Den igangværende økonomiske krise kommer til at skærpe kravene om nedskæringer i de offentlige budgetter – altså venter der massive velfærdstab på kanten af beslutningsprocesserne omkring krisehåndteringen - krisetrykket vil derfor enten føre til, at de demokratiske velfærdsstater opløser sig selv - i endnu mere sammensvejsede defensive diversificerede valutablokke som forstærkede Euro-, Dollar-, Yen- og Renminbi-zoner - eller også så kommer der et nyt internationalt aftalegrundlag konstrueret over Bretton Woods læst, der afspejler den nye verdensorden.
Historien er ved at gentage sig selv (på en ny måde), da ØMU´en synes at komme til at lide samme kranke skæbne som Bretton Woods. Hvis arbejdsmarkedet og det politiske system i visse af EU-landene (heriblandt også Danmark) ikke formår at levere løn- og prisvækst på tysk niveau, ser de langsigtede udsigter for ØMU´en faktisk dårlige ud.
Den Europæiske Centralbank (ECB) er indrettet til at forhindre euro i at falde, så den har ingen midler til at forhindre euro i at stige. ECB vil derfor sandsynligvis fortsat udstede mange flere euro for at modvirke presset fra dollarblokken – penge der ikke dækkes ind af realøkonomien, men trækker eurozonen yderligere ud på skråplanet – når Trichet tvunget af FED og dollarøkonomiens fald vil følge efter med renteniveau og pengemængdeforøgelser…
EU ender derfor med al sandsynlighed op i en graverende konflikt indbyrdes i mellem medlemsstaterne - hvorfra der ingen hjælp er at hente - på grund af den særlige konstruktion med beslutningstagende ministerråd - med mindre man udbygger EU til en regulær transferunion eller en decideret forbundsstat med offentlig finansudligning.
I mellemtiden tyder alt derfor på at vi går ind i en periode med store valutakvaler. Fordi ikke bare dollaren, men også pund og euro i dag er voldsomt overvurderet, som følge af de ekstreme pengemængdeforøgelser...
David Hume og John Stuart Mill påviste allerede i 1700-tallet, at hvis der ikke er orden i pengemarkederne, vil der ikke blive orden på varemarkederne. Uden et internationalt vedtaget monetært aftalegrundlag, der er i de store handelslandes interesse, går det med sikkerhed derfor galt.
Et valutasystem, som tillader USA at finansiere sine krige og investeringer i såvel ind- som udland ved at lade seddelpressen køre, bliver betragtet med stigende utilfredshed i verden. Ikke mindst af Kina, hvis store statsøkonomi er afhængig af, at kunne konvertere de store mængder likviditet til internationale investeringer.
G-20 landene, som under Storbritanniens formandskab har forstærket forøgelsen af pengemængden, udbygger faren for at et inflationært sammenbrud kommer til at sætte USA ud af stand til at svare sine forpligtelser på sigt. Den ekspansive økonomiske politik, som følger af G-20 topmødernes eksperimentaløkonomiske linje, fører derfor direkte i en likviditets- og gældsfælde, som vil føre over i en langvarig stagflationsfase.
De, der har fulgt den ekspansive kurs vil blive suget med i implosionen, når de finansielle markeder svinder ind, så de afspejler værdien af et kreditbaseret default swap equity pengemarked uden dækning i produktion og tjenesteydelser, men alene baseret på en vægtet kurv af valutaer, med et fast udsvingsbånd, og store mængder statsobligationer i valutaer, der står for at trække økonomierne i frit fald, efterhånden som de svigtende udvekslingsmekanismer gror fast.
Problemet med om der er dækning til at indfri dollargælden, som USA har opbygget på sit betalingsbalanceunderskud igennem de sidste 40 år, er imaginært, da dollaren fungerer som værdimåler i forhold til energi og guld og andre flydende valutablokke i IMF, og derfor er reservevaluta for resten af verden.
Dollarens fald er derfor enden på verden som vi kender den...
Dollarzonen kan forvente en voldsom forandring i sit samhandelsforhold. Læs: Stagflationen vil trække tænderne ud af dollargrinet, efterhånden som kreditværdigheden og afsætningsmulighederne for dollarbonds rinder ud. Det er derfor sandsynligt at produktionerne - i en ikke så fjern fremtid - skal foregå på det Amerikanske kontinent, i Nordafrika, Mellemøsten og i Østeuropa. Da Nordamerika allerede er ved at udvikle sig til et lavtlønsområde på linje med Guatemala.
