Som bekendt er danskerne et rejseglad folkefærd. Vor rejseglæde udfolder sig også i den såkaldte vinterferie, der i de seneste 20-25 år er blevet en menneskeret i Danmark, om end den endnu ikke er indskrevet i diverse menneskerettighedserklæringer.
De fleste danskere, der har råd, rejser formentlig for egen regning.
I vort ellers så lighedssøgende dronningerige er nogle samfundsborgere imidlertid så begunstigede - måske fordi de er mere nyttige end andre - at de ikke behøver selv. Respektløst sigter jeg til en flok folkevalgte - i dette tilfælde Folketingets Kulturudvalg, der sidste år gav afkald på en rejse til De Vestindiske Øer, men åbenbart mener, at den aflyste ekspedition bør gennemføres NU. Kulturudvalget føler angivelig trang til studere kultur i de tidligere danske mini-kolonier - uden tvivl i overbevisningen om, at den danske kolonimagt på disse øer har efterladt sig en fornem kulturarv, som kultursøgende danske MF'ere kan lade sig inspirere af. Vore folkevalgte tænker og handler konsekvent, hvorfor der i rejsen også indgår et trip til USA, så de kan forvisse sig om, at øernes herrer (siden 1917) behandler øernes indvånere godt, for om shoppig er der næppe tale.
I min forkalkede hjene rumsterer en vag erindring fra min ungdom:
Var det ikke salig formand Mao, der i 1970'erne sendte bureaukrater og andet godtfolk ud på landet - og ud i industrien - ud i virkeligheden for (på moderne dansk: i øjenhøjde) at lære det folk og det samfund at kende, som de styrede? Nogle i Vesten korsede sig.
Var idéen ikke genial? Tænk, om alle vore MF'ere tog ved lære af formand Mao og besluttede at give afkald på vinterferie for - i stedet - at dykke ned i den danske virkelighed og for en stund flygte fra den virtual reality world, de til daglig lever i på Christiansborg?
Det ville næppe skade respekten for de folkevalgte.
De fleste danskere, der har råd, rejser formentlig for egen regning.
I vort ellers så lighedssøgende dronningerige er nogle samfundsborgere imidlertid så begunstigede - måske fordi de er mere nyttige end andre - at de ikke behøver selv. Respektløst sigter jeg til en flok folkevalgte - i dette tilfælde Folketingets Kulturudvalg, der sidste år gav afkald på en rejse til De Vestindiske Øer, men åbenbart mener, at den aflyste ekspedition bør gennemføres NU. Kulturudvalget føler angivelig trang til studere kultur i de tidligere danske mini-kolonier - uden tvivl i overbevisningen om, at den danske kolonimagt på disse øer har efterladt sig en fornem kulturarv, som kultursøgende danske MF'ere kan lade sig inspirere af. Vore folkevalgte tænker og handler konsekvent, hvorfor der i rejsen også indgår et trip til USA, så de kan forvisse sig om, at øernes herrer (siden 1917) behandler øernes indvånere godt, for om shoppig er der næppe tale.
I min forkalkede hjene rumsterer en vag erindring fra min ungdom:
Var det ikke salig formand Mao, der i 1970'erne sendte bureaukrater og andet godtfolk ud på landet - og ud i industrien - ud i virkeligheden for (på moderne dansk: i øjenhøjde) at lære det folk og det samfund at kende, som de styrede? Nogle i Vesten korsede sig.
Var idéen ikke genial? Tænk, om alle vore MF'ere tog ved lære af formand Mao og besluttede at give afkald på vinterferie for - i stedet - at dykke ned i den danske virkelighed og for en stund flygte fra den virtual reality world, de til daglig lever i på Christiansborg?
Det ville næppe skade respekten for de folkevalgte.
