad har Geert Wilders til fælles med den franske forfatter Michel Houllebecque?
Jo, de har alle tre prøvet at blive afhørt af politiet på grund af nogle holdninger, de har luftet. Vidt forskellige udtalelser om vidt forskellige ting, men med én fællesnævner: Nogen har fundet udtalelserne forhånende eller hadefulde og derfor i strid med det pågældende lands hate speech-paragraf. Herhjemme §266b i straffeloven.
Fatal forhånelse
Lige lidt hjælper det, at Lars von Trier tilhører det politisk korrekte latte-segment og sikkert nærer afgrundsdyb afsky for Geert Wilders. Han er ramt af helt samme hate speech- fænomen som den blonde islamkritiker:
Her handler det ikke om, hvad man synes om det, de siger. Der er faktisk ikke grund til at bruge meget tid på Lars von Triers forvrøvlede mumlerier om nazisme, som han underholdt en undrende verdenspresse med på Cannes festivalen.
Men der er grund til at gøre anskrig over, at hans snak førte til en politiafhøring. Og at han ikke er alene.
Med til gruppen hører også islamkritikeren Elisabeth Sabaditsch-Wolff i Østrig, tegneren Gregorius Neckschot i Holland, skuespilleren Brigitte Bardot i Frankrig, kommentatoren Andrew Bolt i Australien, journalisten Ezra Levant og forfatteren Mark Steyn i Canada, og herhjemme Jesper Langballe og Lars Hedegaard .
Den egentlige straf i disse sager er det racismestempel som placeres på anklagede uanset udfaldet i sidste ende. En statslig diffamering, der er ren guf for alle den anklagedes politiske og ideologiske modstandere.
Hate speech-lovene er altså et fællesvestligt fænomen, der udgør en diffus, men effektiv trussel mod ytringfriheden.
For hvornår ved man, om man siger noget, der kan opfattes som krænkende eller forhånende af bestemte identitetsgrupper? Hvornår ved man, om en politisk debat risikerer at ende i retssalen? Er det så ikke sikrere at klappe i om kontroversielle og tabubelagte emner?
Amerikanske tilstande
Midt i elendigheden er der én bemærkelsesværdig ting: Der er ingen hate speech-sager i USA. Derovre sidder jurister af samme grund og ser med undren på, hvad der går for sig i Europa. En af dem er juristen Ann Snyder fra tænketanken The Middle East Forum. Efter sidste års retssag mod Jesper Langballe skrev hun:
Jeg ”får kuldegysninger ved tanken om, at han i et vestligt samfund overhovedet retsforfølges”.
Når tanken er fjern og eksotisk for en amerikaner skyldes det den amerikanske forfatnings første forfatningstillæg (First Amendment) fra 1791, der forbyder staten at lave love, der indskrænker det frie ord.
Tænk, hvis vores grundlovsfædre havde kopieret dette tillæg i 1849!
Ville vi så ikke være fri for disse Orwell-agtige love, der straffer frie mennesker for at lufte deres frie tanker?
Spørgsmålet som vi i Trykkefrihedsselskabet har drøftet er: Burde de europæiske lande simpelthen ikke – med et par hundrede års forsinkelse - tage ved lære af amerikanerne og indføre en First Amendment for Europa.
Er det ikke det, der skal til at give europæerne den nødvendige beskyttelse mod den halvtotalitære sindelagskontrol, europæiske stater udsætter deres borgere for i dag?
Til at overveje det spørgsmål har vi indkaldt tre skarphjernede og frihedselskende jurister og kommentarorer:
Den allerede omtalte Ann Snyder, den kendte engelske kommentator Douglas Murray og medlem af europaparlamentet, Morten Messerschmidt.
Lørdag d. 5. november drøfter de, om ikke vejen frem er amerikanske tilstande for det frie ord.
Læs mere om konferencen her
