Vestlige liberale og islamiske fundamentalister afviser begge ideerne om modernisme, universalitet og fremskridt
”Jeg fordømmer europæisk kolonialisme”, skrev C.L.R. James. ”Men jeg respekterer den vestlige civilisations lærdom og de anseelige opdagelser”
James var én af det tyvende århundredes store radikale, en anti-imperialist, en superb historiker om de sortes kamp, en marxist der vedblev at være det, selv da det ikke længere var moderne. Men i dag ville James´s forsvar for vestlig civilisation sandsynligvis blive afvist som eurocentrisk, måske endda racistisk.
At være radikal i dag er at vise foragt for alt ”vestligt” – af hvilket de fleste mener modernisme og Oplysningstidens ideer. Det modernistiske projekt er, at forfølge en rationel, videnskabelig forståelse af den naturlige og sociale verden – et projekt som James skamløst mestrede – anses nu i vid udstrækning for en farlig fantasi, endda en undertrykkende fantasi.
”Underlæggelse”, ifølge filosoffen David Goldberg, ”definerer oplysningens rækkefølge: naturens underlæggelse af det menneskelige intellekt, kolonielle kontrol gennem fysisk og kulturel dominans, og økonomisk overlegenhed gennem mesterskab af markedets love” Mestring af naturen og den rationelle organisation af samfundet, der engang blev anset for værende basis for menneskelig frigørelse, er nu blevet kilden til menneskelig slavegørelse.
Oplysningsuniversalisme, argumenterer kritiker, er racistisk, fordi den søger at påtvinge euro-amerikanske ideer om rationalitet og objektivitet på andre folk. ”Det moderne Europa´s universaliserende diskurs og U.S.A”, argumenterer Edward Said, ”pålægger sig den ikke-europæiske verdens stilhed, frivilligt eller ej”
Ikke bare for radikale, men også for mange mainstreamliberale begyndte vejen i oplysning og endte i vildskab, endda i folkemord. Som sociologen Zygmunt Bauman argumenterer: ”Enhver ingrediens af Holocaust…var normal…forstået som værende i fuld overensstemmelse med alt hvad vi ved om vor civilisation, dens ledende ånd, dens iboende vision om verden – og om de rigtige måder sammen at forfølge menneskelig lykke med et perfekt samfund”
Denne tro på, at modernisme er roden til alt ondt, er så overbevisende, at kun højreorienterede reaktionære, som Italien´s premierminister Silvio Berlusconi, tidligere engelske premierminister Margaret Thatcher eller den afdøde hollandske politiker Pim Fortuyn, er, synes det undertiden, villige til ureserveret at forsvare James´s tro på overlegenheden i ”lærdommen og dybtgående opdagelser af vestlig civilisation”
Så det virkelige spørgsmål at stille i opvågningen d. 9/11 er ikke, som mange har foreslået, ”Hvorfor hader de os?”, men mere ”Hvorfor lader vi til at hade os selv?”. Hvordan kan det være, at vestlige liberale og radikale er blevet så desillusionerede med moderne civilisation, at nogle ønskede angrebene på tvillingebygningerne velkommen som en anti-imperialistisk handling?
C.L.R. James, som tidligere tiders fleste anti-imperialister, erkendte at al progressiv politik er rodfæstet i den ”vestlige tradition”, og især i fornuftens ideer, fremskridt, humanisme og universalisme, der udsprang af Oplysningstiden. Den videnskabelige metode, demokratiske politikker, konceptet om universelle værdier – disse er indlysende bedre koncepter, end de der tidligere eksisterede, eller de der eksisterer nu i andre politiske og kulturelle traditioner. Ikke fordi europæerne er et overlegent folk, men fordi ud af Renaissancen, Oplysningstiden og den videnskabelige revolution blomstrede overlegne ideer.
Vestlig tradition er ikke vestlig på nogen essentiel måde, men kun gennem en geografisk og historisk tilfældighed. Helt sikkert tilbød islamisk lærdom en vigtig ressource for både renaissancen og udviklingen af videnskab. De ideer vi kalder ”vestlige”, er faktisk universelle, læggende grundlaget for mere human blomstring. Det er derfor at radikale, især tredje verdens radikale, i meget af det forrige århundrede erkendte, at problemet med imperialismen ikke var, at det var en vestlig ideologi, men at den var en hindring for forfølgelsen af de progressive idealer, der steg ud af Oplysningstiden.
