Sommeren er over os, og det er for de flestes vedkommende en tid, der forbindes med sol, fritid, strand & afslapning. Mange danskere vælger at rejse sydpå, hvor man er garanteret solens varme stråler. I forbindelse med en sådan rejse til syden er det ikke kun pas & valuta, der skal være på plads, der er også en række valg, der må træffes. Først og fremmest hvortil turen skal gå, dernæst hvor længe, i hvilke uger og til hvilket budget. Men det der for mig at se er det mest interessante og afslørende valg, handler om stillingtagen til, om hotellet skal være ”all in-clusive” eller ej. Afslørende, fordi det fortæller meget om de rejsende, hvorvidt de vælger et sådan tilbud fra eller til. Lad mig lidt kort præcisere, hvad ”all inclusive” dækker over: All inclusive betyder, at du ikke kun køber et hotelværelse, hvor du kan overnatte, du køber samtidig en pakkeløsning, hvor alle dine måltider samt drikkevarer er inkluderet. Alt er simpelthen inkluderet, deraf navnet. Du har hjemmefra betalt hele pakken og fritages dermed for at tage stilling, når feriemålet er nået og kan dermed bare slappe af. På Startours hjemmeside kalder man all inclusive det nemme valg, netop fordi man slipper for at tage stilling til noget som helst – man spiser på det samme hotel, morgen, middag og aften, alle 8 dage. Det er da nemt!
All inclusive blev et aktuelt begreb, da jeg selv skulle på ferie og havde udset mig et hotel, der også tilbød denne service, og jeg måtte overveje, hvorvidt det skulle fravælges eller tilkøbes. Først og fremmest gik mine overvejelser på kvaliteten af den mad, der i en all inclusive-aftale ville blive serveret. Hvis maden viser sig at være af en ringe kvalitet, kan jeg ikke vælge den fra – jeg kan naturligvis lade være med at spise den, men jeg har betalt for den, hvis jeg har valgt all inclusive. En restaurant, hvor jeg kun betaler pr. måltid, er på en anden måde afhængig af at de spisende gæster kommer igen og er derfor nødsaget til at levere noget god mad – det er i hvert fald min teori. Min umiddelbare konklusion var derfor, at mad såvel som service med stor sandsynlighed ville være bedre de steder, der ikke er del af en all inclusive-aftale. Jeg tænkte dog alligevel videre, om det kunne være skønt ikke at skulle tage stilling, bare vide at jeg kunne slendre ned i lobbyen, dreje til venstre og sætte mig ved mit sædvanlige bord og nikke til den hårdtarbejdende tjener, der også servicerede mig forleden og i går, og som ved, at jeg ønsker sort kaffe og juice? Ved første tankestrejf lyder det tiltalende ikke at skulle starte forfra hver gang, kende ruten og vide, at deres blødkogte æg er overkogte, men at deres brød er lige i øjet. Men allerede ved andet tankestrejf frastødes jeg – ved tanken om mig selv som en passiv, tryghedssøgende amøbe. En fisk i stimen, uden mening, uden drømme og uden ønske om selvstyring. Da det står klart for mig, klikker jeg af i No Thanks ved all inclusive i min hotel-booking.
Mange af mekanismerne i all inclusive-pakken går igen i den måde, vi har indrettet velfærds-staten på. Det dyre, ufleksible og alligevel nemme valg, hvor standardløsninger skal dække alles behov, og hvor man betaler blindt og håber på produktets kvalitet. Udgifterne til den danske all inclusive-model stiger regeringsperiode efter regeringsperiode, og alligevel tales der gang på gang om serviceforringelser. Hvorfor tør vi ikke gå en ny vej i Danmark!? En vej hvor alle ikke er indskrevet til det samme ”måltid” hver dag, men i stedet har muligheden for vælge fra og vælge til – ja, vælge frit!
Desværre har vi ikke haft, trods borgerligt flertal i snart 10 år, valget mellem det ineffektive all inclusive eller det frie valg. Tværtimod har vores borgerlige regering skubbet samfundet mod passivitet. Og vi står nu i en situation, hvor flere vælgere foretrækker det rigtige socialdemokrati til at forvalte deres penge og træffe valg for sig. En situation jeg mener svarer til at vælge all inclusive-pakken – det nemme valg, men ikke valget der hverken fordrer kvalitet eller effektivitet.