Indtil dollarzonen kommer i en mere sund udvikling, vil vi derfor se krise på krise som vil trække recessesionen dybere og dybere …
De sidste 50 års krige - og kapitaleksport i form af oversøiske investeringer - har drevet USA’s betalingsbalanceunderskud langt ud over det røde felt, indtil det i dag nærmest er hoppet uden for skalaen. De akkumulerede amerikanske betalingsbalanceunderskud har udvirket en støt stigende international likviditetforøgelse, og dermed sat betydelige mængder af dollars i omløb uden dækning i hverken USA’s eller andre landes produktion.
Denne internationale - stadig voksende - pengemængde i dollar, ligger i dag som en tikkende inflationsbombe under hele verdensøkonomien, og vil resultere i en inflatorisk og katastrofal valutaspekulation, som sætter hele valutasystemet i brand, og i dag allerede presser valutamarkedet mod spekulation, og det var jo netop dette, IMF skulle forhindre …
En eventuel rekonstruktion af det internationale valutasystem, skal dog lægge (mange) flere kinesiske yuan i den vægtede kurv - men det vil fordyre de kinesiske varer - og da den kinesiske økonomi er afhængig af at kunne præstere to-cifrede vækstrater for at holde migrationen fra land til by i gang og udbygge infrastruktur og produktionsapparat så væksten kan holdes i gang, er der i Kina en stærk modstand imod at styrke renminbien/ yuan i SDR.
Indtil der kommer en afklaring på hvordan vi globalt fremover kan sikre stabiliteten i valutaer og økonomier, vil faren for en god gammeldags valutakrise derfor være overhængende. Kunsten for en lille økonomi som Danmarks er at ruste sig til stormen mod især euroen.
Men jeg anbefaler at Danmark strammer op og følger de tyske krav nøje, da straffen for at give los a lá G-20 bliver et hårdkogt spekulationsangreb imod vor valuta, såfremt vi ikke holder os på den sikre side af stabilitets- og vækstkravene ...
Har man fulgt med i Nationalbankens opbygning af valutareserven, fremgår det tydeligt at risikoen aldrig har været større for at det på kort sigt bliver nødvendigt at slås ihærdigt for at holde renterne nede på et rimeligt niveau.
Historien er ved at gentage sig selv (på en ny måde), da ØMU´en synes at komme til at lide samme kranke skæbne som Bretton Woods. Hvis arbejdsmarkedet og det politiske system i visse af EU-landene (heriblandt også Danmark) ikke formår at levere løn- og prisvækst på tysk niveau, ser de langsigtede udsigter for ØMU´en faktisk dårlige ud.
Den Europæiske Centralbank (ECB) er indrettet til at forhindre euro i at falde, så den har ingen midler til at forhindre euro i at stige. ECB vil derfor sandsynligvis fortsat udstede mange flere euro for at modvirke presset fra dollarblokken – penge der ikke dækkes ind af realøkonomien, men trækker eurozonen yderligere ud på skråplanet – når Trichet tvunget af FED og dollarøkonomiens fald vil følge efter med renteniveau og pengemængdeforøgelser…
EU ender derfor med al sandsynlighed op i en graverende konflikt indbyrdes i mellem medlemsstaterne - hvorfra der ingen hjælp er at hente - på grund af den særlige konstruktion med beslutningstagende ministerråd - med mindre man udbygger EU til en regulær transferunion eller en decideret forbundsstat med offentlig finansudligning.
I mellemtiden tyder alt derfor på at vi går ind i en periode med store valutakvaler. Fordi ikke bare dollaren, men også pund og euro i dag er voldsomt overvurderet, som følge af de ekstreme pengemængdeforøgelser...
David Hume og John Stuart Mill påviste allerede i 1700-tallet, at hvis der ikke er orden i pengemarkederne, vil der ikke blive orden på varemarkederne. Uden et internationalt vedtaget monetært aftalegrundlag, der er i de store handelslandes interesse, går det med sikkerhed derfor galt.
