Per Stig Møller har begået en kronik, den 14. februar 2009 i Berlingske Tidende om konservatisme i en krisetid: http://www.berlingske.dk/article/20090214/kronikker/702140077/. Kronikken hylder ikke overraskende konservatisme som ideologi. Dette på baggrund af en kritik af den ortodokse socialisme og kommunisme og dertil den ortodokse liberalisme, der alle ifølge kronikøren er afgået ved døden. Den ortodokse socialisme og kommunisme afgik ved døden ved Sovjetunionens sammenbrud i 1991. Samme skæbne er netop overgået – ikke kapitalismen – men den ortodokse udgave af liberalismen. Det skete i 2008/2009 i forbindelse med finanskrisen. Per Stig Møller definerer ikke hvori forskelle på liberalisme og ortodoks og rettroende liberalisme ligger. Jeg mener at der ikke skal foretages gradbøjninger af liberalismen, som isme og ideologi. Der findes ikke vulgærliberalisme eller perverterede former for liberalisme, herunder ortodoks liberalisme. Liberalisme er liberalisme og er god nok i sig selv. Af samme grund læser jeg Per Stig Møllers kronik som en kritik af liberalismen i det hele taget. Desværre begiver Per Stig Møller sig ikke ud i en tilbundsgående analyse, der kan munde ud i en kvalificeret kritik af liberalismen eller den åbenbart vulgære af slagsen. Men en sådan analyse inviteres Per Stig Møller til at begå. Den aktuelle finanskrise tilsiger, at en belæst udi politisk idehistorie og samtidig praktiserende politiker, som Udenrigsministeren, begår en sådan analyse. Per Stig Møller har som intellektuel faktisk et ansvar og en pligt til at begå sådan en analyse.
Per Stig Møller har imidlertid gode betragtninger om folkeafstemninger, som jeg som liberal vil respondere på. I kronikken skriver Per Stig Møller, at vi med et direkte demokrati, et afstemningsdemokrati, får et stemningsdemokrati. Brugen af folkeafstemninger som en form for direkte demokrati drøftes ofte som løsningen på et såkaldt demokratisk underskud. Jeg ser ikke udbredt brug af folkeafstemninger som nogen god idé. Det ses Per Stig Møller heller ikke at gøre. Han hælder, som jeg til, at det repræsentative demokrati med folkevalgte kan og skal løfte opgaven til fælles bedste.
Med det repræsentative demokrati vælger vi kandidater, der for en periode kan fungere som politikere på fuld tid, understøttet af et embedsapparat og politisk-økonomiske sekretariater i eget parti. Politikerne udstyres med et oplyst grundlag at træffe beslutninger på og kan stilles til ansvar for beslutningerne. Politikerne er via deres partiers værdi- og politikgrundlag garanten for, at der træffes nogenlunde velafbalancerede beslutninger, hvor helhedsinteressen er i højsædet. I takt med at partierne er blevet massepartier i stedet for klassepartier er det hele ”Forretningen Danmark’s” situation der er omdrejningspunktet. Ved brug af folkeafstemninger populariseres alt, der er frit spil for manipulation og alt for meget bliver spin og følelser. Følelser og ikke fakta sætter dagsordenen.
Politikerne må være orienteret mod holdbare, fremtidssikrede og konsistente beslutninger, der ikke er i indbyrdes konflikt. Jeg ved det er et elitært standpunkt at indtage: Men befolkningen har ikke den fornødne kognitive formåen til at sætte sig ind i en bunke af lovforslag, der er komplicerede og svære at forstå konsekvenserne af. Dertil er de komplekse på den vis at de vedrører en række forhold og områder, der griber ind i hinanden.
Som tidligere Trafikminister Arne Melchior engang sagde: Såfremt indførelsen af elektricitet var blevet udsat for en folkeafstemning i tidernes morgen, så var det givet blevet et NEJ. Så havde vi siddet ved petroleumslampen en tid endnu og for en periode stillet udviklingen på stand by. Når talen går på folkeafstemninger er det givetvis fordi demokratiet ikke er levende nok og alt for få deltager direkte. Givet er det, at partiernes medlemstal er behersket, men jeg tvivler på at udstrakt brug af folkeafstemninger vil bidrage til et mere demokratisk samfund, hvor indflydelsen er spredt på så mange som muligt. Det vigtigste for en liberal er netop at dekoncentrere magt, indflydelse og i øvrigt også kapital. Derimod skal der arbejdes endnu mere med borgerinddragelse, så den viden, erfaring og indsigt borgere er i besiddelse af nyttiggøres i den offentlige sektors virke som service- og velfærdsproducent. Det repræsentative demokrati skal ikke suppleres med udstrakt brug af folkeafstemninger, på områder, hvor Grundloven ikke foreskriver dette. Derimod skal der suppleres med mere borgerinddragelse. Borgerinddragelse kan give mere kvalitet og bidrage til dialogen mellem borgere og folkevalgte, som begge naturligt skal have sæde i rådgivende borgerråd.