Man kan dog undre sig over, hvorfor kun 15 % af de 380.000 danske rejsende denne sommer har foretrukket all inclusive-løsningen på deres ferie, når meningsmålingerne viser, at et flertal af danskerne foretrækker en sådan løsning, når det gælder langt vigtigere spørgsmål, såsom pasningen af børn og ældre, uddannelsessystem, sygehusvæsen etc. Jeg takker nej til all inclusive, både på min ferie og i min dagligdag - og jeg håber på, at flere vil reflektere over, om de virkelig tror, all inclusive er vejen frem for et moderne Danmark!
All inclusive blev et aktuelt begreb, da jeg selv skulle på ferie og havde udset mig et hotel, der også tilbød denne service, og jeg måtte overveje, hvorvidt det skulle fravælges eller tilkøbes. Først og fremmest gik mine overvejelser på kvaliteten af den mad, der i en all inclusive-aftale ville blive serveret. Hvis maden viser sig at være af en ringe kvalitet, kan jeg ikke vælge den fra – jeg kan naturligvis lade være med at spise den, men jeg har betalt for den, hvis jeg har valgt all inclusive. En restaurant, hvor jeg kun betaler pr. måltid, er på en anden måde afhængig af at de spisende gæster kommer igen og er derfor nødsaget til at levere noget god mad – det er i hvert fald min teori. Min umiddelbare konklusion var derfor, at mad såvel som service med stor sandsynlighed ville være bedre de steder, der ikke er del af en all inclusive-aftale. Jeg tænkte dog alligevel videre, om det kunne være skønt ikke at skulle tage stilling, bare vide at jeg kunne slendre ned i lobbyen, dreje til venstre og sætte mig ved mit sædvanlige bord og nikke til den hårdtarbejdende tjener, der også servicerede mig forleden og i går, og som ved, at jeg ønsker sort kaffe og juice? Ved første tankestrejf lyder det tiltalende ikke at skulle starte forfra hver gang, kende ruten og vide, at deres blødkogte æg er overkogte, men at deres brød er lige i øjet. Men allerede ved andet tankestrejf frastødes jeg – ved tanken om mig selv som en passiv, tryghedssøgende amøbe. En fisk i stimen, uden mening, uden drømme og uden ønske om selvstyring. Da det står klart for mig, klikker jeg af i No Thanks ved all inclusive i min hotel-booking.
Mange af mekanismerne i all inclusive-pakken går igen i den måde, vi har indrettet velfærds-staten på. Det dyre, ufleksible og alligevel nemme valg, hvor standardløsninger skal dække alles behov, og hvor man betaler blindt og håber på produktets kvalitet. Udgifterne til den danske all inclusive-model stiger regeringsperiode efter regeringsperiode, og alligevel tales der gang på gang om serviceforringelser. Hvorfor tør vi ikke gå en ny vej i Danmark!? En vej hvor alle ikke er indskrevet til det samme ”måltid” hver dag, men i stedet har muligheden for vælge fra og vælge til – ja, vælge frit!
Desværre har vi ikke haft, trods borgerligt flertal i snart 10 år, valget mellem det ineffektive all inclusive eller det frie valg. Tværtimod har vores borgerlige regering skubbet samfundet mod passivitet. Og vi står nu i en situation, hvor flere vælgere foretrækker det rigtige socialdemokrati til at forvalte deres penge og træffe valg for sig. En situation jeg mener svarer til at vælge all inclusive-pakken – det nemme valg, men ikke valget der hverken fordrer kvalitet eller effektivitet.
Man kan dog undre sig over, hvorfor kun 15 % af de 380.000 danske rejsende denne sommer har foretrukket all inclusive-løsningen på deres ferie, når meningsmålingerne viser, at et flertal af danskerne foretrækker en sådan løsning, når det gælder langt vigtigere spørgsmål, såsom pasningen af børn og ældre, uddannelsessystem, sygehusvæsen etc. Jeg takker nej til all inclusive, både på min ferie og i min dagligdag - og jeg håber på, at flere vil reflektere over, om de virkelig tror, all inclusive er vejen frem for et moderne Danmark!