Som Frantz Fanon, den Martinique-fødte Algirske nationalist udtrykte det: ”Alle elementerne til en løsning på humanismens store problemer har, til forskellige tider, eksisteret i europæiske tanker. Men europæerne har praktiseret missionen der kom til dem”. For tænkere som Fanon og James var målet ikke at afvise vestlige ideer, men at genvinde dem for hele menneskeheden.
Vestlige liberale var ofte chokerede over, med hvilken ildhu anti-kolonielle bevægelser optog, hvad de anså for værende moralsk korrupte nationer. Oplysningskonceptets universalisme og sociale fremskridt, observerede den franske antropolog Claude Levi-Strauss, fandt ”uventet støtte fra folk der ikke ønsker mere end at dele industrialiseringens goder; folk der mere foretrækker at se sig selv som midlertidigt tilbagestående, end som permanent anderledes. Andetsteds noterede han, at den kulturelle doktrins relativisme ”var udfordret af selve de folk for hvis moralske fordel antropologerne havde etableret det i første omgang”
Hvordan tingene er ”permanent forandrede”, er præcist hvordan vi har tendens til i dag at se forskellige grupper, samfund og kulturer. Hvorfor? I det store hele fordi dagens samfund har mistet sin tillid til social transformation i fremskridtets muligheder, og i den tro der animerede anti-imperialister som James og Fanon.
Hellere at anse folk som ”midlertidigt tilbagestående” end ”permanent anderledes” er at accepterer, at selv om folk er potentielt lige, så er kulturer afgjort ikke; det er at acceptere ideen om social og moralsk fremdrift; at det ville være langt bedre, hvis alle fik en chance for at leve i den type samfund eller kultur, der bedst promoverede menneskeligt fremskridt.
Men det er netop disse ideer – og selve handlingen at dømme overbevisninger, værdier, livsstile og kulturer – der nu anses for politisk ukonforme. I stedet for den progressive universalisme som James og Fanon repræsenterer, så favner de vestlige samfund en form for nihilistisk multikulturalisme. Vi er begyndt at se verden som delt i kulturer og grupper, i det store hele defineret gennem deres indbyrdes forskelle. Og hver gruppe ser sig selv som, ikke komponeret af aktive agenter der forsøger at overkomme uligheder, ved at stræbe efter lighed og progressivitet, men som passive ofre med uløselige klager. Da forskellighederne er permanente, hvordan kan problemerne så løses?
Den naturlige konsekvens, at omskabe hele verden til et netværk af ofre, er at transformere vesten, og især U.S.A. om til en omnipotent ondsindet kraft – Den Store Satan – som alle må rase imod. I Salman Rushdie´s ”De Sataniske Vers”, finder én af de centrale karakterer, Saladin, sig fanget i et detentionscenter for illegale immigranter. Saladin opdager, at hans medfanger er blevet omskabt til dyr – vandbøfler, slanger, fabeldyr. Han er selv blevet er behåret ged. ”Hvordan gør de det”, spørger Saladin en medfange? ”De beskriver os”, er svaret, ”det er det hele. De har magten til beskrivelse, og vi skaber os i dette billede”. Der er en lignende fatalismeopfattelse i den måde mange radikale ser på U.S.A. Den Store Satan beskriver verden, og verden skaber sig i dette billede.
I denne fatalisme ligger en almindelig trussel, der binder dagens vestlige radikalisme med islamisk fundamentalisme. På overfladen synes disse at være modsætninger: fundamentalisterne afskyr vestlig dekadence, vestlige radikale frygter islamismens urokkelige sikkerhed. Men hvad der binder disse to er, at de begge er grundfæstede i kontemporær nihilistisk mulitikulturalisme; begge udtrykker, i bedste fald, ambivalens om, i værste fald direkte afvisning af, modernitetens ideer, universalitet og fremskridt. Og begge ser intet alternativ til vestlig kraft.
Men vigtigst, så sammensmelter begge fordelene ved modernismen og kapitalismens uretfærdigheder. På denne måde bliver kapitalismesamfundets positive aspekter - dets insisteren på fornuft, teknologiske fremskridt, ideologiske dedikation til lighed og universalisme bliver nedgjort, mens de negative aspekter – manglen på evne til at udligne sociale uligheder, kontrasten mellem teknologiske fremskridt og moralsk fordærv, tendenser i retning af barbari – ses som uundgåelige og naturlige.