Den politisk-administrative verden er som nævnt blevet mere kompleks. Politikere og eksperter opererer i en mere omskiftelig og kompleks verden end tidligere. Udviklingstempoet og hastigheden i samfundet er taget til og udviklingstakten er i dag højere end nogensinde. En lang række områder af samfundet spiller sammen på en ikke kortlagt måde. Én beslutning i et selvstændigt system (f.eks. på beskæftigelsesområdet) får afledte og uintenderede effekter på andre områder, f.eks. sundhedsområdet og undervisningsområdet. Der er brug for en mangfoldighed af viden og der er brug for, at forskellige videnscentre kan spille sammen. I formuleringen af politik og implementeringen og omsætningen af politiske beslutninger er det nødvendigt, at eksperter/professionelle, men også borgere i en eller anden udstrækning inddrages og deres viden nyttiggøres.
Man må organisere sig ud af den komplekse verden. Opbygge institutioner omkring politikdannelse og implementering af den besluttede politik. Samfundet er kompleks, uoverskueligt og vidt forgrenet. Informations- og vidensmængden er betydelig, nærmest uoverskuelig og det er nødvendigt at kunne koordinere den store mængde af viden, sågar at konfrontere forskellig viden – med viden. Viden er i øvrigt selv en del af problemet, såvel som løsningen på problemet. Der skal viden til at identificere problemer, der skal viden til at løse problemer. Der skal opbygges institutioner eller fora hvor viden fremsiges og nyttiggøres. Det er ikke tilstrækkeligt at løse problemer med intuition. Ej heller ved hjælp af gammelkendte løsninger. I hvert fald ikke i alle tilfælde. Samfundets forandringstakt er så betydelig, at det der var løsningen i går ikke nødvendigvis er det i dag. Man kan sige at problemerne af i går måske heller ikke helt lader sig definere på samme måde i dag. Hver tid sine problemer, hver sin optik og dermed sin opfattelse af, hvad der er problemer og hvad der findes acceptabelt, henholdsvis uacceptabelt.
Den eneste vej igennem denne kompleksitet er brug af demokrati.
Magten skal dekoncentreres, flertalskonstellationer skal skifte, så der er en vis pluralitet og ingen opnår noget der minder om monopol på magten. Det er vigtigt, at der er konkurrence om magten. Og det er – fra et liberalistisk standpunkt - et gode, at der opstår et magtens tomrum og et politik- og politikerfrit rum. Et rum hvor der ikke lovgives og regeres, men i stedet et rum overladt til private aktører, til frie individer og til fællesskaber i det civile samfund. Liberale ønsker ikke som konservative en stærk stat. Liberale har et stærkt frihedsbegreb, som bl.a. handler om frihed fra statslige overgreb.
Per Stig Møller kunne passende skrive en anden kommende og helt sikkert indsigtsfuld kronik om konservatisme og magtkoncentration. Det er ikke godt at vide hvad kronikken ender ud med af anbefalinger, der jo helst ikke skal gå imod den økonomiske magtelite, der støtter økonomisk op omkring Per Stig Møllers parti, Det Konservative Folkeparti.
Per Stig Møller har imidlertid gode betragtninger om folkeafstemninger, som jeg som liberal vil respondere på. I kronikken skriver Per Stig Møller, at vi med et direkte demokrati, et afstemningsdemokrati, får et stemningsdemokrati. Brugen af folkeafstemninger som en form for direkte demokrati drøftes ofte som løsningen på et såkaldt demokratisk underskud. Jeg ser ikke udbredt brug af folkeafstemninger som nogen god idé. Det ses Per Stig Møller heller ikke at gøre. Han hælder, som jeg til, at det repræsentative demokrati med folkevalgte kan og skal løfte opgaven til fælles bedste.
Med det repræsentative demokrati vælger vi kandidater, der for en periode kan fungere som politikere på fuld tid, understøttet af et embedsapparat og politisk-økonomiske sekretariater i eget parti. Politikerne udstyres med et oplyst grundlag at træffe beslutninger på og kan stilles til ansvar for beslutningerne. Politikerne er via deres partiers værdi- og politikgrundlag garanten for, at der træffes nogenlunde velafbalancerede beslutninger, hvor helhedsinteressen er i højsædet. I takt med at partierne er blevet massepartier i stedet for klassepartier er det hele ”Forretningen Danmark’s” situation der er omdrejningspunktet. Ved brug af folkeafstemninger populariseres alt, der er frit spil for manipulation og alt for meget bliver spin og følelser. Følelser og ikke fakta sætter dagsordenen.