Et valutasystem, som tillader USA at finansiere sine krige og investeringer i såvel ind- som udland ved at lade seddelpressen køre, bliver betragtet med stigende utilfredshed i verden. Ikke mindst af Kina, hvis store statsøkonomi er afhængig af, at kunne konvertere de store mængder likviditet til internationale investeringer.
G-20 landene, som under Storbritanniens formandskab har forstærket forøgelsen af pengemængden, udbygger faren for at et inflationært sammenbrud kommer til at sætte USA ud af stand til at svare sine forpligtelser på sigt. Den ekspansive økonomiske politik, som følger af G-20 topmødernes eksperimentaløkonomiske linje, fører derfor direkte i en likviditets- og gældsfælde, som vil føre over i en langvarig stagflationsfase.
De, der har fulgt den ekspansive kurs vil blive suget med i implosionen, når de finansielle markeder svinder ind, så de afspejler værdien af et kreditbaseret default swap equity pengemarked uden dækning i produktion og tjenesteydelser, men alene baseret på en vægtet kurv af valutaer, med et fast udsvingsbånd, og store mængder statsobligationer i valutaer, der står for at trække økonomierne i frit fald, efterhånden som de svigtende udvekslingsmekanismer gror fast.
Problemet med om der er dækning til at indfri dollargælden, som USA har opbygget på sit betalingsbalanceunderskud igennem de sidste 40 år, er imaginært, da dollaren fungerer som værdimåler i forhold til energi og guld og andre flydende valutablokke i IMF, og derfor er reservevaluta for resten af verden.
Dollarens fald er derfor enden på verden som vi kender den...
Dollarzonen kan forvente en voldsom forandring i sit samhandelsforhold. Læs: Stagflationen vil trække tænderne ud af dollargrinet, efterhånden som kreditværdigheden og afsætningsmulighederne for dollarbonds rinder ud. Det er derfor sandsynligt at produktionerne - i en ikke så fjern fremtid - skal foregå på det Amerikanske kontinent, i Nordafrika, Mellemøsten og i Østeuropa. Da Nordamerika allerede er ved at udvikle sig til et lavtlønsområde på linje med Guatemala.
Indtil dollarzonen kommer i en mere sund udvikling, vil vi derfor se krise på krise som vil trække recessesionen dybere og dybere …
De sidste 50 års krige - og kapitaleksport i form af oversøiske investeringer - har drevet USA’s betalingsbalanceunderskud langt ud over det røde felt, indtil det i dag nærmest er hoppet uden for skalaen. De akkumulerede amerikanske betalingsbalanceunderskud har udvirket en støt stigende international likviditetforøgelse, og dermed sat betydelige mængder af dollars i omløb uden dækning i hverken USA’s eller andre landes produktion.
Denne internationale - stadig voksende - pengemængde i dollar, ligger i dag som en tikkende inflationsbombe under hele verdensøkonomien, og vil resultere i en inflatorisk og katastrofal valutaspekulation, som sætter hele valutasystemet i brand, og i dag allerede presser valutamarkedet mod spekulation, og det var jo netop dette, IMF skulle forhindre …
En eventuel rekonstruktion af det internationale valutasystem, skal dog lægge (mange) flere kinesiske yuan i den vægtede kurv - men det vil fordyre de kinesiske varer - og da den kinesiske økonomi er afhængig af at kunne præstere to-cifrede vækstrater for at holde migrationen fra land til by i gang og udbygge infrastruktur og produktionsapparat så væksten kan holdes i gang, er der i Kina en stærk modstand imod at styrke renminbien/ yuan i SDR.
Indtil der kommer en afklaring på hvordan vi globalt fremover kan sikre stabiliteten i valutaer og økonomier, vil faren for en god gammeldags valutakrise derfor være overhængende. Kunsten for en lille økonomi som Danmarks er at ruste sig til stormen mod især euroen.
Men jeg anbefaler at Danmark strammer op og følger de tyske krav nøje, da straffen for at give los a lá G-20 bliver et hårdkogt spekulationsangreb imod vor valuta, såfremt vi ikke holder os på den sikre side af stabilitets- og vækstkravene ...
Har man fulgt med i Nationalbankens opbygning af valutareserven, fremgår det tydeligt at risikoen aldrig har været større for at det på kort sigt bliver nødvendigt at slås ihærdigt for at holde renterne nede på et rimeligt niveau.