Ifølge dette verdenssyn er alt hvad vi kan håbe på ordene fra Edward Said: ”Muligheden for en mere generøs og pluralistisk vision af verden, i hvilken imperialismen fortsætter som den er i forskellige former (vor tids nord-syd-polaritet er én af dem), og relationen af dominans fortsætter, men mulighederne for frigørelse er åbne”. Men hvad betyder frigørelse, hvis intet ændrer sig og ”imperialismen fortsætter?”. Er det ikke mere sandsynligt, at et sådan verdenssyn vil give næring, ikke til en ”generøs og pluralistisk verdensvision”, men til en mørk dystopisk og misantropisk verdensvision, hvor alt hvad der er tilbage, er nihilistisk raseri – den slags der ledte til begivenhederne d. 11 september.
Raseriet der drev flyene ind i Twin Towers, var lige så meget næret af den nihilisme og fatalisme der har grebet meget af vestlige samfund, som kampene i Palæstina eller andetsteds i den tredje verden. Der var intet i nærheden af anti-imperialistisk eller progressivt ved angrebet; ej heller er der det ved dagens anti-amerikanisme, der animerer dagens islamiske fundamentalister og vestlige radikale ligeså. Der er meget at kritisere ved det amerikanske samfund og amerikansk udenrigspolitik. Men meget lidt af det er indeholdt i anti-amerikanismen fra enten islamisk fundamentalismes hånd, eller dagens vestlige radikalisme. De er begge produkter af fejlslagen anti-imperialisme, og af en afsmag for den moderne verden. Ironien af en sådan fremmedgørelse fra modernismen er, at den er lige så rodfæstet i den ”vestlige tradition” som selve modernismen – men kun i sin mere reaktionære og bagudskuende version.
”I dag er vi til stede i Europa´s vaklen”, skrev Frantz Fanon. Europa ”har rystet al retningssans og fornuft af sig, og hun løber hovedkulds i dybet; vi gør klogt i at undgå dette af al kraft”. For fyrre år siden fremførte Fanon er opråb mod imperialismen. I dag kunne han lige vel advare os mod konsekvenserne af hvad der passerer som anti-imperialisme.
”Jeg fordømmer europæisk kolonialisme”, skrev C.L.R. James. ”Men jeg respekterer den vestlige civilisations lærdom og de anseelige opdagelser”
James var én af det tyvende århundredes store radikale, en anti-imperialist, en superb historiker om de sortes kamp, en marxist der vedblev at være det, selv da det ikke længere var moderne. Men i dag ville James´s forsvar for vestlig civilisation sandsynligvis blive afvist som eurocentrisk, måske endda racistisk.
At være radikal i dag er at vise foragt for alt ”vestligt” – af hvilket de fleste mener modernisme og Oplysningstidens ideer. Det modernistiske projekt er, at forfølge en rationel, videnskabelig forståelse af den naturlige og sociale verden – et projekt som James skamløst mestrede – anses nu i vid udstrækning for en farlig fantasi, endda en undertrykkende fantasi.
”Underlæggelse”, ifølge filosoffen David Goldberg, ”definerer oplysningens rækkefølge: naturens underlæggelse af det menneskelige intellekt, kolonielle kontrol gennem fysisk og kulturel dominans, og økonomisk overlegenhed gennem mesterskab af markedets love” Mestring af naturen og den rationelle organisation af samfundet, der engang blev anset for værende basis for menneskelig frigørelse, er nu blevet kilden til menneskelig slavegørelse.