Politikerne må være orienteret mod holdbare, fremtidssikrede og konsistente beslutninger, der ikke er i indbyrdes konflikt. Jeg ved det er et elitært standpunkt at indtage: Men befolkningen har ikke den fornødne kognitive formåen til at sætte sig ind i en bunke af lovforslag, der er komplicerede og svære at forstå konsekvenserne af. Dertil er de komplekse på den vis at de vedrører en række forhold og områder, der griber ind i hinanden.
Som tidligere Trafikminister Arne Melchior engang sagde: Såfremt indførelsen af elektricitet var blevet udsat for en folkeafstemning i tidernes morgen, så var det givet blevet et NEJ. Så havde vi siddet ved petroleumslampen en tid endnu og for en periode stillet udviklingen på stand by. Når talen går på folkeafstemninger er det givetvis fordi demokratiet ikke er levende nok og alt for få deltager direkte. Givet er det, at partiernes medlemstal er behersket, men jeg tvivler på at udstrakt brug af folkeafstemninger vil bidrage til et mere demokratisk samfund, hvor indflydelsen er spredt på så mange som muligt. Det vigtigste for en liberal er netop at dekoncentrere magt, indflydelse og i øvrigt også kapital. Derimod skal der arbejdes endnu mere med borgerinddragelse, så den viden, erfaring og indsigt borgere er i besiddelse af nyttiggøres i den offentlige sektors virke som service- og velfærdsproducent. Det repræsentative demokrati skal ikke suppleres med udstrakt brug af folkeafstemninger, på områder, hvor Grundloven ikke foreskriver dette. Derimod skal der suppleres med mere borgerinddragelse. Borgerinddragelse kan give mere kvalitet og bidrage til dialogen mellem borgere og folkevalgte, som begge naturligt skal have sæde i rådgivende borgerråd.
Den politisk-administrative verden er som nævnt blevet mere kompleks. Politikere og eksperter opererer i en mere omskiftelig og kompleks verden end tidligere. Udviklingstempoet og hastigheden i samfundet er taget til og udviklingstakten er i dag højere end nogensinde. En lang række områder af samfundet spiller sammen på en ikke kortlagt måde. Én beslutning i et selvstændigt system (f.eks. på beskæftigelsesområdet) får afledte og uintenderede effekter på andre områder, f.eks. sundhedsområdet og undervisningsområdet. Der er brug for en mangfoldighed af viden og der er brug for, at forskellige videnscentre kan spille sammen. I formuleringen af politik og implementeringen og omsætningen af politiske beslutninger er det nødvendigt, at eksperter/professionelle, men også borgere i en eller anden udstrækning inddrages og deres viden nyttiggøres.
Man må organisere sig ud af den komplekse verden. Opbygge institutioner omkring politikdannelse og implementering af den besluttede politik. Samfundet er kompleks, uoverskueligt og vidt forgrenet. Informations- og vidensmængden er betydelig, nærmest uoverskuelig og det er nødvendigt at kunne koordinere den store mængde af viden, sågar at konfrontere forskellig viden – med viden. Viden er i øvrigt selv en del af problemet, såvel som løsningen på problemet. Der skal viden til at identificere problemer, der skal viden til at løse problemer. Der skal opbygges institutioner eller fora hvor viden fremsiges og nyttiggøres. Det er ikke tilstrækkeligt at løse problemer med intuition. Ej heller ved hjælp af gammelkendte løsninger. I hvert fald ikke i alle tilfælde. Samfundets forandringstakt er så betydelig, at det der var løsningen i går ikke nødvendigvis er det i dag. Man kan sige at problemerne af i går måske heller ikke helt lader sig definere på samme måde i dag. Hver tid sine problemer, hver sin optik og dermed sin opfattelse af, hvad der er problemer og hvad der findes acceptabelt, henholdsvis uacceptabelt.
Den eneste vej igennem denne kompleksitet er brug af demokrati.
Magten skal dekoncentreres, flertalskonstellationer skal skifte, så der er en vis pluralitet og ingen opnår noget der minder om monopol på magten. Det er vigtigt, at der er konkurrence om magten. Og det er – fra et liberalistisk standpunkt - et gode, at der opstår et magtens tomrum og et politik- og politikerfrit rum. Et rum hvor der ikke lovgives og regeres, men i stedet et rum overladt til private aktører, til frie individer og til fællesskaber i det civile samfund. Liberale ønsker ikke som konservative en stærk stat. Liberale har et stærkt frihedsbegreb, som bl.a. handler om frihed fra statslige overgreb.
Per Stig Møller kunne passende skrive en anden kommende og helt sikkert indsigtsfuld kronik om konservatisme og magtkoncentration. Det er ikke godt at vide hvad kronikken ender ud med af anbefalinger, der jo helst ikke skal gå imod den økonomiske magtelite, der støtter økonomisk op omkring Per Stig Møllers parti, Det Konservative Folkeparti.