Oplysningsuniversalisme, argumenterer kritiker, er racistisk, fordi den søger at påtvinge euro-amerikanske ideer om rationalitet og objektivitet på andre folk. ”Det moderne Europa´s universaliserende diskurs og U.S.A”, argumenterer Edward Said, ”pålægger sig den ikke-europæiske verdens stilhed, frivilligt eller ej”
Ikke bare for radikale, men også for mange mainstreamliberale begyndte vejen i oplysning og endte i vildskab, endda i folkemord. Som sociologen Zygmunt Bauman argumenterer: ”Enhver ingrediens af Holocaust…var normal…forstået som værende i fuld overensstemmelse med alt hvad vi ved om vor civilisation, dens ledende ånd, dens iboende vision om verden – og om de rigtige måder sammen at forfølge menneskelig lykke med et perfekt samfund”
Denne tro på, at modernisme er roden til alt ondt, er så overbevisende, at kun højreorienterede reaktionære, som Italien´s premierminister Silvio Berlusconi, tidligere engelske premierminister Margaret Thatcher eller den afdøde hollandske politiker Pim Fortuyn, er, synes det undertiden, villige til ureserveret at forsvare James´s tro på overlegenheden i ”lærdommen og dybtgående opdagelser af vestlig civilisation”
Så det virkelige spørgsmål at stille i opvågningen d. 9/11 er ikke, som mange har foreslået, ”Hvorfor hader de os?”, men mere ”Hvorfor lader vi til at hade os selv?”. Hvordan kan det være, at vestlige liberale og radikale er blevet så desillusionerede med moderne civilisation, at nogle ønskede angrebene på tvillingebygningerne velkommen som en anti-imperialistisk handling?
C.L.R. James, som tidligere tiders fleste anti-imperialister, erkendte at al progressiv politik er rodfæstet i den ”vestlige tradition”, og især i fornuftens ideer, fremskridt, humanisme og universalisme, der udsprang af Oplysningstiden. Den videnskabelige metode, demokratiske politikker, konceptet om universelle værdier – disse er indlysende bedre koncepter, end de der tidligere eksisterede, eller de der eksisterer nu i andre politiske og kulturelle traditioner. Ikke fordi europæerne er et overlegent folk, men fordi ud af Renaissancen, Oplysningstiden og den videnskabelige revolution blomstrede overlegne ideer.
Vestlig tradition er ikke vestlig på nogen essentiel måde, men kun gennem en geografisk og historisk tilfældighed. Helt sikkert tilbød islamisk lærdom en vigtig ressource for både renaissancen og udviklingen af videnskab. De ideer vi kalder ”vestlige”, er faktisk universelle, læggende grundlaget for mere human blomstring. Det er derfor at radikale, især tredje verdens radikale, i meget af det forrige århundrede erkendte, at problemet med imperialismen ikke var, at det var en vestlig ideologi, men at den var en hindring for forfølgelsen af de progressive idealer, der steg ud af Oplysningstiden.
Som Frantz Fanon, den Martinique-fødte Algirske nationalist udtrykte det: ”Alle elementerne til en løsning på humanismens store problemer har, til forskellige tider, eksisteret i europæiske tanker. Men europæerne har praktiseret missionen der kom til dem”. For tænkere som Fanon og James var målet ikke at afvise vestlige ideer, men at genvinde dem for hele menneskeheden.
Vestlige liberale var ofte chokerede over, med hvilken ildhu anti-kolonielle bevægelser optog, hvad de anså for værende moralsk korrupte nationer. Oplysningskonceptets universalisme og sociale fremskridt, observerede den franske antropolog Claude Levi-Strauss, fandt ”uventet støtte fra folk der ikke ønsker mere end at dele industrialiseringens goder; folk der mere foretrækker at se sig selv som midlertidigt tilbagestående, end som permanent anderledes. Andetsteds noterede han, at den kulturelle doktrins relativisme ”var udfordret af selve de folk for hvis moralske fordel antropologerne havde etableret det i første omgang”
Hvordan tingene er ”permanent forandrede”, er præcist hvordan vi har tendens til i dag at se forskellige grupper, samfund og kulturer. Hvorfor? I det store hele fordi dagens samfund har mistet sin tillid til social transformation i fremskridtets muligheder, og i den tro der animerede anti-imperialister som James og Fanon.
Hellere at anse folk som ”midlertidigt tilbagestående” end ”permanent anderledes” er at accepterer, at selv om folk er potentielt lige, så er kulturer afgjort ikke; det er at acceptere ideen om social og moralsk fremdrift; at det ville være langt bedre, hvis alle fik en chance for at leve i den type samfund eller kultur, der bedst promoverede menneskeligt fremskridt.
Men det er netop disse ideer – og selve handlingen at dømme overbevisninger, værdier, livsstile og kulturer – der nu anses for politisk ukonforme. I stedet for den progressive universalisme som James og Fanon repræsenterer, så favner de vestlige samfund en form for nihilistisk multikulturalisme. Vi er begyndt at se verden som delt i kulturer og grupper, i det store hele defineret gennem deres indbyrdes forskelle. Og hver gruppe ser sig selv som, ikke komponeret af aktive agenter der forsøger at overkomme uligheder, ved at stræbe efter lighed og progressivitet, men som passive ofre med uløselige klager. Da forskellighederne er permanente, hvordan kan problemerne så løses?
Den naturlige konsekvens, at omskabe hele verden til et netværk af ofre, er at transformere vesten, og især U.S.A. om til en omnipotent ondsindet kraft – Den Store Satan – som alle må rase imod. I Salman Rushdie´s ”De Sataniske Vers”, finder én af de centrale karakterer, Saladin, sig fanget i et detentionscenter for illegale immigranter. Saladin opdager, at hans medfanger er blevet omskabt til dyr – vandbøfler, slanger, fabeldyr. Han er selv blevet er behåret ged. ”Hvordan gør de det”, spørger Saladin en medfange? ”De beskriver os”, er svaret, ”det er det hele. De har magten til beskrivelse, og vi skaber os i dette billede”. Der er en lignende fatalismeopfattelse i den måde mange radikale ser på U.S.A. Den Store Satan beskriver verden, og verden skaber sig i dette billede.
I denne fatalisme ligger en almindelig trussel, der binder dagens vestlige radikalisme med islamisk fundamentalisme. På overfladen synes disse at være modsætninger: fundamentalisterne afskyr vestlig dekadence, vestlige radikale frygter islamismens urokkelige sikkerhed. Men hvad der binder disse to er, at de begge er grundfæstede i kontemporær nihilistisk mulitikulturalisme; begge udtrykker, i bedste fald, ambivalens om, i værste fald direkte afvisning af, modernitetens ideer, universalitet og fremskridt. Og begge ser intet alternativ til vestlig kraft.
Men vigtigst, så sammensmelter begge fordelene ved modernismen og kapitalismens uretfærdigheder. På denne måde bliver kapitalismesamfundets positive aspekter - dets insisteren på fornuft, teknologiske fremskridt, ideologiske dedikation til lighed og universalisme bliver nedgjort, mens de negative aspekter – manglen på evne til at udligne sociale uligheder, kontrasten mellem teknologiske fremskridt og moralsk fordærv, tendenser i retning af barbari – ses som uundgåelige og naturlige.
Ifølge dette verdenssyn er alt hvad vi kan håbe på ordene fra Edward Said: ”Muligheden for en mere generøs og pluralistisk vision af verden, i hvilken imperialismen fortsætter som den er i forskellige former (vor tids nord-syd-polaritet er én af dem), og relationen af dominans fortsætter, men mulighederne for frigørelse er åbne”. Men hvad betyder frigørelse, hvis intet ændrer sig og ”imperialismen fortsætter?”. Er det ikke mere sandsynligt, at et sådan verdenssyn vil give næring, ikke til en ”generøs og pluralistisk verdensvision”, men til en mørk dystopisk og misantropisk verdensvision, hvor alt hvad der er tilbage, er nihilistisk raseri – den slags der ledte til begivenhederne d. 11 september.
Raseriet der drev flyene ind i Twin Towers, var lige så meget næret af den nihilisme og fatalisme der har grebet meget af vestlige samfund, som kampene i Palæstina eller andetsteds i den tredje verden. Der var intet i nærheden af anti-imperialistisk eller progressivt ved angrebet; ej heller er der det ved dagens anti-amerikanisme, der animerer dagens islamiske fundamentalister og vestlige radikale ligeså. Der er meget at kritisere ved det amerikanske samfund og amerikansk udenrigspolitik. Men meget lidt af det er indeholdt i anti-amerikanismen fra enten islamisk fundamentalismes hånd, eller dagens vestlige radikalisme. De er begge produkter af fejlslagen anti-imperialisme, og af en afsmag for den moderne verden. Ironien af en sådan fremmedgørelse fra modernismen er, at den er lige så rodfæstet i den ”vestlige tradition” som selve modernismen – men kun i sin mere reaktionære og bagudskuende version.
”I dag er vi til stede i Europa´s vaklen”, skrev Frantz Fanon. Europa ”har rystet al retningssans og fornuft af sig, og hun løber hovedkulds i dybet; vi gør klogt i at undgå dette af al kraft”. For fyrre år siden fremførte Fanon er opråb mod imperialismen. I dag kunne han lige vel advare os mod konsekvenserne af hvad der passerer som anti-imperialisme.
